Britiske konservative vil samle partiet bag ny leder, men vrede Johnson-tilhængere kan forpurre planen

Alt peger på, at tidligere finansminister bliver ny britisk premierminister. Men modkandidats lejr tror stadig på chancen for et nyt kampvalg.

Mandag eftermiddag bliver vi – muligvis – klogere på, hvem der bliver ny formand for Storbritanniens konservative parti og dermed ny premierminister.

Klokken 15.00 dansk tid er der deadline for at opnå den nødvendige opbakning fra mindst 100 parlamentsmedlemmer.

Og i skrivende stund er kun én kandidat i mål, den tidligere finansminister Rishi Sunak med over 150 støtter.

Kun én anden kandidat har meldt sig, Penny Mordaunt, og hun havde ifølge The Guardian søndag kun indhentet opbakning fra cirka 30 parlamentsmedlemmer.

En tredje mulig kandidat, tidligere premierminister Boris Johnson, meddelte søndag, at han ikke stiller op.

Dermed er vejen banet for Sunak, men med de seneste års turbulens i britisk politik skal man ikke udelukke noget, påpeger forfatter og tidligere korrespondent i London Lone Theils.

- Hvis vi skal se på det med lidt mere dramatiske briller, er det, der kan ske i dag, at der er nogle Boris Johnson-støtter, som er rasende på Rishi Sunak, fordi de føler, at han forrådte Johnson. Hvis de er rasende nok, kan de godt gå over til Penny Mordaunt – simpelthen for at forhindre Rishi Sunak i at blive premierminister, siger hun.

Partitop ønsker Sunak

Rishi Sunak var finansminister under Boris Johnson, men valgte i juli at trække sin støtte til Johnson og gå af som minister. Blandt Johnsons tilhængere anses Sunak derfor som en af de afgørende knive i ryggen på den tidligere leder.

Og selvom Boris Johnson altså har valgt ikke selv at stille op ved formandsvalget, har der i løbet af weekenden løbende været meldinger i britiske medier om, at han skulle have opnået den nødvendige opbakning fra over 100 parlamentsmedlemmer.

Hvis en stor nok andel af disse i stedet vælger at støtte Penny Mordaunt, kan hun potentielt nå over grænsen på 100 inden mandagens deadline.

I så fald bliver det et kampvalg, som skal afgøres ved en afstemning mellem 150.000 medlemmer af Det Konservative Parti. Og det er på ingen måde et ønskescenarie for et allerede splittet parti i stor krise.

- Det er ikke, hvad parlamentsgruppen overvejende ønsker, og bestemt heller ikke, hvad en række fremtrædende, tidligere premierministre og ministre ønsker. De ønsker Rishi Sunak, fordi de tror på, at han kan føre en ansvarlig politik, der vil få markederne til at falde til ro, forklarer Lone Theils.

Opfordrer til sammenhold

Flere fremtrædende skikkelser i partiet forsøger mandag at appellere til at stå sammen og vælge Rishi Sunak.

Tidligere sundheds-, indenrigs- og finansminister Sajid Javid har mandag et indlæg i avisen The Times, hvor han opfordrer til at sætte forskellighederne til side og fokusere på, hvad der er bedst for landet.

- Der kunne ikke være mere på spil. Men et forenet parti under Rishi Sunaks lederskab kan håndtere udfordringens omfang, skriver han.

Også den nuværende finansminister, Jeremy Hunt, forklarer i et indlæg i The Telegraph, hvorfor han støtter Sunak.

- I sommer advarede Rishi om, at det ikke ville være bæredygtigt med ufinansierede skattelettelser. Han nægtede at fortælle folk, hvad de gerne ville høre, selvom han vidste, at det kunne koste ham chancen for at blive premierminister. Desværre viste han sig at få ret, skriver Hunt.

Da Sunak i sommer blev slået af Liz Truss i kampen om at blive ny partiformand efter Boris Johnson, vandt Truss på løfter om skattelettelser. Men da hendes daværende finansminister, Kwasi Kwarteng, fremlagde deres planer om skattelettelser uden finansiering, sendte det rystelser igennem de finansielle markeder.

Liz Truss undskyldte og erkendte sin fejl, men efter blot 45 dage på posten måtte hun trække sig.

Mordaunt-lejr tror stadig på det

Kaosset omkring Liz Truss har kostet Det Konservative Parti dyrt. Det samme har Boris Johnsons kaotiske regeringsførelse med en række skandalesager til følge.

Partiet ligger historisk dårligt i meningsmålingerne, og hvis der var valg i dag, ville partiet lide et kæmpenederlag.

Oppositionspartiet Labour, der står til at overtage regeringsmagten, har krævet valgudskrivelse som følge af den politiske uro, men det har de konservative ingen lyst til.

I stedet håber de, at Rishi Sunak kan skabe stabilitet og genrejse partiet inden næste valg, der senest skal være afholdt i januar 2025.

Derfor håber mange konservative også, at de kan undgå endnu et kampvalg med fornyet splittelse.

- Men vi skal frem til klokken 15 bare ikke udelukke, at Penny Mordaunt også – i det skjulte – kan have nået de 100. Og hvis hun har det, kommer den her valgkamp til at foregå resten af ugen, og så har vi først et resultat på fredag, forklarer TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede.

En af de konservative parlamentsmedlemmer, der åbent støtter Penny Mordaunt, er Robbie Moore. Han siger til BBC, at han er "fuldstændig overbevist" om, at de når den krævede opbakning, så der kommer en afstemning. Om han får ret, eller om der er tale om spin, ved vi først senere mandag.