108 ukrainske kvinder ude af russisk fangenskab
En større fangeudveksling finder sted mandag, siger leder i en af de regioner, Rusland har erklæret russisk.
Ukraine har byttet over 100 krigsfanger med et tilsvarende antal fanger fra russisk side. Det meddeler Ukraines regering mandag.
Det er den første fangeudveksling, hvor alle de fanger, der nu er sendt tilbage til Ukraine fra Rusland, er kvinder og piger.
Det skriver præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andriy Yermak, på sociale medier.
- Endnu en storstilet udveksling af krigsfanger blev udført i dag. Ekstremt følelsesladet og virkelig særligt: Vi befriede 108 kvinder fra fangenskab, skriver Yermak på Twitter.
- Mødre og døtre. Deres pårørende har ventet på, at de kom tilbage. 37 evakuerede fra Azovstal, 11 officerer, 85 menige og befalingsmænd, skriver han videre.
Zelenskyj har sent mandag opfordret sine styrker til at tage flere fanger og siger, at det vil gøre det lettere at sikre løsladelsen af soldater, der er tilbageholdt af Rusland.
- Jo flere russiske fanger vi har, jo hurtigere vil vi være i stand til at befri vores helte, siger Zelenskyj ifølge The Guardian.
To blev i Rusland
På billeder, som stabschefen har offentliggjort, ses en stor gruppe kvinder stige af hvide busser. Mange af kvinderne er i militæruniformer.
Nogle af dem blev taget til fange på stålværket Azovstal, som i ugevis var under russisk bombardement tidligere på året.
Den russiskstøttede leder af Donetsk-regionen, Denis Pusjilin, bekræfter fangeudvekslingen.
Han havde tidligere mandag oplyst, at der ville blive udvekslet 110 fanger fra hver side. Men to af dem besluttede at blive i Rusland, siger han mandag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det russiske forsvarsministerium oplyser mandag aften, at 72 af de fanger, der er rejst tilbage til Rusland fra Ukraine, var mandskab på civile skibe. De har angiveligt været tilbageholdt af Ukraine siden februar.
Følger flere fangeudvekslinger
Det er ikke første gang, at de to lande indgår en aftale om en fangeudveksling. Men med over 200 krigsfanger i alt er det en af de større, siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar.
For knap en måned siden blev 215 ukrainere og 10 udlændinge løsladt af Rusland som led i en fangeudveksling med Ukraine.
Ukrainerne blev taget til fange i forbindelse med en langvarig kamp om stålværket Azovstal og havnebyen Mariupol tidligere på året.
Rusland fik til gengæld frigivet 55 statsborgere, som havde været taget til fange af ukrainske styrker i forbindelse med krigen.