Meget tyder på en ”rød bølge” – men her er fem grunde til lidt demokratisk optimisme

Nådesløs mediedækning og flere målinger siger, at demokraterne er i problemer. Men alle valg har overraskelser, og konventionel visdom kan tage fejl.

Mirakel eller massakre?

Demokratiske vælgere på vej ind for at stemme på Lakota West High School i West Chester, Ohio, ser begge muligheder i spil for demokraterne ved midtvejsvalget.

- Biden er en forrygende præsident, han agerer og arbejder som en præsident, siger Ron Velotta, en pensioneret forsikringsassurandør og peger på infrastrukturlovgivning, en økonomisk politik der ”rent faktisk gavner middelklassen”, og at anstændigheden er tilbage i Det Hvide Hus.

Kvinder kommer ikke til at opgive deres kropslige uafhængighed for at få prisen på æg ned yderligere 20 cent.

Michael Moore, filmskaber

- Trump har bygget et imperium oven på en pyramide af ignorance blandt vælgerne, og ja, det ser svært ud i år, men jeg plejer at sige til folk, at mirakler er sket før, siger han med henvisning til de to sejre ved omvalgene til Senatet i Georgia, som fastholdt flertallet på demokratiske hænder.

- Og jeg tror på et mirakel igen.

Demokraterne har historien imod sig

Mindre optimistisk er Tommy Frank, som ellers har stemt demokratisk hele vejen ned ad stemmesedlen.

- Jeg tror, at demokraterne bliver revet midt over i det her valg. Det bliver en massakre. Alt for meget bløde værdier, mens de slet ikke har taget vælgernes økonomiske bekymringer seriøst.

På papiret har demokraterne meget imod sig. En siddende præsident med enormt dårlige popularitetstal og en galoperende inflation som de største hovedpiner.

Lyn-analyse

Udgangspunktet er ligetil: Biden og demokraterne burde få bøllebank.

I gennemsnit taber præsidentens parti 27 pladser i Huset og fire i Senatet. Har præsidentens mindre end 50 procent opbakning i befolkningen ved det første midtvejsvalg, er det gennemsnitlige tab endda 41 pladser i Huset og fem i Senatet.

Joe Biden har beskedne 42 procent opbakning, inflationen er rekordhøj og benzinpriserne er ret høje.  

Selv et nederlag kan være et lille midtvejsmirakel, også selvom de taber et af Kongressens kamre. Ingen bør sælge skindet før Biden-bjørnen faktisk er blevet vingeskudt.

- Republikanerne burde være i gang med en regulær udrensning af os, ikke bede for et smalt flertal i Senatet og nogle sæder i Republikanernes Hus, har Matt Bennett – grundlæggeren af den demokratisk-lænende tænketank, Third Way – sagt til Axios.

Men sådan behøver det ikke at ende, lyder analysen blandt andet fra Michael Moore, filmskaberen, som i 2016 –som en af de eneste – forudså Donald Trumps sejr i præsidentvalget.

- Jeg er optimistisk, jeg er meget optimistisk.

- Først og fremmest lever jeg ikke i en boble, jeg har talt med folk i midtvesten, siger han i et interview på den venstreorienterede tv-station, MSNBC og forklarer, at der er 20 millioner flere registrerede demokrater, end registrerede republikanere og en tendens til at gøre amerikanerne dummere, end de er.

- Hvis du er kvinde, så er du ikke sådan. Ah ja, jeg kommer til at opgive mine rettigheder, min kropslige uafhængighed for at få prisen på æg ned yderligere 20 cent. Det er ikke sådan, folk tænker, siger Michael Moore.

Det er en analyse, der går imod den gængse tankegang i USA med timer tilbage af midtvejsvalget. Men vil man gå ned ad den kontrære sti, så er her fem grunde til – en smule – optimisme for demokraterne, inden de afskriver sig selv den politiske ødemark.

Fem grunde til (lidt) demokratisk optimisme

  1. Senatet er stadig i spil

    Demokrater i flere af de vigtigste stater har betragteligt bedre popularitetstal end Præsident Biden, ifølge for eksempel den her måling fra New York Times: Mark Kelly i Arizona (+15 procent), Raphael Warnock i Georgia (+10 procent), John Fetterman i Pennsylvania (+7 procent)

  2. Valgkortet giver en lille demokratisk fordel

    Republikanerne skal forsvare 21 delstater i kampen om flertallet i Senatet – heraf to, hvor Præsident Biden vandt i 2020 (Pennsylvania og Wisconsin)

    Omvendt har demokraterne ikke en eneste stat af de 14, de skal forsvare, som Biden ikke vandt i 2020 – det gælder også de vigtige valg i Georgia, Nevada og Arizona, som kan afgøre flertallet.

  3. Positive vinde i flere guvernørvalg

    Dynamikkerne i flere røde stater som Kansas og Oklahoma – hvor den siddende republikanske guvernør, Kevin Stitt er i et overraskende tæt kapløb – har været gode nyheder for demokraterne.

    Meget tyder på, at abortrettigheder har været en motiverende faktor for at få demokratiske vælgere ud i ellers konservative stater.

  4. Donald Trump er der stadig

    Der er en vis sandsynlighed for, at tidligere præsident Trump kostede republikanerne flertallet i Senatet i 2020 med hans – ubegrundede – anklager om et korrupt valgsystem i Georgia. Det kan have holdt republikanske vælgere hjemme og kan ske igen.

    Trump har været enormt aktiv i valgkampen. Han er demokraternes yndlings-skydeskive og har før vist sig at være en motiverende faktor for at drive stemmeprocenten op.

  5. Unge vælgere

    Demokraterne har brug for, at den traditionelt mindst engagerede vælgergruppe – unge vælgere under 30 år – dukker op i store tal. Og selvom det ikke er med store margener, tyder målinger på, at unge vælgere kommer til at have rekordstor deltagelse ved midtvejsvalget i år.

- Vi er normale folk herude

Lakota West High School ligger i et hovedsageligt hvidt middelklassekvarter nord for storbyen Cincinnati, Ohio. Distriktet læner republikansk, selvom demokraterne de seneste år har gjort indtog.

Det er en del af Amerika, der er stolte af deres rødder i midtvesten.

- Vi er Amerikas brødkurv, og vi er normale folk herude, siger Derry Surber, som er forretningsudvikler og egentlig har en dyb mistro mod politikere, men har konservative grundholdninger og derfor har stemt republikansk.

Han skyder ideen om en demokratisk overraskelse helt ned.

- Jeg har stemt for at tage vores land tilbage, og jeg tror på en kæmpe rød bølge, siger han og siger, at han langt fra er den eneste på de her kanter med den holdning.

Han mener, folk er trætte af, at ”universiteter bliver brugt til at indoktrinere progressive ideologier”, at demokraterne vil ”snakke sex og kønsidentitet med vores børn,” og at de ikke støtter retten til at bære våben.

- Jeg er altid bevæbnet. Hvis der gik en bevæbnet mand ind ad døren derovre lige nu, så ville jeg kunne forsvare dig, og den ret vil de tage fra mig, siger Derry Surber.