Udland

Russiske missiler har angiveligt ramt NATO-territorium, men ekspert tvivler på musketered

Et NATO-medlem er angiveligt ramt af russiske missiler. Ekspert mener, at det er usandsynligt, at musketereden støves af.

Ifølge efterretninger samt polske- og internationale medier har flere angiveligt russiske missiler ramt inden for Polens grænser. Polens regering bekræfter, at to polske statsborgere er dræbt i en eksplosion.

Dermed har raketter, såfremt efterretningerne passer, ramt NATO-territorium. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, indkaldte tirsdag aften ministerrådet til krisemøde.

Nu bliver en gammel paragraf, der ikke har været i brug i mere end 20 år, drøftet.

Det er NATO's artikel 5 – den såkaldte musketered – der forpligter samtlige NATO-lande til at anse et angreb mod ét eller flere af alliancens medlemmer som et angreb mod dem alle.

Bliver ikke udløst automatisk

USA's forsvarsministerium, Pentagon, kan ifølge Reuters ikke bekræfte oplysningerne om angrebet. Tirsdag aften siger det russiske forsvarsministerium, at meldingerne er en bevidst provokation.

I det hele taget er omstændighederne omkring missilerne stadig ganske tvivlsomme. De hidtidige efterretninger peger i retning af en fejl.

Ifølge militærforsker ved Center for Maritime Operationer hos Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen, går der først en omstændig proces i gang, før musketereden kommer på tale.

- Artikel 5 bliver ikke udløst automatisk. Den bliver kun udløst, hvis nogen beslutter sig for det. Det skal først undersøges, om det var en ulykke. Der vil formentlig være mange, som gerne vil forstå det som en ulykke, siger han.

Artikel 5 blev sikret i Washington-traktaten i 1949, men har kun været benyttet én gang i historien. Det skete 12. september 2001 – dagen efter terrorangrebet på World Trade Center i New York.

Ikke sandsynligt

13. marts i år advarede USA's øverste nationale sikkerhedsrådgiver for præsidenten, Jake Sullivan, om, at et angreb på netop Polen ville udløse NATO's fulde modsvar. Det skete i kølvandet på et angreb på en ukrainsk militærbase blot ti kilometer fra den polske grænse.

Såfremt der er tale om russiske raketter – fejl eller ej – vil det være første gang, at et NATO-medlem rammes.

- Jeg tror ikke, at vi havner i en artikel 5. Jeg tror, at der vil være mange ting, som stopper det inden da. Men det er selvfølgelig noget, som vil være et kæmpe problem, siger Anders Puck Nielsen.

At artiklen nu skulle støves af, gentager han, er usandsynligt, men understreger, at det risikere at bringe krigen i en ny situation.

- Det tænker jeg ikke er sandsynligt. Men det er klart, at hvis det viser sig at være med vilje, eller noget der ligner, så er det noget, der må forstås som en trussel. Og så kan det eskalere, siger Anders Puck Nielsen.