Krigen i Ukraine

Medie: USA advarer Rusland i hemmelige samtaler mellem toprådgivere

Samtalernes primære formål har været at sikre, at krigen i Ukraine ikke eskalerer – samt at advare Rusland mod at bruge atomvåben.

Topembedsmænd i den amerikanske regering har i de seneste måneder haft fortrolige samtaler med flere af de øverste rådgivere hos den russiske præsident, Vladimir Putin.

Det oplyser unavngivne regeringskilder fra USA og dets allierede lande til avisen The Wall Street Journal.

Den øverste nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, hos den amerikanske præsident, Joe Biden, har ifølge avisens kilder haft adskillige samtaler med Putins øverste rådgivere Yuri Ushakov og Nikolai Patrushev.

The Wall Street Journal skriver, at samtalernes primære formål har været at sikre, at krigen i Ukraine ikke eskalerer og breder sig – samt at advare Rusland mod at bruge atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.

Samtalerne har ikke haft karakter af fredsforhandlinger, men handler ifølge parterne om at holde kommunikationslinjerne åbne, skriver The Wall Street Journal.

Det Hvide Hus har ikke offentligt erkendt, at der har været samtaler mellem Jake Sullivan og hans russiske kolleger siden marts, hvor Jake Sullivan talte med Putins rådgiver Nikolai Patrushev.

Rasler med den atomare sabel

Nyheden om de hemmelige samtaler mellem Washington D.C. og Moskva kommer samtidig med, at Putin de seneste måneder har raslet højlydt med den atomare sabel.

I præsidentens store tale 30. september, hvor det blev fejret, at Rusland havde annekteret de fire ukrainske regioner Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson, sagde Putin, at Rusland kunne blive presset til at bruge atomvåben, hvis landets territoriale integritet blev truet.

Putin gentog sin trussel midt i oktober, hvor han advarede imod, at sammenstød mellem NATO og russiske styrker ville føre til en "global katastrofe".

Som modsvar sagde NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Rusland gør alvor af sine trusler om at bruge atomvåben.

- De skal vide, at der kommer meget alvorlige konsekvenser. De skal vide, at NATO-landene er klar til at reagere, lød det fra generalsekretæren til TV2 Norge.

Truslen fra Rusland

Alexander Høgsberg Tetzlaff, der er major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, har tidligere manet til besindighed omkring Putins atomretorik.

Han mener ikke, at vi i Vesten skal frygte en regulær atomkrig.

- Når Putin går ud og taler om atomvåben, er det for at forhindre, at NATO går ind i en konflikt, fordi så ved han godt, at så har han tabt slaget på jorden, siger Alexander Høgsberg Tetzlaff.

- Han formår at få ordene "trussel" og "atomvåben" blandet ind i krigen i Ukraine, og det er sådan set det, der er formålet i min optik. Det er at skræmme Vesten fra at eskalere konflikten.

Om det er de diplomatiske anstrengelser, der har båret frugt, er uvist, men den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) vurderer i deres seneste rapport, at Ruslands regering den seneste uges tid har skruet ned for netop retorikken om at bruge atomvåben i konflikten omkring Ukraine.