Valgstederne er lukket i USA – det er uhyre spændende, siger Steinmetz

Amerikanerne venter i spænding på resultatet af midtvejsvalget. Her er nogle af nattens vigtigste nedslagspunkter.

I USA har de sidste vælgere afgivet deres stemmer til midtvejsvalget.

Lige nu har demokraterne flertallet i både Senatet og Repræsentanters Hus.

Men i Senatet skal Republikanerne vinde bare én ekstra plads for at få flertal, og ifølge prognoserne kan republikanerne meget vel også tage magten i Repræsentanters Hus.

Vi kan i hvert fald fastslå, det ikke bliver den tsunamisejr, Republikanere havde håbet på

TV 2s korrespondent, Jesper Steinmetz

I Florida er republikaneren Ron DeSantis blevet genvalgt som guvernør. DeSantis forventes at stille op til primærvalget, der afgør, hvem der bliver partiernes præsidentkandidater i 2024.

Ron DeSantis har markeret sig i amerikansk politik med sin skepsis mod coronanedlukninger og ved at være kritisk overfor det, han kalder "woke"-agendaen.

Vigtig svingstat til Republikanerne

I Ohio trak republikaneren JD Vance sig sejrrigt ud af midtvejsvalget. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den Trump-støttede forfatter slår dermed demokraten Tim Ryan.

Efter sejren sagde JD Vance ifølge CNN, at han er "overvældet og taknemmelig".

- Vi har lige fået en stor mulighed for at regere, og det skal vi udnytte. Vi har brug for bedre lederskab i Washington D.C., og det er præcis, hvad jeg lover at kæmpe for hver dag, siger forfatteren til succesromanen 'Hillbilly Elegy'.

Ohio er en klassisk svingstat og var på forhånd udråbt som en af de stater, der kan blive afgørende for flertallet i Senatet. Vigtigheden blev understreget af, at Donald Trump brugte dagen før valget i Ohio på at føre valgkamp for JD Vance.

Demokrat vinder vigtige Pennsylvania

Demokraten John Fetterman har vundet senatsvalget i Pennsylvania, og partiet overtager dermed en plads, der lige nu besættes af en republikaner.

Fetterman har slået republikaneren og tv-lægen Mehmet Oz efter et valg, der har været helt lige mellem de to kandidater. Det er knap 100.000 ud af flere end 5.000.000, der adskiller de to.

John Fetterman er i øjeblikket viceguvernør i delstaten, men med sejren ved midtvejsvalget overtager han pladsen fra republikaneren Pat Toomey.

Demokrat kæmper for plads i Senatet

I Georgia kæmper demokraten Raphael Warnock stadig for sin plads i Senatet.

Med 97 procent af stemmerne talt op fører demokraten med cirka 30.000 stemmer over republikanske Hershcel Walker. Reglerne i Georgia foreskriver, at en kandidat skal have over 50 procent af stemmerne, ellers skal der være omvalg 6. december.

Samtidig er republikaneren Brian Kemp genvalgt som guvernør i Georgia, skriver AP. Det sker, efter at demokraten Stacey Abrams har erkendt sit nederlag.

Trumps hadeobjekter

CNN forudser, at republikaneren Brad Raffensperger bliver genvalgt som delstatens Secretary of State, en slags indenrigsminister på delstatsniveau. Den er endnu ikke sikker.

Begge republikanere er hadeobjekter for Donald Trump, fordi de stod fast, da den forhenværende præsident pressede på for at få omgjort valgresultatet i blandt andet Georgia i 2020.

For eksempel ringede Donald Trump til Raffensperger og bad ham om at "finde" 11.780 stemmer, så han selv kunne vinde.

- Det er uhyre spændende

Selvom alle valgsteder i USA nu er lukket, er det så tæt i flere delstater, at det endelige resultat lader vente på sig.

- Vi kan i hvert fald godt konstatere, at vi ikke inden for de næste 24 timer får at vide, hvem der vinder flertallet i Senatet, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Det skyldes blandt andet, at der er nærmest dødt løb ved senatsvalget i Georgia, hvor det mere og mere trækker op til et omvalg 6. december, som reglerne foreskriver, hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne.

Samtidig har Republikanerne endnu ikke formået at snuppe pladsen fra demokraterne i nogle af de delstater, som de havde sat næsen op efter.

- Det er uhyre spændende. Men vi kan i hvert fald fastslå, at det ikke bliver den tsunamisejr, som Republikanere havde håbet på. I hvert fald ikke når det gælder Senatet, siger Jesper Steinmetz.