Russerne varsler retræte i Kherson, men frygten for bykamp og bagholdsangreb lurer

Militæranalytiker kalder de russiske styrkers kollaps i Kherson et ”biluheld i langsom gengivelse”.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, beordrede onsdag de russiske styrker til at trække sig tilbage fra storbyen Kherson i det sydlige Ukraine.

Russerne har plus 20.000 soldater stående i og omkring Kherson, der bliver bombet hver dag

Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa

Militæranalytikere og eksperter kalder den russiske tilbagetrækning ”det største, der er sket i krigen siden foråret”, men Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, maner til besindighed.

- Fjenden giver os ingen gaver eller udviser god vilje. Så vi bevæger os meget forsigtigt frem uden unødvendige risici for at befri hele vores land, så vi får mindst mulige tab, lyder det fra den ukrainske præsident.

Også Zelenskyjs seniorrådgiver, Mykhailo Podolyak, mangler at se konkrete tegn på russernes tilbagetrækning. På Twitter skriver han, at "handling taler højere end ord".

- Vi ser ingen tegn på, at Rusland forlader Kherson uden kamp. En del af russerne er stadig i byen og yderligere reserver er stadig i regionen, skriver han.

Inviterer måske til bykamp

Ifølge militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet bør man vente og se, om russerne rent faktisk trækker sig tilbage fra Kherson.

- I selve byen kan man godt forestille sig, russerne vil blive hængende og få ukrainerne ind i en hård bykamp og så måske holde byen frem til foråret, hvor russerne kan få forstærkninger over og prøve med en ny offensiv, siger Anders Puck Nielsen til TV 2.

Den analyse er Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa, ikke enig i. Han tror ikke, at russerne bluffer og kalder kollapset i Kherson et ”biluheld i langsom gengivelse”.

- Det er og bliver en uholdbar situation for russerne, og det har de indset nu. De har plus 20.000 soldater stående i og omkring Kherson, der bliver bombet hver dag. Det kræver en masse forsyninger, som de simpelthen ikke kan få ind, siger Jacob Kaarsbo.

- Så russerne kommer til trække sig ud, det er jeg slet ikke i tvivl om. Spørgsmålet er, hvad der venter ukrainerne af fælder og bagholdsangreb, når de trænger ind i byen. Derfor er det også fornuftigt af præsident Zelenskyj at opfordre til en forsigtig fremrykning.

Russiskstøttet leder meldes dræbt

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger i en kommentar, at "det er opmuntrende, at Ukraine har befriet mere territorium."

- De sejre, de fremskridt Ukraines væbnede styrker gør på slagmarken, tilhører de tapre, modige ukrainske soldater, men de sker selvfølgelig også på baggrund af den støtte, som de modtager fra Storbritannien og andre NATO-allierede, siger Stoltenberg i en udtalelse.

USA's præsident, Joe Biden, udtaler, at han ser den russiske tilbagetrækning som et bevis for, at Rusland har "reelle problemer" på slagmarken.

Udmeldingen om tilbagetrækningen kommer kort efter nyheden om, at den russiskindsatte leder af Kherson, Kirill Stremousov, er død i en bilulykke.

Ukrainsk fremrykning

Kherson er en af de delvist besatte ukrainske provinser, som Rusland mener at have annekteret, og den er af enorm strategisk, økonomisk og symbolsk betydning for Moskva.

Siden starten af oktober har Ukraine flere gange brudt igennem frontlinjen ved Kherson. De ukrainske styrker er siden rykket hurtigt frem mod vestbredden af floden Dnipro.

Rusland har den seneste tid været i gang med at trække civile ud af Kherson.

Over 115.000 mennesker, som ønskede at forlade Kherson-området, er blevet evakueret af russerne fra regionen, skrev det russiske nyhedsbureau TASS tidligere onsdag.