Udland

Nancy Pelosi traumatiseret efter angreb

Fredagens angreb på Paul Pelosi har sat dybe spor hos familien, oplyser hans hustru, topdemokrat Nancy Pelosi.

Det går fortsat Paul Pelosi bedre efter fredagens angreb, men familien er "knust og traumatiseret".

Det meddeler Nancy Pelosi, som er formand for Repræsentanternes Hus og Paul Pelosis hustru, lørdag lokal tid.

- I går morges brød en voldelig mand ind i vores families hjem, krævede at konfrontere mig og angreb brutalt min mand, Paul, indleder topdemokraten en kort meddelelse henvendt til medlemmer af Repræsentanternes Hus.

- Vores børn, børnebørn og jeg er traumatiseret af det livstruende angreb på vores Pop (engelsk kælenavn for far, red.).

Med en hammer blev 82-årige Paul Pelosi natten til fredag overfaldet i sit hjem i San Francisco, Californien.

Nancy Pelosi var formentlig målet

Paul Pelosi var dog næppe det egentlige mål for angrebet - det var i hvert fald hustruen, Nancy Pelosi, som gerningsmanden kaldte på.

Ifølge flere kilder råbte den 42-årige formodede angrebsmand: "Hvor er Nancy?".

Den 42-årige står nu over for flere alvorlige sigtelser, heriblandt drabsforsøg.

Det er tidligere blevet oplyst, at Paul Pelosi måtte igennem en operation for kraniebrud. Læger forventer, at han kommer sig helt.

- Vid, at de mange bønner og varme hilsner fra så mange i Kongressen er en trøst for vores familie og hjælper Paul med at komme sig, skriver Nancy Pelosi.

- Han får det fortsat bedre.

82-årige Nancy Pelosi var i Washington D.C., da angrebet fandt sted, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun fløj til San Francisco i timerne efter angrebet for at være sammen med sin mand.

Nancy Pelosi er som formand for Repræsentanternes Hus nummer tre i det politiske hierarki i USA. På dele af den amerikanske højrefløj er hun et af de mest fremtrædende hadeobjekter.

Derfor har overfaldet i Pelosi-parrets hjem fået alarmklokkerne til at ringe hos myndigheder, der advarer om en øget risiko for politisk vold frem mod midtvejsvalget 8. november.