Trump er ikke på valg – men alligevel handler det om ham
Også demokraterne forsøger at gøre valget til en folkeafstemning om Donald Trump.
Tirsdag går amerikanerne til midtvejsvalg, og der er lagt op til en gyser, som kan få afgørende betydning for Joe Biden.
Samtidig spiller den forhenværende præsident Donald Trump en usædvanlig stor rolle.
Og det til trods for ingen af de to er på valg.
Sådan lyder det fra TV 2s korrespondent Poul Erik Skammelsen i dagens udgave af TV 2s podcast 'Dato'.
- Et midtvejsvalg handler altid om den siddende præsident og hvor godt, han har gjort det. Men det helt særlige ved dette valg er, at det også handler om den foregående præsident. Donald Trump spiller stadig en kæmpe rolle i amerikansk politik, siger han og fortsætter:
- Jeg tror, man kan sige det sådan, at ved valget i 2020 vandt Biden over Trump, men Trump og trumpismen blev ikke besejret.
En folkeafstemning om Trump
På papiret har Donald Trump intet med valget at gøre, men ifølge Poul Erik Skammelsen vil midtvejsvalget være en klar indikation på, om han er på vej tilbage.
- Det er en strømpil om, hvor USA er på vej hen, og hvor stærkt Trump står, siger han.
Poul Erik Skammelsen uddyber, at hvis nogle af de mest yderligtgående republikanske senat-kandidater såsom tv-læge Mehmet Oz i Pennsylvania og den tidligere fodboldstjerne Herschel Walker i Georgia vinder, vil det vise, at amerikanerne bakker op om den tidligere præsident.
Det skyldes, at kandidaterne er åbenlyst Trump-støttede og Trump-støtter.
I så fald bliver det svært for de kræfter i det republikanske parti, der hellere ser en anden kandidat end Trump, at gå imod ham, vurderer Poul Erik Skammelsen, der har dækket amerikansk valg i mere end fire årtier.
- Trump kan sige: "Der kan I se, det er min linje, der er den stærkeste".
Også demokraterne forsøger at gøre valget til en folkeafstemning om Donald Trump. Eller sagt på en anden måde: en stedfortræderkrig mellem Trump og Biden.
Spørgsmålet er, hvem det ender med at blive en succes for.
Mest sandsynligt, han stiller op
Donald Trump har endnu ikke meldt sit kandidatur ved næste præsidentvalg i 2024, men han har flere gange mere end antydet, at han agter at gøre comeback. Og i krogene hviskes der om, at han annoncerer sit kandidatur efter midtvejsvalget.
- Jeg tror, det mest sandsynlige er, at han er på stemmesedlen som republikansk præsidentkandidat ved næste valg, siger Poul Erik Skammelsen.
Det på trods af, at Donald Trump på nuværende tidspunkt er under anklage for at have opildnet til stormen på kongressen og have stjålet dokumentar fra Det Hvide Hus. Forude venter desuden en stribe skattesager mod den tidligere præsident.
Hvis du vil blive klogere på midtvejsvalget, kan du læse med her.