Vælgere roser Walker: - Han kæmper for de rigtige ting mod ham den skindøde, de kalder vores præsident
Sportslegende og Trump-kandidat vil bevise, at Demokraterne er ude af sync med vælgernes prioriteter. Han har tallene på sin side, viser undersøgelse.
Sharon Lemming er på indkøb efter en specialsyet undertrøje med et hylster under armhulen, der kan holde en pistol.
- Skumle typer, de kan bare prøve, siger hun og forklarer, at hun allerede har købt butikkens leggings med en indbygget lomme til et våben, men gerne vil have pistolen et mere komfortabelt sted end ved hoften, når hun går tur med hunden.
I en sort ’Pro-Life, Pro-Gun, Pro-God’ T-shirt er den ikkevaccinerede biokemiker kørt nogle kilometer fra sit hjem til Adventure Outdoors, som – på en væg fyldt med rifler – skriver, at den er verdens største våbenbutik.
Kavaleriet fra højre
18.000 våben er på lager. Det samme er to meter høje armerede sikkerhedsskabe og taktiske ’cold steel’ tomahawkøkser. Der er en fuldt udstyret bar og 17 skydebaner. Under pandemien solgte de 6000 våben om måneden. I dag ryger der omkring 100 våben over skranken. En person har købt to semiautomatiske rifler, som han bærer i hver sin hvide boks.
Ved kassen småsludrer ekspedienten om, hvordan ”vi har brug for, at Demokraterne forsvinder fra jordens overflade, og kavaleriet fra højre kommer ridende ind og redder os”.
Sharon Lemming går ud igennem skydedørene – som stadig har et skilt påklistret, der annoncerer, at "denne ejendom ikke underkaster sig lokal lovgivning om maskepåbud" – smider indkøbet i sin bil, går med sin veninde hen over parkeringspladsen og tager imod et klistermærke med ”Run, Herschel, Run” fra en gruppe republikanske frivillige.
En halv time senere sænker hun hovedet og istemmer en bøn for en ny retning for Amerika.
Bønnerne er for en sejr til Herschel Walker, republikanernes kandidat til senatet i Georgia, som i dag fører kampagne foran Adventure Outdoors.
Det måske vigtigste valg i år
Valget mellem Walker og den siddende demokratiske senator, Raphael Warnock, er et af de mest afgørende for, om republikanerne eller demokraterne sidder på flertallet i Senatet de næste to år.
Herschel Walker er en legende i Georgia for sin tid som amerikansk fodboldspiller. Vinder af Heisman-trofæet (årets bedste collegespiller, red.) og senere professionel i NFL. Han og Donald Trump går helt tilbage til 1980'erne, hvor Walker var det største navn hos New Jersey Generals, som Trump kortvarigt var ejer af. I dag er de politisk allierede.
Med sit prædikende toneleje og med kraftig rygstøtte fra Trump cruisede han sig til den republikanske nominering og ankommer i dag i en skinnende rød bus dækket med eget ansigt og til tonerne af George Thorogoods ’Womanizer'-hit fra 1982, 'Bad to the Bone'.
Et modigt sangvalg, umiddelbart, eftersom Herschel Walkers kampagne har måttet forsvare sig mod en række alvorlige beskyldninger fra kvinder i hans fortid.
Abortmodstander – men under anklage for at betale kærestes abort
Han går til valg på socialkonservative værdier med abortmodstand, modstand mod rettigheder til transkønnede og traditionelle familieværdier som bærende dele af platformen, blandet med et stærkt fokus på amerikanernes pengepung midt under en buldrende inflation.
De seneste uger er han ikke desto mindre blevet ramt af en bølge af nationale overskrifter.
Det er kommet frem, at han er far til flere hidtil ukendte børn, og en tidligere kæreste beskyldte ham for hykleri, fordi han i 2009 skulle have betalt for hendes abort med deres fælles barn.
Herschel Walker har afvist historien. Hun har fremlagt kvitteringer.
Derudover beskylder en af hans sønner – den konservative influencer Christian Walker – sin far for at have truet moren og været helt fraværende i sønnens opvækst.
Så længe demokraterne ikke får magt
Intet af det bider på Sheryl og Rusty Brannon. De er taget til deres første politiske rally nogensinde i håbet om at få et billede med en mand, de har beundret i årtier. Rusty Brannon spillede som 'wide receiver' på samme college, som Herschel Walker ti år senere var den store stjerne, og han kan stadig huske, hvordan Walker i starten af 80'erne signerede en plakat til ham.
- Helt ærligt, alt det i hans fortid. Det er ligegyldigt. Vi tror på syndsforladelse, og det vigtigste er, at Demokraterne ikke får magt, siger Sheryl Brannon, som er pensioneret sygeplejerske.
- Måske har han betalt for en abort, jeg kender ikke fakta. Men se på inflationen. Se på prisen på benzin. Se på de åbne grænser. Se på alle de skatter, de sætter op. De siger, at de ikke vil hæve skatterne, men det er et bedrag. Med den ene hånd fastfryser de indkomstskatten, men med den anden finder de nye måder at kradse penge ind på, siger Rusty Brannon og forklarer, hvordan han i sit arbejde som apoteker oplevede, at hans virksomhed blev pålagt nye afgifter og myndighederne krævede, at han betalte for dyre certificeringer, som han aldrig skulle vise igen.
I det lys betyder Herschel Walkers fortid mindre.
Hans støtter – omkring 200 er mødt op denne dag i Smyrna – siger igen og igen, at de mener, at han har sonet sin fortid. Flere sporer samtalen ind på, at Demokraterne ikke har gjort nok for at adressere kriminalitet, inflation og immigration. De nævner en overdreven accept af "alle mulige alternative, homoseksuelle livsstile" og det urimelige i, at de skal betale for, at andre kan få eftergivet studiegæld, som præsident Biden har vedtaget.
Der er familier med små børn, flere veteraner, en større gruppe koreansk-amerikanske butiksejere.
- Benzin er for dyrt, kriminaliteten ude af kontrol
Nogle afviser helt beskyldningerne om aborten. Andre siger, at det betyder mindre for dem, om anklagerne er sande og mere, hvad han står for i dag. Hvad han vil gøre for Amerika.
Hovedsageligt ved de, at foran dem står den måske bedste 'runningback' i Georgias historie, at benzin er for dyrt, og at kriminaliteten er ”ude af kontrol” – der har været en blitz af politiske reklamer for Walker i Georgia, der viser brutale overfald og skyder skylden på Biden.
- Ingen af os er perfekte, men for mig er det vigtigste, hvad han har i sit hjerte i dag, og at han kæmper for de rigtige ting mod ham den skindøde, de kalder vores præsident, siger Sharon Lemming – kvinden med den nyindkøbte, pistoltilpassede undertrøje.
En ny undersøgelse fra Harvard-Harris viser, at det måske ikke kun er blandt de mest inkarnerede republikanske vælgere – dem som finder vej til en parkeringsplads foran en våbenbutik – at der er forskel på amerikanernes prioriteter, og det som Demokraterne sælger i midtvejsvalget.
Undersøgelsen viser, at de tre emner, som amerikanerne er mest bekymrede for, det er inflationen, økonomien/jobs og immigration.
Det er præcis de tre samme emner, som folk opfatter som republikanernes hovedprioriteter.
Samtidig viser undersøgelsen, at vælgerne ser Demokraterne som optagede af kvinders rettigheder, klimaforandringer og hændelserne 6. januar – eller ”nogle timers tumult ved kongressen for næsten to år siden”, som det ofte bliver omtalt i konservative medier.
- I er ikke klar til mig i dag
Begge kandidater til senatet i Georgia er sorte. Det er første gang, at det sker.
Men Herschel Walker ser ikke ud til at få mere end 2 procent af delstatens sorte stemmer mod Raphael Warnocks 89 procent, ifølge en meningsmåling fra University of Georgia.
Georgias sorte befolkning, som historisk hælder kraftigt demokratisk, køber ikke Herschel Walkers historie eller hensigter.
En pointe, som blev skrevet ud med flammeskrift i en prædiken fra pastor Jamal Bryant fra New Birth Missionary Baptist Church, en sort megakirke omkring 30 kilometer sydøst fra downtown Atlanta.
- I er ikke klar til mig i dag, advarede pastor Bryant sin forsamling.
- Siden Herschel Walker var 16 år gammel, har hvide mænd fortalt ham, hvad han skulle gøre, hvilken skole han skulle gå i, hvad han skulle spise, hvor han skulle løbe, sidde ned, sove, betale for aborter, købe et våben, og så tror du ikke, at de vil fortælle ham, hvordan han skal stemme.
Tilbage foran våbenbutikken bærer en lille dreng en kopi af Herschel Walkers ikoniske røde trøje med nummer 32 på ryggen fra hans tid som collegespiller i Georgia. Det viser sig, at drengen selv hedder Walker.
En person går rundt med en antiabort T-shirt, men forklarer, at intentionen er at støtte Walkers position som abortmodstander, ikke at udskamme ham.
De nyeste målinger viser tæt på dødt løb mellem republikaneren Herschel Walker og demokraten Raphael Warnock i senatsvalget i Georgia. Vinderen kan ende med at sikre sit parti flertallet i Senatet. Medmindre ingen af dem får mere end 50 procent af stemmerne. I så fald skal de ud i et omvalg 6. december i år.