Demokratisk sejr i Arizona – nu fører demokraterne i slutspurten om Senatet

Efter demokraterne har vundet i delstaten Arizona, mangler partiet nu ét sæde i Senatet for at have flertal.

I den amerikanske delstat Arizona har demokraten Mark Kelly genvundet sin plads i Senatet.

Dermed slår han republikaneren Blake Masters, der har fået opbakning fra den tidligere præsident Donald Trump.

Det rapporterer internationale medier, herunder nyhedsbureauet AP og tv-stationen CNN.

- Det er et meget bemærkelsesværdigt resultat. For Mark Kelly var en af dem, demokraterne på forhånd var meget bekymret for ville blive væltet omkuld af sin republikanske modkandidat, fortæller Torsten Jansen, der er tidligere USA-korrespondent og diplomat på Danmarks ambassade i USA.

Han understreger, at demokraternes sejr i Arizona har stor betydning, for nu fører demokraterne lige akkurat kampen om flertallet i Senatet.

Både republikanerne og demokraterne har 49 pladser, men ved stemmelighed får vicepræsidenten den afgørende stemme – og det er demokratiske Kamala Harris.

Der er altså tæt løb, mens den endelige optælling afventes i Nevada, og et nyt valg afholdes i Georgia næste måned.

Nederlaget til republikanerne i Arizona føjer sig desuden til en længere liste af Trump-støttede kandidater, der ikke har været i stand til at få opbakning fra de vigtige midtervælgere ved midtvejsvalget, bemærker Torsten Jansen.

De sidste afgørende kampe

I Nevada er 94 procent af stemmerne talt op, og her ligger de to kandidater side om side.

Demokraternes Catherine Cortez Masto haler ind på republikanernes Adam Laxalt. Hun står nu til 48,4 procent af stemmerne, mens Laxalt fører med 48,5 procent af stemmerne ifølge CNN.

Titusindvis af stemmesedler mangler fortsat at blive optalt, skriver AP. Det gælder hovedsageligt stemmer fra byerne i delstaten.

- Det står utrolig tæt, og det ser ud til, at der er en lille fordel til den demokratiske kandidat, vurderer Torsten Jansen.

Hvis optællingen i Nevada trækker ud, eller hvis republikanernes Adam Laxalt vinder, står midtvejsvalget til at blive afgjort i Georgia.

I Georgia har hverken demokraten Raphael Warnock eller republikaneren Herschel Walker kunnet mønstre et flertal på mere end 50 procent af stemmerne. Derfor skal vælgerne stemme på ny 6. december.

Politiske analytikere forudser, at der vil blive sendt en bølge af kampagnemidler mod delstaten, mens republikanere og demokrater forbereder sig på den sidste og muligvis afgørende kamp ved midtvejsvalget, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet mod astronautens kone

58-årige Mark Kelly, der nu har genvundet sin plads i Senatet i Arizona, har været senator i delstaten siden december 2020.

Tidligere har han haft en karriere som jagerpilot i militæret, og så har han været NASA-astronaut ligesom sin tvillingebror. Mark Kelly har været udsendt på flere rumfærge-missioner.

Han ved dog om nogen, at det politiske liv også kan indebære en risiko.

I 2011 var hans kone, Gabby Giffords, medlem af Repræsentanternes Hus, da hun blev skudt i hovedet på klos hold under et vælgerarrangement i byen Tucson.

På mirakuløs vis overlevede Gabby Giffords, mens seks andre tilstedeværende mistede livet.

Hun og Mark Kelly har siden kæmpet politisk for øget våbensikkerhed.

Nu kan Mark Kelly fortsætte sin politiske kamp for både våbensikkerhed, retten til abort og en bedre håndtering af migranterne ved USA's sydlige grænse, som er nogle af hans mærkesager.

- Det har været en stor ære i mit liv at tjene som Arizonas senator, lyder det i en erklæring fra Mark Kelly, efter valgresultatet står klart.

- Jeg er ydmyg over den tillid, vores delstat har vist mig i forhold til at fortsætte dette arbejde, skriver han videre ifølge AP.