USA VALG

Trump går til angreb på republikansk rival

Efter et midtvejsvalg, hvor Trump er blevet udråbt som taber, går han til angreb på partifællen Ron DeSantis.

USA's tidligere præsident Donald Trump går til angreb på Floridas guvernør, Ron DeSantis, der nævnes som en mulig republikansk præsidentkandidat til valget i 2024.

Det sker i en udtalelse fra Trump selv og i opslag på Trumps sociale medie, Truth Social.

I udtalelsen beskriver Trump DeSantis som en middelmådig republikaner med gode medierelationer.

Stor nyheder i vente

Trump har ikke sagt, om han stiller op til præsidentvalget i 2024, men han har sagt, at han på tirsdag vil afsløre en "meget stor nyhed".

Ron DeSantis har heller ikke sagt, hvorvidt han vil stille op til præsidentvalget om to år.

Ved tirsdagens midtvejsvalg genvandt DeSantis guvernørposten i Florida, mens en række af de republikanske kandidater, som Trump har støttet offentligt, fik dårlige valg.

Det er tilsyneladende et svar, som DeSantis har givet til journalister, der har fået Trump op i det røde felt.

- Fake news-medier spørger ham, om han stiller op, hvis præsident Trump stiller op, og han siger: "Jeg fokuserer kun på guvernørvalgkampen, jeg kigger ikke ind i fremtiden". Tja, når det kommer til loyalitet og klasse, er det ikke det rigtige svar, skriver Trump i udtalelsen.

Tager æren for rivals resultater

I udtalelsen tager Trump også æren for nogle af DeSantis' politiske resultater.

Han skriver, at Ron DeSantis kom til Trump i 2017 og bad om støtte fra den daværende præsident.

- Da jeg gav ham min opbakning, var det, som om - for at bruge et dårligt udtryk - at en atombombe gik af. Jeg fik også styr på hans kampagne, der var faldet fuldstændig fra hinanden, skriver han.

I løbet af den seneste uge har Trump flere gange skudt efter DeSantis. Han er blandt andet begyndt at bruge øgenavnet DeSanctimonious om ham.

Det engelske ord sanctimonious kan oversættes til skinhellig.

Truer med afsløringer

Trump har også sagt, at det kan være skidt for både DeSantis og Det Republikanske Parti, hvis han vælger at stille op som præsident.

Ydermere har han luftet en slet skjult trussel om at afsløre skadelige oplysninger om Floridas guvernør.

- Jeg ved mere om ham end nogen anden ud over - måske - hans hustru, sagde Trump få timer inden midtvejsvalget.

Ron DeSantis har ifølge netmediet Axion ikke svaret på Trumps hårde ord.