Tilfreds Biden retter nu øjnene mod Georgia

Valgsejr i Nevada betyder, at Biden og demokraterne i højere grad kan sætte en politisk og lovgivningsmæssig dagsorden, siger kommentator.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, er "utrolig godt tilfreds" med valgresultatet.

Det siger han tidligt søndag morgen dansk tid, kort tid efter at demokraten Catherine Cortez Masto er blevet udråbt som vinder af senatsvalget i Nevada foran sin republikanske rival, Adam Laxalt.

- Vi har det godt med, hvor vi er. Og jeg ved, at jeg er en kæk optimist, det har jeg vidst fra begyndelsen, men jeg er ikke overrasket over udfaldet, siger han ifølge CNN.

Mastos sejr betyder, at demokraterne bevarer et snævert flertal i Senatet de næste to år.

I sin udtalelse siger Biden også, at han nu fokuserer på senatsvalget i Georgia, hvor der fortsat mangler en afgørelse.

- Det er en kæmpe sejr

Ifølge USA-kommentator Torsten Jansen er sejren en lettelse i den demokratiske lejr.

- Det betyder for Biden og demokraterne, at de i højere grad kan sætte en politisk og lovgivningsmæssig dagsorden, siger han til TV 2.

Det kan dog stadig blive svært for præsidenten og hans parti rent faktisk at få deres politik igennem, fordi meget ifølge kommentatoren peger på, at republikanerne står til at vinde Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.

- Men det er en kæmpe sejr for demokraterne, understreger Torsten Jansen.

Sender besked til republikanerne

Hvis den demokratiske senator Raphael Warnock vinder over republikaneren Herschel Walker i den anden og afgørende valgrunde i Georgia, hvor et omvalg skal afholdes 6. december, vil det give demokraterne et flertal på 51 pladser mod republikanernes 49.

Vinder demokraterne i Georgia, har de altså flertal uden vicepræsident Kamala Harris' stemme. Og derfor vil de "svært gerne" vinde staten, lyder det fra Torsten Jansen:

- For demokraterne er det en stor symbolsk sejr, hvis de ikke behøver at have Harris til at hoppe ind i sin limousine og køre til Capitol Hill, hver gang der er stemmelighed, siger han.

Ved stemmelighed i Senatet får vicepræsidenten nemlig den afgørende stemme.

Biden tilføjer, at hans politiske fremtid ”altid er bedre” med 51 demokratiske senatorer.

- Det er simpelthen bedre. Jo større tallet er, jo bedre, siger han.

Fra den amerikanske præsident lyder det også, at han mener, at Det Republikanske Parti nu er nødt til at beslutte sig for, "hvem de er", skriver Reuters.