'Putins kok' morer sig over desertør, der blev dræbt med forhammer

En russisk lejesoldat blev henrettet, fordi han overgav sig til ukrainerne. Lejesoldaternes chef siger, at sådanne henrettelser bør ses i teateret.

Soldatens hoved var gjort fast til en betonklods med gennemsigtig tape.

Hunden døde som en hund

Jevgenij Prigosjin, forretningsmand

Hans øjne fokuserede på et punkt uendeligt langt væk, mens kameraet lige foran ham begyndte at optage.

Manden bar et langt, gråt skæg på hagen, og det vippede, da han begyndte at tale.

- Jeg, Jevgenij Anatoljevitsj Nuzhin, født i 1967, krydsede frontlinjen for at kæmpe på den ukrainske side mod russerne. 4. september førte jeg min plan om at gå over til den ukrainske side ud i livet, sagde han og tilføjede:

- 11. november 2022 gik jeg på gaden i Kyiv, da jeg blev slået i hovedet og mistede bevidstheden. Jeg vågnede i denne kælder og fik at vide, at jeg ville modtage min dom.

Ordene blev Jevgenij Nuzhins sidste.

I samme sekund blev han slået i hovedet med en forhammer, mens kameraet optog det hele.

At statuere et eksempel

Videooptagelsen med drabet blev i weekenden offentliggjort på russiske kanaler på det sociale medie Telegram.

Et af de første steder var kanalen Grey Zone, der drives af folk med forbindelse til Wagner-gruppen, der er Ruslands korps af lejesoldater.

Videoen fortæller noget om, hvor brutalt nogle kredse i det russiske samfund er villige til at gå til værks for at afskrække soldater fra at desertere.

Hvis du ankommer til Ukraine og beslutter, at det ikke er noget for dig, så henretter vi dig

Jevgenij Prigosjin, forretningsmand

Men den siger også noget om, hvad der kan ske, hvis man udstiller krigsfanger i strid med krigens love.

Vi kender nemlig en hel del til historien om Jevgenij Nuzhin, fordi han selv mere eller mindre frivilligt fortalte den til en ukrainsk journalist, mens han var krigsfange i begyndelsen af september.

Jevgenij Nuzhin var en af de mænd, som blev rekrutteret fra russiske fængsler i august måned, hvor Wagner-gruppen gav indsatte mulighed for at slippe for straf, hvis de ville gå i krig i stedet.

Det ville Jevgenij Nuzhin gerne.

Han afsonede 24 års fængsel for et drab, som han begik under et bandeopgør i 1999, plus fire års tillægsstraf for et flugtforsøg.

I juli 2022 var han indkvarteret i et fængsel i byen Skopin 245 kilometer sydøst for Moskva, da alle fanger blev beordret ud i gården, fordi der kom fint besøg.

Kokkens løfte

Det var en forretningsmand i helikopter. Fangerne fik at vide, at manden hed Jevgenij Prigosjin.

Jevgenij Prigosjin er en nær allieret af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Han er kendt under tilnavnet 'Putins kok' og ejer af Wagner-gruppen.

I et interview med den ukrainske journalist Jurij Butosov i september 2022 fortalte Jevgenij Nuzhin, hvad der skete, da forretningsmanden ankom til fængslet.

- Han lovede benådning til alle. Lønnen var omkring 100.000 rubler. Hvis man blev dræbt, var det noget med fem millioner, som ville blive udbetalt til familien. Han sagde, at vores land var i fare og sådan noget, sagde Jevgenij Nuzhin under interviewet.

Et af Jevgenij Prigosjins besøg i fængslerne i løbet af sommeren blev optaget på video – og her kan man også høre det løfte, som kokken gav fangerne.

- Hvis du ankommer til Ukraine og beslutter, at det ikke er noget for dig, så henretter vi dig, siger han i videoen.

Besøget hos Jevgenij Nuzhin og de andre straffefanger var en stor succes, og 92 mænd besluttede sig for, at livet som soldat var bedre end livet i fængslet.

I krig

Den sidste uge af august blev tilbragt i en træningslejr, inden fangerne blev sendt til fronten i Ukraine, hvor deres enhed blev sendt ud i forreste linje.

- Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal forklare det. Sådan som jeg forstod det, var vi kanonføde, fortalte Jevgenij Nuzhin.

Han følte, at de tidligere straffefangers liv intet var værd.

- Hvis du ikke fulgte ordrer og gjorde, hvad de sagde, blev du skudt, sagde Jevgenij Nushin.

En aften blev han sat til at hente lig i ingenmandsland, og det var her, at han ifølge eget udsagn løb over til den ukrainske side og overgav sig.

Under interviewet med den ukrainske journalist Jurij Butosov forklarede han, at han godt var klar over, at det var Rusland, som var skyld i krigen, og han tilbød at gå i krig på ukrainsk side.

- Jeg vil gerne kæmpe side om side med ukrainerne. Det er derfor, at jeg overgav mig. Det var ikke Ukraine, som gik til angreb på Rusland. Putin angreb Ukraine. Jeg kan ikke kæmpe mod Ukraine. Mine slægtninge bor her. Min onkel bor i Ivano-Frankivsk, og min søster bor i Lviv, sagde han.

Fra fange til fange

Ønskede Jevgenij Nuzhin virkelig at gå i krig igen?

Eller følte han sig tvunget til at sige, som han gjorde?

Det ved vi i skrivende stund ikke.

Først og fremmest må I forstå, at der er krig. Alle lyver, når der er krig

Lejesoldat i Wagner-gruppen

Hans skæbne som ukrainsk krigsfange er der også usikkerhed om.

Efter at videoen med henrettelsen blev offentliggjort, skriver flere ukrainske og russiske Telegram-kanaler, at Jevgenij Nuzhin formentlig ikke blev bortført på gaden i Kyiv, som han ellers selv siger på videoen.

I stedet siger de, at han var en del af en udveksling af krigsfanger fredag 11. november.

- I går var der en udveksling af fanger, og ifølge uofficielle kilder blev han også udvekslet, skriver den ukrainske blogger Igor Latjenkov til sine en million følgere på Telegram og understreger, at det er umuligt, at Nuzhin som krigsfange gik frit rundt i Kyiv.

I stedet blev den tidligere straffefange muligvis tvunget til at sige, at han blev bortført midt i Kyiv, for at det kunne give et indtryk af, at russerne kan slå til selv i hjertet af Ukraine.

Det russiske medie Baza fortæller samme historie, og mediet har talt med et medlem af Wagner-gruppen, som siger, at det sagtens kan forholde sig sådan.

- Først og fremmest må I forstå, at der er krig. Alle lyver, når der er krig, siger lejesoldaten til Baza.

Hvem holdt han med?

Hvis Jevgenij Nuzhin var del af en fangeudveksling, kan det potentielt bringe ukrainerne på kant med krigens love.

Ifølge Genevekonventionerne burde han nemlig have haft mulighed for at nægte at lade sig udlevere til Rusland efter offentligt at have udtrykt sympati for Ukraine.

Og interviewet med den ukrainske journalist ser ud til at have kostet ham livet.

På henrettelsesvideoen bruger gerningsmændene nemlig klip fra interviewet, som Jevgenij Nuzhin deltog i mere eller mindre frivilligt.

Det medlem af Wagner-gruppen, der har talt med Baza, fortæller, at henrettelsen ligner en brøler fra ukrainernes side.

- Stilheden på den ukrainske side er forståelig. Det ser virkelig dårligt ud for dem. Deres sikkerhedstjeneste klokkede i den, og hvem ønsker at indrømme det offentligt? siger lejesoldaten og tilføjer, at Jevgenij Nuzhin næppe ville hjem til Rusland frivilligt.

Ukrainerne fortæller en anden historie.

Ifølge det ukrainske medie Obozrevatel var den tidligere straffefange slet ikke interesseret i at kæmpe på ukrainsk side, selvom han sagde det under interviewet.

I stedet påstår ukrainerne, at han var en loyal støtte af Vladimir Putin og den såkaldte "forårsbevægelse", der støtter invasionen.

- Jevgenij Nuzhin var en ideologisk følger af den russiske forårsbevægelse. Han blev fanget. Derefter blev han udvekslet tilbage til Den Russiske Føderation og faldt i hænderne på sine kærlige lejesoldatskolleger, skriver Obozrevatel.

En hverdag med vold

Uanset om Jevgenij Nuzhin ønskede at vende hjem til Rusland eller ej, sender den offentlige henrettelse en klar besked til de russiske straffefanger i Wagner-gruppen om, at de ikke bør overgive sig.

Den lejesoldat, som Baza har talt med, kunne ikke se noget forkert i afstraffelsen, da han blev spurgt til den etiske side af sagen.

- Hvad taler I om? Laver I sjov? Der er krig. Har I set situationen ved fronten? siger han.

Ifølge soldaten er det også ganske normalt, at Wagner-gruppens medlemmer får brækket deres ben med baseballkøller, hvis de forsøger at flygte.

Når de brækkede ben er vokset sammen igen, sendes de tilbage til fronten, siger han.

Det står klart, at han ikke fandt lykken i Ukraine

Jevgenij Prigosjin, forretningsmand

Den soldat, som Baza har talt med, er ikke den eneste, som hylder vold mod desertører.

Wagner-gruppens chef, Jevgenij Prigosjin, gør også.

Han har nemlig reageret offentligt på sine mænds brutale video af henrettelsen.

En hyldest til hammeren

Efter at videoen dukkede op på Telegram, udsendte han en erklæring om videoen.

- Jeg foretrækker at overvære historier i teateret. Hvad angår forhammeren i denne forestilling, så står det klart, at han ikke fandt lykken i Ukraine, men mødte uvenlige, retfærdige mennesker. Hunden døde som en hund. Det er fremragende instruktørarbejde, der ser ud til at lykkes første gang. Jeg håber, at ingen dyr kom til skade under optagelserne, skriver han på det sociale medie VK.

At det netop var en forhammer, der blev benyttet i videoen, er næppe noget tilfælde.

Wagner-gruppen er nemlig kendt for at hamre desertører ihjel fra dengang, hvor lejesoldaterne bekæmpede Islamisk Stat i Syrien.

Det bedst kendte eksempel er fra 2017, hvor lejesoldaterne torturerede en syrisk desertør med en hammer, til han døde, mens de optog det hele på video.

Episoden blev blandt andet beskrevet af EU i december 2021.

Siden er hammeren blevet et symbol for Wagner-gruppen, hvor soldaterne jævnligt optræder med hamre på fotos og bærer t-shirts med hammermotivet.

Og nu deles videoen af Jevgenij Nuzhins fortvivlede ansigt inden henrettelsen igen og igen på sociale medier som bevis på lejesoldaternes brutalitet.