Rusland dropper vigtig aftale med Ukraine – det kan få store konsekvenser, siger korrespondent
Det får konsekvenser for millioner af mennesker verden over, hvis Rusland trækker sig endegyldigt fra kornaftale, siger TV 2s korrespondent.
Rusland suspenderer den vigtige aftale om at eksportere korn fra ukrainske havne.
Det sker som følge af angreb mod skibe ved Krim. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.
Tidligere lørdag påstod Rusland, at angrebet var rettet mod skibe, der er en del af den FN-støttet aftale om en eksportkorridor for korn fra ukrainske havne.
Rusland anklager Ukraine for at stå bag angrebet, der fandt sted tidligt lørdag. Russerne mener, at ukrainske styrker ved brug af droner angreb skibene i Sevastopol - den største by på Krim, som er annekteret af Rusland.
Vidtrækkende konsekvenser
Det får ifølge TV 2s korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt, "vidtrækkende konsekvenser", hvis Rusland vælger at trække sig helt fra kornaftalen med den seneste melding.
- Først og fremmest får det konsekvenser for de mange lande, som er i den arabiske verden, men også for lande i Afrika, som har hårdt brug for korn, siger Claus Borg Reinholdt.
Derudover peger han på, at det også vil få økonomiske konsekvenser for Ukraine, fordi korn er en stor eksportvare for landet.
Korrespondenten understreger samtidig, at det er for tidligt at sige, hvad suspenderingen reelt betyder. Det står således endnu uklart, om det bliver umuligt for Ukraine at eksportere korn.
Aftale blev indgået efter længere tids mægling
Rusland og Ukraine indgik i juli en aftale om, at korn fra begge lande skulle have mulighed for at blive transporteret på sikker vis uden forstyrrelser.
Det var på trods af den igangværende krig og de mange uoverensstemmelser landene imellem.
Kornaftalen stod til at udløbe 19. november.
Aftalen kom i første omgang i stand efter længere tids mægling mellem Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet.
Den gjorde det muligt for Ukraine igen at eksportere sine enorme mængder af korn ud af landet via de ukrainske havne.
Aftale har betydning for millioner af mennesker
Det havde, siden den russiske invasion begyndte 24. februar, ikke været muligt at eksportere Ukraines enorme mængder korn ud af landet på grund af en russisk blokade.
Men i august kunne skibe med lasten fuld af korn igen sejle fra de ukrainske havne.
Ifølge Ukraine forsøger russerne med en "falsk påstand" om ukrainske droneangreb at droppe kornaftalen.
Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, opfordrer alle lande til at stå sammen om at stoppe Ruslands "leg med hungersnød".
En talsmand fra FN siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han er opmærksom på forlydender om, at Rusland har trukket sig fra kornaftalen og er i kontakt med russiske myndigheder.
Han siger, at aftalen "helt klart" har haft en positiv indvirkning for adgangen til fødevarer for millioner af mennesker verden over.