Rekrutterne på Dimas hold på vej til fronten.
Rusland invaderer Ukraine

Rædslen greb Ruslands rekrutter – til sidst trak generalen sin pistol

Hvordan er livet – og døden – egentlig som russisk rekrut? Soldaterhistorier fra frontbyen Svatove dukker op igen og igen og giver et glimt af svaret.

Skalpellen var sløv.

Tandlægen gjorde ellers, hvad han kunne, men det var virkelig svært at skære tanden fri.

I er endt i den mest forpulede brigade

Russisk officer

Han skiftede værktøj, men den anden skalpel var nøjagtigt lige så sløv som den første.

Det hjalp heller ikke, at tandlægen havde temmelig svært ved at se, hvad han lavede inde i den blodige mund.

Lyset var nemlig sparsomt i den dunkle garage, der var indrettet som midlertidigt infirmeri for sårede russiske soldater.

Den soldat, han var ved at skære i, havde helt tydeligt meget, meget ondt, men der var ikke mere smertestillende medicin tilbage, så operationen måtte udføres uden bedøvelse.

Tanden havde mistet en stor plombe, da patienten var blevet ramt af en ukrainsk granat, som på mirakuløs vis havde løftet ham op i et træ, uden at han fik andre skader end en smule døvhed, en blødning fra venstre øre og den smertefulde tandskade.

En anden verden

Få dage forinden havde den 23-årige patient forladt et helt normalt liv med en smuk hustru og et job hos den elektroniske trafikovervågning i Moskva.

Men nu sad han altså her i en garage i en lille landsby uden for den ukrainske by Svatove, hvor tandlægen ikke var i stand til at løse opgaven.

Ingen skalpeller var skarpe nok.

Og så gav han simpelthen op.

Tandlægen fyldte en sprøjte med antihistamin, så den unge mand da i det mindste fik en eller anden form for medicin, inden han blev sendt tilbage til fronten.

Jeg bad dem trække tanden ud med en tang, men det ville de ikke

Dima, rekrut

Svækket efter den mislykkede operation gik den 23-årige soldat over til den skolebygning, som Ruslands militær havde indrettet som base.

Her lagde han sig ned.

Og så mistede han bevidstheden.

Den unge mand kunne ikke vide, at det hele snart skulle blive meget værre.

Rekrutternes fortælling

Soldatens navn er Dima, og han har for nylig fortalt om sit liv ved fronten til det russiske medie Baza, hvor de ovenstående oplysninger stammer fra.

Dimas historie er ikke enestående.

På det seneste har sociale medier i Rusland været fyldt med fortællinger fra fronten, hvor utrænede og dårligt udstyrede mænd er forbløffede over, hvad det vil sige at tjene i Vladimir Putins invasionshær i Ukraine.

I løbet af oktober måned 2022 blev mange af de nyindkaldte rekrutter sat ind nær byen Svatove i det østlige Ukraine, og i denne artikel dykker vi ned i de grusomme oplevelser, rekrutterne fortæller om.

Hvorfor helvede er I her? Se så for satan at komme tilbage

Russisk bataljonschef

Beretningerne om rekrutternes lidelser stortrives på sociale medier i Ukraine, hvor de bruges som bevis på russernes militære uduelighed.

Men da ukrainerne kan have en interesse i at overdrive, bruger vi ikke ukrainske kilder her.

Helvede på jord

Soldaten Dimas historie er blevet bekræftet af hans hustru over for det russiske medie Baza, og det vides med sikkerhed, at hans enhed fra den 27. motoriserede infanteribrigade var til stede i Svatove i begyndelsen af oktober.

Den russiske journalist Anastasia Kashevarova har desuden talt med flere rekrutter fra samme lille frontafsnit, som Dima befandt sig i, og de bekræfter en stor del af tidslinjen i Dimas beretning fra området omkring den lille by.

De uafhængige russisksprogede medier Mediazona og SOTA har også talt med rekrutter, der kæmpede i Svatove, og de fortæller historier, der ligner Dimas.

I sagens natur er det vanskeligt at faktatjekke alle udsagn fra rekrutterne ved fronten, men mange forskellige russiske kilder fortæller den samme historie om en helt forfærdelig oktober måned i Svatove.

Jeg er ikke sikker på, om det var begge hans ben eller kun det ene ben, han mistede

Dima, rekrut

Turen til tandlægen, hvor ingen af de to sløve skalpeller kunne skære 23-årige Dimas tand ud, fandt sted 8. oktober – på hans femte dag ved fronten.

Da havde han allerede prøvet at være i kamp med sine egne, set et ben blive revet af og prøvet at flygte i vild panik.

Fjenden havde han endnu ikke mødt i sin meget korte karriere som mobiliseret soldat.

Den var begyndt lørdag 24. september.

Sendt i krig af mor

Egentlig havde Dima og hans kæreste Tanya glædet sig til den lørdag, for de havde fået en ny lejlighed og skulle flytte ind i den.

Men om onsdagen holdt Vladimir Putin en tale i fjernsynet.

Og så blev Dima indkaldt.

Dimas mor hjalp villigt de russiske myndigheder med at finde sønnen, så han kunne tjene sit fædreland.

Hun havde set masser af patriotiske programmer i tv, så hun fortalte, hvor sønnen var, selvom den unge mand helst ville være fri, fortæller Tanya til Baza.

Et hurtigt bryllup

Så i stedet for at flytte ind i den nye lejlighed gik parret på rådhuset og blev gift lørdag morgen, inden Dima skulle møde op til militærtjeneste.

- Vi havde planlagt et bryllup i oktober eller november. Men da han blev indkaldt, gik vi på rådhuset og skrev under. Det var for at motivere ham og for på en eller anden måde at blokere for virkeligheden, siger Tanya til Baza.

Sammen med de andre indkaldte blev Dima taget til byen Naro-Forminsk 60 kilometer sydvest for Moskva, hvor den træning, de i sin tid havde fået som værnepligtige, skulle genopfriskes.

Fire dage i træningslejren gik med ingenting.

En enkelt gang fik rekrutterne lov til at affyre et magasin med skud, ellers foretog de sig intet andet end at vente, spise og sove.

Sydpå

28. september blev de så stillet op på rækker foran en repræsentant fra forsvarsministeriet i Moskva, og dernæst var de klar til at blive sendt ned mod den ukrainske grænse.

Udstyr var der ikke nok af, så familien måtte hjælpe.

- Vi købte udstyr for 150.000 rubler (cirka 18.000 kroner, red.). Der var en skudsikker vest, en førstehjælpstaske, en rygsæk, pakkeposer, knive, en sommer- og en efterårsuniform og termoundertøj, siger Tanya til Baza.

Pengene skulle snart vise sig at være spildt.

Da jeg kom tilbage, sagde de: "Vi gav det til nogen andre"

Dima, rekrut

Klokken 03 om morgenen 29. september blev rekrutterne sat på et tog til byen Valujki små 600 kilometer væk, hvor de ankom efter at have bumlet rundt på det russiske jernbanenet i tre dage.

Da rekrutterne blev bedt om at stige ud, ønskede de sig dog snart tilbage til togvognene.

Nu skulle de bo på en mark uden telte, toiletter eller nogen anden form luksus.

Heldigvis havde de stadig deres dyrt indkøbte udstyr.

Snydt

Efter to dage på marken blev rekrutterne sat på lastbiler og kørt til en militærlejr, hvor de fik udleveret granatkastere, hjelme og rifler med besked om, at de skulle på øvelse ved den russiske by Urazovo.

Dima skrev en hurtig besked hjem.

  1. Dima

    De har bedt mig slukke telefonen, Jeg skriver igen, så snart vi ankommer.

Men rekrutterne var slet ikke på vej til Urazovo for at komme på øvelse.

Det kunne de selvfølgelig ikke vide, da tre lastbiler skrumlede ind i lejren ved 22-tiden om aftenen 3. oktober.

Rekrutterne blev beordret ombord, og Dima lagde sig til at sove på ladet, mens køretøjerne brummede afsted i den mørke russiske efterårsnat.

Da han vågnede igen, fik han sig en overraskelse.

- Der var et skilt med teksten: Luhansk-regionen, Svatovskij Distrikt, fortæller Dima.

Alene i mørket

Lastbilerne kørte ikke længere, og i stedet blev rekrutterne sat op på nogle pansrede køretøjer, der fragtede dem det sidste stykke ud til fronten.

Her var marker med brede bælter af træer imellem, og rekrutterne blev sat af i sådan et skovbælte, som nu udgjorde deres frontafsnit, selvom de ikke kunne se nogen fjender.

Vi måtte selv finde ud af, at vi var nødt til at gemme os et eller andet sted

Dima, rekrut

Men der gik kun et øjeblik, fra de havde forladt køretøjerne, før de første granater begyndte at regne ned over dem.

- Vi fik ingen ordrer, vi måtte selv finde ud af, at vi var nødt til at gemme os et eller andet sted, fortæller Dima.

I 20 minutter bragede granaterne løs omkring de skrækslagne rekrutter.

Herunder kan du se, hvordan et lignenede artilleriangreb ved fronten i Ukraine ser ud.

Da eksplosionerne hørte op, var der fem sårede, heraf en alvorligt.

- Jeg er ikke sikker på, om det var begge hans ben eller kun det ene ben, han mistede, siger Dima.

En kamp mod venner

Der var på papiret fire officerer i hans kompagni – kompagnichefen, der havde kamperfaring, og så tre andre, der netop var blevet mobiliseret ligesom de øvrige rekrutter.

Men den erfarne kompagnichef var af en eller anden grund ikke til stede ude ved fronten, og efter beskydningen besluttede de andre sig for at trække alle mand tilbage til Svatove.

Hvad laver I? Vi er på samme side. Stop med at skyde

Russisk soldat

Da de pansrede køretøjer med rekrutter ankom til Svatove, blev modtagelsen fra den øverstbefalende officer for frontafsnittet ikke helt så hjertelig, som de måske havde håbet.

- Hvorfor helvede er I her? Se så for satan at komme tilbage, sagde bataljonschefen ifølge Dima.

Og så måtte rekrutterne køre tilbage igen, lidt nervøse for, om fjenden mon havde set dem, da de flygtede.

Risikoen for at havne som hovedpersoner i en kort ukrainsk video på Youtube var næppe blevet mindre.

Rekrutterne var bange.

Pludselig begyndte en af mændene på det pansrede køretøj foran Dima at skyde mod noget længere fremme, og det fik alle rekrutterne til at åbne ild med det samme.

- Hvad laver I? Vi er på samme side. Stop med at skyde, råbte en af de mænd længere fremme, som rekrutterne havde åbnet ild mod.

Heldigvis havde de ikke været i stand til at ramme.

De umulige huller

Snart var de tilbage i skovbæltet, og officererne besluttede, at det nok var klogt at grave skyttehuller, selvom natten var faldet på.

Det var mørkt.

- Vi kunne intet se. Vi måtte ikke bruge lommelygter, fordi de kan ses fra droner i luften og afsløre vores position, siger Dima.

Rekrutternes skovle var inde i de pansrede køretøjer, og de kunne ikke finde ud af at åbne lugerne i mørket, så de endte med at grave med hjelme, bajonetter og de bare næver.

Resultatet blev derefter.

Kort efter fik rekrutterne ordrer på at rykke frem til et skovbælte længere fremme og grave sig ned der i stedet, så de fik ingen søvn den nat.

Hele næste dag gik med at holde vagt i skovkanten.

Ventetiden blev kun afbrudt af en enkelt skudepisode, hvor Dima åbnede ild mod nogen, han troede, var en ukrainer.

Det viste sig at være en russisk soldat, men han ramte heldigvis ikke.

Falsk tryghed

Igen blev det aften, og nu blev soldaterne kaldt sammen af kompagnichefen, der havde store nyheder til dem.

Vi talte med kampvognsfolkene, og de sagde, at de ikke havde nogen granater

Dima, rekrut

Det var nu, de skulle helt ud i forreste linje og modstå et muligt ukrainsk angreb ved daggry.

Kompagnichefen lovede, at fire kampvogne ville hjælpe.

- Han sagde: "De vil hjælpe jer". Ikke "hjælpe os", men "hjælpe jer", siger Dima til Baza.

Kort efter kom to kampvogne skrumlende.

- Vi talte med kampvognsfolkene, og de sagde, at de ikke havde nogen granater. Deres opgave var, at de skulle trække sig tilbage, hvis vi kom under beskydning, så ilden forhåbentlig ville koncentrere sig om dem i stedet for os, siger Dima.

Heldigvis bød natten også på en anden overraskelse.

I det skovbælte, Dima og de andre rekrutter skulle forsvare, var der gravet næsten to meter dybe skyttegrave, de kunne gemme sig i.

Dagen brød frem uden ukrainske angreb.

Det gjorde den næste også.

Lastbiler kom på besøg inde fra Svatove, og rekrutterne fik mad, brændstof og patroner.

- Tilsyneladende var det forsyningerne, som afslørede vores position, siger Dima.

En regn af granater

Næste morgen klokken 07 ramte den første granat skyttegravene.

Angrebet var først meget voldsomt og fortsatte så med et granatnedslag cirka hvert 15. sekund i over en time.

To rekrutter blev dræbt på stedet, en tredje fik skåret ansigtet op, mens en fjerde fik skåret pulsåren i låret over og forblødte langsomt, mens rekrutterne ventede på, at han kunne evakueres.

Vores smukke stillinger og skovbæltet var nu fuldstændig fladt

Dima, rekrut

Da den døende soldat blev kørt væk, opdagede ukrainerne det tilsyneladende, og igen regnede det ned med granater et stykke tid.

- Jeg kom op fra skyttegraven og fandt mig selv på en åben mark. Vores smukke stillinger og skovbæltet var nu fuldstændig fladt, siger Dima.

Han forsøgte at finde kompagnichefen, men han var tilsyneladende kørt sin vej i et af de pansrede køretøjer.

Mange af rekrutterne var blevet såret af den voldsomme beskydning, og Dima aftalte med en af de officerer, der var blevet tilbage, at det var nødvendigt at hente hjælp.

Så Dima begav sig afsted til fods mod et af de samlingspunkter i nærheden, hvor officeren mente, at der var hjælp at hente.

Ramt

Han gik alene gennem det ukrainske landskab, og da han nåede samlingspunktet, viste det sig at være forladt.

Og så skete der noget ganske uventet.

Der lød en stor eksplosion, og Dima blev kastet op i et træ.

Da han kom til sig selv, blødte det ud af hans venstre øre, hans ansigt var hævet, og en af tænderne begyndte at gøre virkelig ondt.

Han kunne stadig gå, og kort efter fandt han en gruppe russiske soldater, der fik hjulpet ham på infirmeriet, hvor tandlægen stod klar med sine sløve skalpeller.

Snydt igen

Da Dima vågnede efter den mislykkede operation, blev han kørt ind til selve Svatove, hvor endnu et hold læger så på problemet og afgjorde, at han skulle behandles på et hospital i byen Starobilsk 60 kilometer bag fronten.

- Inden jeg tog afsted til Starobilsk, bad lægerne mig efterlade min skudsikre vest, min hjelm og min personlige førstehjælpstaske. De lovede, at jeg ville få det tilbage, når jeg var retur, siger Dima.

På hospitalet i Starobilsk fik Dima endelig antibiotika og noget smertestillende medicin.

Fem hovedpinetabletter fik han, men tandlægen var ikke meget for at skære endnu mere i Dimas gumme.

- Jeg bad dem om at give mig noget smertestillende og trække tanden ud med en tang, men det ville de ikke, siger Dima.

Så om aftenen blev han sendt retur til Svatove, hvor alt hans dyrt indkøbte udstyr var væk.

- Da jeg kom tilbage, sagde de: "Vi gav det til nogen andre", siger Dima til Baza og kommer med en ironisk tilføjelse:

- Fedt nok!

Håb

Han havde dog stadig penge og købte nu en mobiltelefon og et simkort for at ringe hjem.

Det var 14. oktober og 11 dage siden, at han havde skrevet til sin hustru, at han var på vej på øvelse.

Alle dækker over hinanden, og alle spytter på soldaterne

Russisk officer

Hjemme i Moskva vidste Tanya godt, at rekrutterne havde været i kamp. Andre rekrutter havde ringet hjem, og deres hustruer og mødre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe hinanden og de mobiliserede mænd.

Tanya kunne fortælle, at Dimas enhed var blevet trukket væk fra kampzonen.

Nu kunne han støde til sine kammerater og få lidt ro.

Men på vej tilbage tog tingene en foruroligende drejning.

Snydt igen igen

Sammen med en gruppe andre rekrutter fra infirmeriet blev Dima kørt til en skole, hvor de forkomne unge mænd blev mødt af en officer.

- Bataljonschefen sagde, at han var fuldstændig ligeglad med alle ordrer, og at vi nu tjente under ham i en kampenhed, siger Dima.

Rekrutterne fik konfiskeret deres telefoner og fik at vide, at hæren nok skulle informere deres pårørende.

- I er endt i den mest forpulede brigade. Her er fuldstændig ødelæggelse, fortalte en af Dimas nye overordnede.

- Her vasker den ene hånd den anden, alle dækker over hinanden, og alle spytter på soldaterne. De kaster jer ud foran kampvogne med maskingeværer, sagde officeren.

Dima husker, at den bramfri tale faktisk hævede moralen hos den lille gruppe.

Gåsen

Han fik udleveret en skudsikker vest uden panserplader, en gammel sovjetisk hjelm og et automatvåben, der kun kunne skyde, hvis løbet pegede en smule opad.

Sammen med de andre soldater skulle Dima nu bevogte den lille by, skolen lå i.

Der var ingen fjender i syne, og soldaterne havde tid til at slappe af.

Under en af sine rygepauser stod Dima og snakkede med nogle af de andre soldater, da en stor gås pludselig kom rundt om hushjørnet.

- Så er det tid til aftensmad, udbrød en af soldaterne og åbnede straks ild mod fuglen.

Ganske få øjeblikke efter fik Dima øje på en drone oppe i luften, og inden soldaterne kunne nå i sikkerhed, begyndte granaterne at regne ned.

Dima kastede sig ind gennem døråbningen til skolens kælder, mens trykket fra en eksplosion rev døren af sine hængsler, og granatsplinter haglede ind i muren bag ham.

Men han nåede ind i tide.

Nu var Dima i sikkerhed.

Troede han.

Han fandt en sovepose og tænkte, at han kunne hvile sig lidt, indtil beskydningen tog af, men han havde knap lagt sig, før en fuldtræffer fik skolebygningen til at falde fra hinanden.

En betonklods ramte ham ovenfra.

Og så mistede Dima bevidstheden.

Prisen for et liv

Da han vågnede igen, gjorde hovedet ondt.

Betonklodsen havde givet ham kraniebrud.

Han blev kørt væk fra fronten og indlagt på hospitalet i den russiske by Valujki, hvor lægerne fandt ud af, at han også havde gået rundt med et brækket ribben fra et af de tidligere granatnedslag.

Hvor store tab russerne led ved Svatove i oktober, ved vi i skrivende stund ikke.

Men vi ved, hvor lidt respekt den øverstbefalende general for frontafsnittet, Alexander Lapin, havde for rekrutternes liv.

Det vidner en episode fra et af de kompagnier, der lå ved siden af Dimas enhed i skovkanten, om.

Samme dag som Dima tryglede lægerne på hospitalet i Starobilsk om at trække sin tand ud med en knibtang, gik det nemlig helt galt for dem.

Ukrainske granater regnede ned over skyttegravene, og den 26-årige løjtnant Dmitrij Vodnev besluttede sig for at trække de overlevende soldater tilbage til Svatove, ligesom Dimas enhed havde gjort på den allerførste dag.

Generalens vrede

Mediet Mediazona har talt med en rekrut ved navn Nikita Pavlov, der med egne øjne så, hvad der dernæst skete.

Nu var det ikke længere muligt for rekrutterne at komme ind i Svatove, for militæret havde opsat en vejspærring, så de ikke kunne komme længere end til en benzintank i byens udkant.

Her måtte Dmitrij Vodnevs slagne og sårede soldater overnatte på fortovet uden hjælp.

Næste morgen ankom selveste general Alexander Lapin så til benzintanken.

Han trak sin pistol og satte den for panden af den unge løjtnant, som havde trukket sig tilbage.

Et øjeblik troede mændene, at han skulle dø, men generalen trykkede ikke på aftrækkeren.

- Han blev taget med og fik tæsk, siger Nikita Pavlov.

Da generalens bodyguards var færdige, trak de ham frem foran rekrutterne og ville have løjtnanten til at beordre sine mænd tilbage til fronten.

- Desværre. Det kan jeg ikke, lød det fra Dmitrij Vodnev.

Han blev taget med af generalens folk, mens soldaterne på benzintanken måtte vente i flere dage uden mad, drikke eller soveposer, inden de blev kørt væk fra frontlinjen.

General Alexander Lapin blev fyret som øverstbefalende for soldaterne ved Svatove og den østlige front i slutningen af oktober.

Ikke på grund af hans håndtering af rekrutterne, men formentlig fordi han ikke formåede at holde byen Lyman under russisk kontrol.

- Hvis jeg fik min vilje, blev Lapin degraderet til menig, frataget sine ordener og sendt til fronten med et maskingevær i hænderne, så han kan vaske skammen væk med blod, sagde Putins nære allierede, Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, kort inden fyringen.

Tilbage til Svatove

Hvis det sker, kommer generalen næppe til at møde rekrutten Dima lige foreløbig.

I slutningen af oktober var han stadig indlagt med kraniebrud og stressreaktion.

Hans hustru Tanya fortæller, at den unge mands forældre blev meget overraskede, da de fandt ud af, hvad de russiske myndigheder havde kastet deres søn ud i.

- Hans mor er slet ikke sig selv længere. Hun giver sig selv skylden for det hele, og det kan hun jo godt have ret i, siger Tanya.

Imens fortsætter Ruslands rekrutter med at dø ved Svatove.

I de første to dage af november fik ukrainsk artilleri ifølge det uafhængige russiske medie Verstka ram på en hel bataljon af dem i samme frontafsnit, som Dima var udstationeret i.

Ifølge en overlevende soldat, Aleksej Agafonov, som Verstka har talt med, blev op mod 500 ud af bataljonens cirka 570 tvangsindkaldte soldater dræbt.

Men friske russiske rekrutter har formentlig allerede erstattet de døde.