Qatarere afviser migrantarbejderes kummerlige forhold: - De hader jo arabere og islam
Arbejdsforholdene for migrantarbejdere i Qatar er ikke så dårlige, som omverdenen fremstiller dem, lyder det fra flere indbyggere i Qatar.
Der er nu fem dage til, at VM i Qatar starter, og det er på mange måder en anderledes fodboldslutrunde, end vi er vant til.
Især debatten om forholdene for de migrantarbejdere, som har arbejdet på de store stadionbyggerier i Qatar, har fyldt en del. En kritik der blandt andet går på udnyttelse, tvangsarbejde og dødsfald.
TV 2 har mødt nogle af migrantarbejderne i Qatar, som fortæller om at arbejde under slavelignende forhold.
- De har virkelig behandlet os frygteligt. Vi arbejdede som dyr og blev sendt fra det ene sted til det andet. De ville have, vi skulle arbejde ti timer uden pause. Om vi så døde her, ville de være ligeglade, fortæller en migrantarbejder fra Ghana, som kalder sig Felix. Han ønsker at være anonym af frygt for repressalier.
TV 2 har ikke haft mulighed for at dobbelttjekke Felix' historie.
- De hader jo arabere og islam
Men arbejdsforholdene for migrantarbejdere i Qatar er slet ikke så dårlige, som omverdenen fremstiller dem. Sådan lyder det fra flere indbyggere i Qatar, TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt har talt med.
- Hvis man går efter at få succes, vil der være mange, som taler om én. Det er helt normalt. Så når man afholder en stor begivenhed som den her, er der mange, som siger, at Qatar ikke er et godt sted, og at folk fra Indien bliver dræbt i Qatar, men det er ikke rigtigt, siger Meshal Hassan, som til dagligt er studerende.
Ali Nassir, bor og studerer i Qatars hovedstad, Doha.
- De giver ikke-araberne det billede af Qatar, fordi det er et arabisk og muslimsk land. De hader jo islam og arabere, siger han til TV 2.
6500 er døde siden 2010
Sidste år skrev The Guardian, at 6500 migrantarbejdere, der var tilknyttet byggeriet af stadioner og VM-infrastruktur, har mistet livet i Qatar siden 2010 – dog ikke nødvendigvis under udførslen af deres arbejde.
Der er flere end to millioner migrantarbejdere i Qatar, og kun lidt flere end 300.000 qatarske statsborgere. Migranterne arbejder blandt andet som bygningsarbejdere, chauffører, ekspedienter, tjenere og sikkerhedsvagter.
Qatar blev tildelt VM-værtskabet i 2010 og har siden arbejdet på at få infrastrukturen på plads. Veje er blevet anlagt, stadioner er blevet opført – og meget mere. Til det arbejde har ørkenstaten hentet tusindvis af migrantarbejdere til landet fra særligt asiatiske og afrikanske lande.
Kræver erstatning fra FIFA
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har årevis sat fokus på de kummerlige forhold, som migrantarbejdere bliver budt i Qatar. Organisationen har dokumenteret, hvordan Qatar har forbrudt sig mod menneskerettighederne i behandlingen af migrantarbejdere.
Der har blandt andet været problemer med levestandard og lønudbetaling. Derudover har tusindvis af migrantarbejdere – i strid med Qatars egen lovgivning – betalt såkaldte rekrutteringsgebyr for overhovedet at få lov at arbejde i Qatar.
Amnesty, Human Rights Watch og en sammenslutning af europæiske fodboldfans har krævet, at fodboldforbundet FIFA som minimum skal hoste op med 440 millioner dollar – 3,1 milliarder kroner – i kompensation for den skade, forbundet sammen med Qatar har forvoldt de mange migrantarbejdere.