Udland

Tidligere støtter angriber Trump: - Vi har et Trump-problem

USA's tidligere præsident Donald Trump får skylden for det beskedne republikanske valgresultat ved midtvejsvalget.

Der var engang, hvor Donald Trump var så godt som urørlig.

At vælge Trump frem for DeSantis i 2024 er politisk selvmord

Klumme i Washington Examiner

Kritik fra konservative kommentatorer var en sjældenhed, og medierne på USA's højrefløj så ud til at støtte ham i tykt og tyndt.

Men det var før midtvejsvalget tirsdag aften.

Efter republikanernes uventet beskedne valgresultat bliver den tidligere præsident kritiseret fra flere sider.

Ikke bare i konservative medier som Fox News og New York Post – men også i medier langt ude på højrefløjen.

Her skal man kigge længe for at finde fotos af Donald Trump dagen efter valget.

Til gengæld er der masser af fotos af Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis.

Ron DeSantis var den republikanske kandidat, der ifølge flere af de konservative medier klarede sig bedst, selvom Donald Trump ellers har angrebet ham flere gange under valgkampen.

Trumps kandidater klarede sig til gengæld ikke så godt som håbet, og det fik utilfredsheden til at boble blandt Donald Trumps tidligere støtter på sociale medier.

Vrede mod Trump

Allerede da de første valgresultater tikkede ind tirsdag aften, begyndte historier om, at Donald Trump ikke længere er urørlig at florere på Twitter.

For eksempel skrev Michael Dougherty, der er politisk analytiker hos det konservative tidsskrift National Review, at han aldrig havde set noget lignende.

- Så godt som al snak på mine konservative og republikanske kanaler er fyldt med vrede rettet mod Trump i en grad, jeg aldrig har set før. Den mand, han angreb før valget, var DeSantis – den tydelige vinder. I mellemtiden skider alle hans støtter i sengen, skrev Michael Dougherty med henvisning til det beskedne resultat Donald Trumps kandidater opnåede.

Hos Fox News skrev politisk journalist Jacqui Heinrich noget lignende.

- Republikanske kilder fortæller mig: "Hvis det ikke stod klart før, så bør det gøre det nu. Vi har et Trump-problem", skrev Jacqui Heinrich på Twitter.

"Har aldrig været svagere"

At noget kan være i gære hos Donald Trumps støtter bliver bekræftet af den politiske journalist Philip Wegmann fra det mere politisk neutrale medie RealClearPolitics.

Han skriver, at det måske ikke bliver så nemt for Donald Trump at blive republikansk kandidat til præsidentvalget i 2024, som amerikanerne måske troede for få dage siden.

- Republikanske kilder fortæller mig, at efter i aften, hvor Trumps kandidater ikke klarede sig så godt, og DeSantis vinder med tocifrede tal, står 2024 helt åbent. "Alle i vandet. Hvis I vil angribe Trump, har han aldrig været svagere", skriver Philip Wegmann.

Politisk selvmord

At Ron DeSantis pludselig fremstår som et reelt alternativ til Donald Trump, kunne abonnenterne på den temmelig konservative avis Washington Examiner læse, da de stod op onsdag morgen.

- At vælge Trump frem for DeSantis i 2024 er politisk selvmord, skriver avisens klummeskribent Zachary Faria.

- Den vigtigste pointe, vi kan tage med, mens republikanerne halter til målstregen ved midtvejsvalget, det er, at tidligere præsident Donald Trump er giftig, mens Floridas guvernør Ron DeSantis er en vinder, står der i Washington Examiner.

Et alternativ er opstået

Hos PJ Media, der også hører til langt ude på den amerikanske højrefløj er analysen den samme.

- Jeg stemte på Donald Trump i 2016 og igen i 2020. Jeg synes, han gjorde storartede ting for vores land, men jeg synes også, at midtvejsvalget viste, at Ron DeSantis og ikke Donald Trump er fremtiden for Det Republikanske parti, lyder det i en klumme fra PJ Medias Matt Margolis.

Blandt de konservative stemmer, som kritiserer Donald Trump meget direkte er også den højreekstreme blogger Mike Cernovich.

- Jeg får fortalt, at DeSantis, der vandt i ellers demokratiske amter, ikke kan vinde. Og I ønsker alle, at Trump skal stille op i 2024. Gud hjælpe os, skriver han til sine én million følgere på Twitter.

En katastrofe

I konservative amerikanske medier med et noget større publikum stod Donald Trump også for skud.

USA's mest sete nyhedskanal, Fox News, udnævnte den tidligere præsident til "aftenens største taber" i en overskrift, som blev delt på Twitter.

Fox News delte endda en kritisk artikel på Donald Trumps eget sociale medie, Truth Social.

På skærmen sagde Fox News' politiske kommentator Marc Thiessen, at midtvejsvalget er en svidende anklage mod Det Republikanske Parti.

- Det Republikanske Parti må se godt og grundigt på sig selv i spejlet lige nu, for dette er en fuldkommen katastrofe, lød det fra ham.

Lyn-analyse

Jeg bliver ikke overrasket, hvis Donald Trump 15. november annoncerer, at han ikke stiller op som præsidentkandidat i 2024. Ja, du læste rigtigt: Ikke stiller op. 

Hvorfor? Fordi der er en betydelig risiko for, at Trump ellers taber kampen om Det Republikanske Partis nominering. Og hvis der er én ting, som Trump ikke vil være, så er det en taber. Igen. 

Det mest sandsynlige scenarie er stadig, at Trump stiller op. Ikke mindst fordi han nok håber, at kandidatstatussen hjælper ham i de igangværende undersøgelser og retssager mod ham. 

Men det kan ikke udelukkes, at Trump snart tier, hvor andre tør.

I avisen New York Post, der siges at være Donald Trumps yndlingsavis, blev der føjet spot til skade.

Avisens forside morgenen efter valget var dedikeret til Ron DeSantis.

Inde i avisen var en klumme af den konservative politiske analytiker Michael Goodwin, der beskriver en republikansk fremtid uden Trump.

- Vi kan nok regne med, at vulkanen Mount Trump fortsætter med at sprutte og ryge, inden han til sidst eksploderer. Det behøver ikke at betyde noget, for han har måske mødt sin ligemand i DeSantis, skriver Michael Goodwin.

Hvordan den tidligere præsident selv har reageret på det uventet beskedne valgresultat ved vi ikke fra førstehåndskilder.

Men Jim Acosta, der er vært på tv-kanalen CNN, skriver på Twitter, at Donald Trump ikke tog det pænt.

- "Trump er rasende" og "råber af alle" efter aftenens skuffende resultater for republikanerne i midtvejsvalget, ifølge en af Trumps rådgivere. Rådgiveren angreb den tidligere præsidents håndplukkede kandidater: "De var alle dårlige kandidater". "Kandidater betyder noget", skriver Jim Acosta på Twitter.

Om Donald Trump stiller op ved præsidentvalget i 2024, selvom han tilsyneladende ikke længere er urørlig blandt sine støtter, har vi endnu til gode at se.