Udland

Donald Trump vil være præsident igen i 2024

Det vil han for at sikre, at Joe Biden bliver væltet.

Donald Trump vil stille op som kandidat til præsidentposten i USA igen i 2024.

Det siger han i en tale natten til onsdag dansk tid fra sin bopæl Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida.

- For igen at gøre USA storslået meddeler jeg her til aften mit kandidatur som præsident, siger Trump.

I talen hævder Trump, at landet er i forfald under præsident Joe Biden, og at det gik langt bedre, da han selv var præsident.

USA's "comeback" begynder nu, siger han i begyndelsen af talen.

- Jeg vil sikre, at Biden ikke får fire år til, siger Trump ifølge AFP.

- Det ville vores land ikke kunne klare.

Konkurrenten

Trumps udmelding er et forsøg på at holde andre republikanske kandidater fra at forsøge at blive partiets nominerede, vurderer TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Han gør det i et forsøg på at sætte sig på partiet og cementere sin position som Det Republikanske Partis oplagte kandidat, siger han.

Det er ikke mindst en markering over for partikollegaen Ron DeSantis, som er guvernør i Florida.

DeSantis er netop kommet godt ud af midtvejsvalget i sidste uge og betragtes som et oplagt bud på en republikansk præsidentkandidat. Samtidigt med, at Donald Trump kom med sin meddelelse, blev DeSantis hyldet af sine republikanske guvernør-kolleger ved et møde i Orlando, skriver Fox News.

- Der er også en risiko for Donald Trump selv ved at melde sit kandidatur ud så tidligt. Andre kandidater vil sandsynligvis først melde sig til foråret eller hen over næste sommer, og så vil opmærksomheden omkring Trump aftage, siger Jesper Steinmetz.

En ventet nyhed

Den tidligere amerikanske præsidents kandidatur var i den grad ventet.

Den seneste tid har Trump igen og igen antydet, at han vil stille op.

- Det havde været en sensation, hvis han havde valgt ikke at stille op, kommenterer Jesper Steinmetz.

Kort inden talen kom det frem, at Trump havde indleveret officielle papirer, som viser, at han er kandidat.

- For to år siden var vi en storslået nation, og det vil vi snart være igen, siger Trump i talen, hvor han blandt andet taler om stigende benzinpriser og "smerte" og "fortvivlelse" hos det amerikanske folk under Biden.

Trump angriber også tilbagetrækningen fra Afghanistan samt stigningen i antallet af migranter over grænsen.

Biden svarer igen

Biden har svaret med et tweet fra Bali, hvor han deltager i G20-topmøde.

- Donald Trump svigtede USA, skriver Biden og siger i en tilhørende video, at Trump tilgodeså "de rige" samt "angreb" sundhedssystemet og kvinders rettigheder.

Trump var præsident i USA fra 2017 til 2021.

Han tabte i 2020 valget til den demokratiske udfordrer, Joe Biden, som er siddende præsident.

- For demokraterne er det en fantastisk nyhed. De jubler og hepper på, at det bliver Donald Trump igen i 2024. For de har allerede vist, at de kan slå ham, siger Jesper Steinmetz.

Det er også vigtigt nyt for den siddende præsident Joe Biden, der forventes at meddele i starten af det nye år, om han stiller op igen i 2024.

- Hvis han gør, så er det bestemt ikke usandsynligt, at Joe Biden i en alder af 82 år vil kunne slå Donald Trump igen, vurderer Jesper Steinmetz.

Påstande om valgsvindel

I månederne efter nederlaget til nuværende præsident Joe Biden talte Trump om udbredt valgsvindel.

6. januar 2021 holdt Trump en tale for sine tilhængere, hvor han opfordrede dem til at "slås som bare fanden". Demonstranter trængte senere samme dag ind i Kongressen. Mindst fem personer mistede livet under stormen på Kongressen.

Ved to rigsretssager blev Trump frikendt for blandt andet magtmisbrug og for at have opildnet til oprør.

Trump står over for flere undersøgelser af, om han har handlet kriminelt. Det gælder blandt andet en undersøgelse af hemmeligtstemplede dokumenter, som forbundspolitiet, FBI, har beslaglagt i Mar-a-Lago.

I sin tale lod Donald Trump da også forstå, at når han stillede op igen, så var det et udtryk for, at han ofrede sig i nationens interesse. Det skriver CNN:

- Enhver, der for alvor forsøger at ændre dette korrupte system, bliver mødt af en ildstorm, som de færreste kan forestille sig, sagde han.