Likvidering med hammer trækker overskrifter i Rusland: Står CIA bag?

Videoen af en russisk desertør, som dræbes med en forhammer, er blevet et hedt debatemne i Rusland. Vilde teorier om sagen finder vej til medierne.

Er det okay at henrette en desertør ved at slå ham i hovedet med en forhammer uden rettergang?

Lad svinene brænde i helvede

Ilja Nuzhin, søn til afdøde

Det spørgsmål får befolkningen i Rusland nu også mulighed for at tænke over.

I løbet af de seneste dage har sagen om en yderst brutal henrettelse nemlig fundet vej til de statskontrollerede russiske medier, hvor sagen har vokset sig så stor, at myndighederne nu søger en forklaring på, hvad der skete, og ikke mindst, hvem de mener står bag.

Mandag aften meddelte Ruslands menneskerettighedskommissær, der er udpeget af styret i Kreml, at man vil se på sagen, hvor den tidligere russiske soldat Jevgenij Nuzhin blev henrettet med en forhammer foran linsen på et videokamera.

Ifølge afsenderne af videoen var Jevgenij Nuzhin deserteret fra de russiske lejesoldater i Wagner Gruppen, hvorefter hans tidligere kolleger havde held til at få fat i ham.

Afstraffelsen foregik ved, at Jevgenij Nuzhin fik tapet sit hoved fast til en betonklods og derefter knust kraniet med en forhammer.

- Jeg kender til denne video. Enhver grusomhed og ugerning kræver, at staten blander sig. Jeg ved, at myndighederne er i færd med at undersøge fakta og opklare, hvordan tingene virkelig hænger sammen, for at finde ud af, om videoen er ægte, og hvem der er skyld i disse begivenheder, sagde menneskerettighedskommissær Tatjana Moskalkova til tv-stationen RBC mandag.

Lugten af forræderi

Ifølge RBC er det dog slet ikke sikkert, at det er russere, som står bag grusomheden.

Chefen for lejesoldaterne i Wagner Gruppen, forretningsmanden Jevgenij Prigosjin, luftede nemlig en helt anden mulighed mandag aften.

Da videoen blev offentliggjort i weekenden, gjorde Jevgenij Prigosjin sig i første omgang lystig over henrettelsen og skrev på sociale medier, at "hunden døde som en hund".

Herefter bekræftede han, at manden, som får hovedet knust på videoen, hedder Jevgenij Nuzhin, og at han er en tidligere soldat i Wagner Gruppen, som flygtede fra sin enhed.

Russere er genetisk disponerede for at kunne lugte forrædere

Jevgenij Prigosjin, forretningsmand

Den nu henrettede soldat blev taget til fange af ukrainerne og interviewet af en ukrainsk journalist, som offentliggjorde historien om, hvordan Jevgenij Nuzhin var blevet hvervet til krigen i Ukraine, mens han afsonede en dom for drab i et russisk fængsel.

Hvordan han endte i hænderne på sine drabsmænd vides ikke med sikkerhed. Han siger selv på henrettelsesvideoen, at han blev bortført, men andre kilder skriver, at han formentlig var del af en fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine.

- Jevgenij Nuzhin er en forræder, Russere er genetisk disponerede for at kunne lugte forrædere, skrev lejesoldaternes chef på det sociale medie VK.

Var det CIA?

Henrettelsen med forhammer er en kendt metode til at afstraffe desertører hos Wagner Gruppen, men efter at sagen om den grusomme henrettelse havde vokset sig stor i de russiske medier mandag, luftede lejesoldaternes chef, Jevgenij Prigosjin, pludselig en ny teori på VK.

Lejesoldaternes chef skrev i et åbent brev til den russiske statsanklager Igor Krasnov, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA efter hans mening ser ud til at være involveret.

I brevet hævder Jevgenij Prigosjin, at man kan høre, at der bliver talt engelsk i baggrunden på nogle af videoerne med den nu henrettede soldat.

Desuden fremhæver forretningsmanden, at farven på de fliser, soldatens hoved blev tapet fast til inden henrettelsen, ikke matcher de mest almindelige farver på fliser i Rusland.

Hvis det ikke var for Wagner Gruppen, ville der være mange flere døde

Margarita Simonyan, chef for tv-kanalen RT.

Samtidig vil Jevgenij Prigosjin have undersøgt muligheden for, at den henrettede soldat, Jevgenij Nuzhin, i virkeligheden var en amerikansk agent, der blev rekrutteret af CIA, inden han i 1999 blev idømt 28 års fængsel for drab.

Ifølge forretningsmanden kan det også være, at Jevgenij Nuzhin var i færd med at infiltrere Wagner Gruppen på vegne af en fremmed magt og "dermed skabte betingelserne for sin egen henrettelse".

Et nødvendigt onde

Jevgenij Prigosjin er kendt for at være en af Ruslands præsident, Vladimir Putins faste støtter, og han er ikke den eneste magtfulde russer, som har svært ved at se det forkerte i middelalderlige henrettelser.

Chefen for den store russiske tv-kanal RT, Margarita Simonyan, sagde også sin mening om henrettelsesvideoen mandag.

Margarita Simonyan deltog i et liveprogram på Telegramkanalen Keosayan Daily, hvor hun lagde ud med at vise en uredigeret version af henrettelsen i sin fulde længde.

Dernæst fortalte hun publikum, at man er nødt til selv at have deltaget i kamphandlingerne i Ukraine, før man moralsk kan tillade sig at dømme mændene bag videoen.

- Hvis det ikke var for Wagner Gruppen, ville der være mange flere døde, mange flere værnepligtige ville være blevet indkaldt, og der ville være mange flere grædende hustruer og børn. Det ville være jer, som græd, sagde hun til seerne.

Ikke alle russere ser dog ud til at dele Margarita Simonyans synspunkter.

Videoen med drabet har nemlig også været årsag til dæmpet kritik i enkelte russiske medier.

Barbarerne

For eksempel i avisen Moskovskij Komsomolets, der mandag aften udgav en klumme med overskriften "Barbarerne kom med en forhammer".

- I Middelalderen samlede folkemængder sig til henrettelser, og folk kiggede ikke væk, når mennesker blev sønderdelt, hængt eller spiddet foran dem. Det var voldsomme tider, og hvem skulle have troet, at menneskeheden ville vende tilbage dertil. Men det er præcis, hvad der tilsyneladende er sket, lyder indledningen på artiklen.

Artiklens forfatter leder opmærksomheden hen på, at der ikke har været dødsstraf i Rusland siden 1998, og argumenterer for, at der burde gøres mere for at finde gerningsmændene

- En forhammer kan – uden efterforskning eller rettergang – ramme hovedet på nogen, som i går var en af vores venner, men som i morgen virker som en fremmed. Det eneste forsvar mod barbariet er og bliver det modsatte, nemlig lov og orden, skriver Moskovskij Komsomolets.

Hvad en eventuel russisk efterforskning af drabet vil vise, har vi endnu til gode af se.

Men allerede nu står det klart, at historien om afdøde Jevgenij Nuzhin er en smule mere nuanceret, end den fremstod i første omgang.

Patrioten

Det russiske Telegrammedie Ostorozhno Novosti har nemlig gravet i mandens fortid og fundet ud af, at Jevgenij Nuzhin siden 2014 delte talrige nationalistiske russiske billeder på sociale medier.

Han delte også billeder af hagekors og fik endda en bøde for et af dem.

- Indtil slutningen af maj delte han billeder om den snedige russiske hær, og at Ukraine ikke havde ret til at eksistere, skriver Ostorozhno Novosti.

Mediet viser desuden fotos og en video af Jevgenij Nuzhin i fængslet, hvor man kan se, at han har tatoveret en ørn med hagekors på den højre side af brystet.

Ostorozhno Novosti har også været i kontakt med den afdøde soldats søn Ilja Nushin, der hørte om drabet på sin far via sociale medier.

Ilja Nushin er vred over, at ukrainerne ikke formåede at passe på hans far

- Enten solgte de ham, eller også dræbte de ham selv. Lad svinene brænde i helvede, siger Ilja Nushin ifølge Ostorozhno Novosti.

Sønnens fordømmelser er allerede blevet samlet op af medier på den yderste russiske højrefløj, som nu skriver, at Jevgenij Nuzhin formentlig blev dræbt af "nynazisterne i Ukraine".