Mens Trump bagte op til sin store aften, ramte endnu et hĂĄrdt nederlag
Flere tidligere allierede vender Trump ryggen, før hans mulige comeback. Partifælle sammenligner ham med en afdanket baseball-spiller.
Det startede skidt for Donald Trump.
Tirsdag aften lokal tid vil han levere en "særlig meddelelse" fra sit Florida-residens Mar-a-Lago i Palm Beach, og han har ikke ligefrem forsøgt at nedtone forventningerne på forhånd.
På sit eget sociale medie skrev han mandag, at det ”forhåbentlig vil vise sig at blive en af de vigtigste dage i vores lands historie”.
Men skulle nogle have glemt, at det ikke ligefrem er en Trump i absolut sejrsform, blev de mindet om det allerede samme aften.
Natten til tirsdag dansk tid fik amerikanerne nemlig nyheden om, at endnu en af de heste, som Donald Trump havde satset sine penge pĂĄ ved midtvejsvalget, havde tabt.
Trump i høje hæle
Og det var ikke en hvilken som helst kandidat, men derimod den markante Amercia First-stemme Kari Lake, som blev fravalgt til fordel for demokraten Katie Hobbs ved guvernørvalget i Arizona.
Den tidligere tv-vært har været så trofast over for den tidligere præsident, at hun har fået tilnavnet ’Trump på høje hæle’.
Inden valget ville hun i sand Donald Trump-stil heller ikke sige, om hun ville anerkende et eventuelt nederlag. Efter at det blev en realitet, har hun udsendt en enkel besked pĂĄ Twitter:
- Arizonaere kender BS (bullshit, red.), nĂĄr de ser det.
I konservative kredse var hun desuden blevet nævnt som en naturlig arvtager for Donald Trump.
Men som i mange andre delstater var det heller ikke i Arizona en vindersag at dyrke Donald Trumps pĂĄstande om valgsvindel.
- Amerikanere efterspørger politikere, der løser deres reelle problemer, ikke sådan nogle opfundne fantasifostre om angivelig valgsvindel, som der ikke var ved valget i 2020. Det kan vi jo se her, vælgerne vil gerne have kandidater, der er mere moderate, siger TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.
Gider ikke tosser
Med vælgernes fravalg af Kari Lake i Arizona har den historisk set solide republikanske bastion nu to senatorer, en guvernør og en indenrigsminister, der alle er demokrater.
Det kan ifølge Mirco Reimer-Elster skyldes, at republikanerne i større grad har haft fokus på kandidater, der er gode foran et kamera, end til at forholde sig til de emner, der er vigtigst for vælgerne.
- Vælgerne i Arizona kan godt lide typer som tidligere senator John McCain, som måske ikke er hardcore partipolitiske. De vil – for at sige det rent ud – ikke have nogen tosser, siger USA-analytikeren.
Det samme gjorde sig åbenlyst gældende i flere andre stater. I alle de seks stater, hvor Trump forsøgte med alskens midler at få omgjort valgresultatet i 2020, afviste vælgerne kandidater, der har støttet det forsøg.
Det er på den baggrund, at Donald Trump tirsdag aften – klokken 03 natten til onsdag dansk tid – vil afsløre sin store nyhed.
Den nyhed kunne meget vel være, at han stiller op til præsidentvalget i 2024. Det ville i hvert på ingen måde overraske Mirco Reimer-Elster.
- Det svarer lidt til, at du har set nogle snave ved fire-fem fester i træk, og så melder de ud, at de er blevet kærester, siger USA-analytikeren.
Det vil måske ikke være overraskende, men det vil helt sikkert være bemærkelsesværdigt. For ingen præsident har nogensinde tabt et valg og er blevet valgt igen med undtagelse af Grover Cleveland, som blev valgt i 1884 og 1892.
Eller som nyhedsbureauet AP helt nøgternt konkluderer: At en tidligere præsident gør et nyt forsøg på at blive præsident, er i sig selv usædvanligt. Her er det tilmed den første præsident i historien, der er blevet stillet for en rigsret to gange, og hvis første præsidentperiode endte med, at hans tilhængere stormede Kongressen i et voldeligt forsøg på at forsinke den fredelige overdragelse af magten.
Spørgsmålet er nu, hvordan det vil blive mødt af hans partifæller i Det Republikanske Parti, hvis han stiller op igen.
DeSantis-salt i sĂĄret
Indtil videre har hans trofaste støtter i Kongressen fortrinsvist glimret ved deres tavshed.
En af dem, der har udtalt sig om Trumps potentielle kandidatur, er Cynthia Lummis, der er senator fra Wyoming.
Hun støttede Trumps forsøg på at omgøre valgresultatet, da hun 6. januar 2021 stemte imod godkendelsen af Joe Bidens valgsejr i Pennsylvania. Hun var også ”beæret” over at modtage Donald Trumps støtte ved senatsvalget i 2020.
Mandag spurgte en journalist fra Politico, om Donald Trump kunne regne med, at hun ville gengælde støtten, hvis han stiller op i 2024. Hvortil hun svarede:
- Jeg synes ikke, det er det rigtige spørgsmål. Jeg synes, at spørgsmål er, hvem der er den nuværende leder af Det Republikanske Parti? Nå ja, jeg ved, hvem det er: Ron DeSantis.
Netop Floridas guvernør, Ron DeSantis, er en torn i øjet på Donald Trump, fordi han kan blive en alvorlig trussel mod hans præsidentambitioner.
Det sår gned den konservative organisation Club for Growth salt i, da den mandag offentliggjorde en opsigtsvækkende måling, der er foretaget mellem 11. og 13. november.
Målingen viste, at hvis Donald Trump og Ron DeSantis mødtes i en direkte duel ved det republikanske primærvalg, ville Trump få en benhård start.
Ifølge målingen fører DeSantis med 11 procentpoint blandt republikanere i Iowa og med 15 procentpoint i New Hampshire. Det er de første to stater, hvor der skal stemmes til primærvalget.
I Florida, der er begge mænds hjemstat, fører DeSantis med 26 procentpoint.
Som en afdanket pitcher
Tallene skal tages med et gran salt. For det første er der længe til primærvalget, for det andet tager målingerne ikke højde for andre kandidater, der måtte stille op.
Men det er alligevel interessant, fordi den samme måling i august viste, at Trump førte med 15 procentpoint i Iowa, at de var lige i New Hampshire, og at DeSantis førte med 7 procentpoint i Florida.
Club for Growth var en pålidelig allieret for Donald Trump, mens han stadig var præsident. Men siden er parterne blevet uvenner efter uenighed om, hvilke kandidater der skulle støttes frem mod midtvejsvalget.
Den moderate republikanske senator Mitt Romney er bestemt heller ikke venner med Donald Trump.
Efter flere dårlige valg i træk for republikanerne under Donald Trumps ledelse, mener Mitt Romney, at det er tid til et skifte ud, og sammenligner den tidligere præsident med en afdanket baseball-pitcher.
- Jeg ved godt, at nogle fans stadig elsker ham. Det er ligesom med en aldrende pitcher, der er altid fans, som vil beholde ham for evigt. Men hvis du hele tiden taber kampene, så prøv at sætte nogle nye spillere på banen, siger han ifølge AP.