Udland

Twitter hjemsender alle ansatte inden massefyringer fredag

Fredag begynder en længe ventet fyringsrunde hos Twitter efter Elon Musks overtagelse af det sociale medie.

Fredag begynder Twitter at afskedige medarbejdere. Imens lukker hovedkontoret i San Francisco midlertidigt, så end ikke medarbejdere kan komme ind i bygningen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har set en mail sendt som orientering til de ansatte.

- I bestræbelser på at placere Twitter på en sund sti, kommer vi til at gå gennem en svær proces med at reducere vores globale arbejdsstyrke fredag, lyder det i mailen.

- Tag venligst hjem

Kort efter mailen blev modtaget, har flere hundrede medarbejdere i Twitters interne kommunikationskanaler meddelt deres farvel til virksomheden. Det oplyser to medarbejdere til Reuters.

Meldingen kommer efter uger præget af stor usikkerhed for virksomhedens ansatte, oven på mangemilliardæren Elon Musks køb af det sociale medie.

Musk har længe varslet store ændringer i organisationen.

Twitter skriver i mailen, at kontorer midlertidigt vil være lukket uden adgang for at "hjælpe med at sikre sikkerhed for enhver ansat såvel som Twitters systemer og brugerdata".

- Hvis du er på et kontor eller på vej til et kontor, så tag venligst hjem, lyder det.

Hvis en medarbejder afskediges, får personen besked på sin private e-mail-adresse. Ansatte, der beholder deres job, får meldingen på deres arbejdsmailadresse.

Fyrede flere højtstående ledere

I april kom en aftale om køb af Twitter på plads mellem Tesla-grundlæggeren Elon Musk og det sociale medie.

Men så trak Musk sig, fordi han mente, at han ikke havde fået korrekte oplysninger om antallet af falske konti på det sociale medie, som han selv er flittig bruger af.

28. oktober lukkede Elon Musk dog aftalen med Twitter og satte sig dermed i direktørstolen efter et bøvlet forløb.

Herefter fyrede han hurtigt flere højtstående ledere, blandt andet selskabets administrerende direktør, Parag Agrawal, og finansdirektør Ned Segal.