Udland

Flyselskab hyret til britisk Rwanda-flyvning trækker sig

Spansk flyselskab ønsker at understrege, at det ikke kommer til at stå for flere britiske Rwanda-flyvninger.

Et flyselskab, som blev hyret til at flyve asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda, har trukket sig fra projektet.

Det oplyser selskabet Privilege Style til velgørenhedsorganisationen Freedom from Torture. Det skriver det britiske medie The Guardian.

Stoppet af Menneskerettighedsdomstolen

Flyselskabets beslutning kommer ifølge mediet efter øget offentligt pres og flere protester.

Det var Privilege Style, der stod for driften af et fly, som i juni skulle have fløjet asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda.

Flyet blev imidlertid stoppet efter en beslutning af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Også to andre flyselskaber, som tidligere har stået for deporteringer, har oplyst, at de ikke bliver en del af Rwanda-planerne.

The Guardian beskriver Privilege Style som den britiske regerings "sidste udvej".

Men nu er selskabet altså ikke længere en løsning.

I et brev til Freedom of Torture skriver flyselskabet, at det "ikke vil komme til at stå for driften af fly til Rwanda i fremtiden".

120 millioner pund

I april blev der indgået en aftale på i alt 120 millioner pund - svarende til cirka en milliard kroner - mellem den britiske regering og Rwanda. Den har fået stor opmærksomhed, også i Danmark.

Det skyldes, at der her i landet ligeledes er planer om at sende asylansøgere til det østafrikanske land. Regeringen præsenterede sidste år en plan om at oprette danske centre til asylbehandling i Rwanda.

En talsperson for det britiske indenrigsministerium udtaler sig ifølge The Guardian om planerne.

- Rwanda er et sikkert land med en stærk historie i forbindelse med at støtte asylansøgere, og vi vil fortsætte med at forsvare dette samarbejde ved domstolene. Vi udtaler os ikke om driftsmæssige spørgsmål, siger talspersonen.

Skal prøves ved domstolene

Den femårige britiske forsøgsaftale vil gælde nogle asylansøgere, der sendes til Rwanda for at søge asyl der i stedet for i Storbritannien. Det skriver BBC.

Aftalen er hovedsageligt målrettet unge, der ankommer alene til Storbritannien via det, som den britiske regering kalder "ulovlige, farlige eller unødvendige metoder".

Det kan for eksempel være over Den Engelske Kanal med både eller gemt i lastbiler. Noget, som den britiske regering anser for at være et stort problem.

Planens lovlighed skal ifølge nyhedsbureauet PA prøves ved britiske domstole.