Russisk analytiker talte over sig, da han troede, mikrofonen var slukket

USA mener, at Iran har sendt militærpersonale til Krim for at bistå russerne med iranske droner, der bruges til at angribe ukrainske byer.

Inden forsvarsanalytiker Ruslan Pukhov skulle svare på værternes spørgsmål i et tv-program på den russiske tv-station RBC, ville han først have noget på det rene.

Der var noget, de helst ikke skulle tale for meget om. Ikke ærligt i hvert fald.

Ruslan Pukhov havde bare ikke indset, at hans mikrofon allerede var tændt, og at han var direkte igennem til de russiske stuer.

Talte over sig

Igennem den seneste tid har Rusland angrebet Ukraine med et stort antal ”kamikazedroner”, som ifølge Ukraine er iranskproducerede droner af typen Shahed-136.

Iran har afvist, at landet forsyner Rusland med droner, og det samme har Rusland.

Den udlægning ville den russiske forsvarsanalytiker Ruslan Pukhov, der er leder af det Moskva-baserede Center for strategisk og teknologisk analyse, gerne holde fast i, da han gæstede den russiske tv-station RBC.

Det skriver en række medier, heriblandt britiske The Telegraph og Moscow Times.

Så mens Ruslan Pukhov tog plads i den brune læderstol bad han diskret de to værter om ikke at spørge for meget ind til de "iranske droner".

- Vi ved alle, at de er iranske, men myndighederne vil ikke indrømme det, sagde han ifølge The Telegraph, inden en af værterne afbrød ham.

USA: Iransk militær på Krim

Rusland har brugt dronerne i sin seneste bølge af angreb på ukrainsk energiinfrastruktur og civile mål i blandt andet hovedstaden Kyiv.

Onsdag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainsk militær bare den dag havde skudt ti iranske droner ned alene i Kyiv-området.

Russerne kalder dronerne Geranium-2, men i Ukraine og Vesten er der bred enighed om, at det i virkeligheden er overmalede Shahed-136-droner fra Iran.

Både EU og Storbritannien har derfor onsdag og torsdag indført nye sanktioner mod Iran for at forsyne Rusland med droner til brug i Ukraine.

Også USA overvejer nye sanktioner mod Iran. Det siger talsmand for Det Hvide Hus John Kirby torsdag aften dansk tid.

Ifølge Det Hvide Hus sælger Iran ikke bare droner til Rusland. Landet har også sendt militærpersonale til den ulovligt annekterede Krim-halvø for at hjælpe russerne med at betjene dronerne.

Fjernstyrede bomber

Shahed-136 beskrives som en mellemting mellem et ubemandet fly og et krydsermissil, men er betydeligt billigere end et krydsermissil.

De kaldes også "kamikazedroner" eller "selvmordsdroner", fordi de er udstyret med sprænghoveder, der detonerer, når dronen rammer sit mål.

Den ukrainske hær har kaldt de fjernstyrede bomber for et kæmpe problem, fordi de er svære at se på de ukrainske radarsystemer.

Ifølge eksperter er dronerne smarte, fordi de kan ramme mål, der er svære at nå med konventionelle våben.

De er særligt oplagte til at ramme byerne som eksempelvis Kyiv, og ifølge Anders Puck Nielsen, der militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, virker det til, at russerne primært bruger dem til det formål. Som "et terrorvåben", hvor de kan ramme nogle mennesker.