Video viser ukrainske politibetjente nedskyde russisk kamikazedrone
Ifølge det ukrainske præsidentkontor blev der mandag brugt iranskproducerede droner ved en række angreb mod Kyiv.
Mindst fire personer er dræbt efter flere angreb i de tidlige morgentimer i den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Ifølge det ukrainske præsidentkontor blev der brugt iranskproducerede droner ved angrebene.
En privat videooptagelse fra mandag morgen viser en gruppe ukrainske politibetjente, der skyder en af de sĂĄkaldte kamikazedroner ned.
Dronerne er kendetegnet ved, at de styrer sig selv og deres sprængladning direkte ind i målet – deraf navnet.
På videoen kan man tydeligt høre dronen overflyve betjentene, der skyder mod dronen, der kort efter styrter ned og eksploderer.
Anton Gerashchenko, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger ifølge The Guardian, at de dræbte tæller en lille familie på tre. Manden og kvinden blev begge 34 år, og de ventede sig et barn, forlyder det. Familien boede i en boligblok, der blev ramt af en drone.
Det russiske forsvarsministerium bekræfter, at landet har angrebet mål flere steder i Ukraine.
Bruger droner som terrorvĂĄben
Ifølge Anders Puck Nielsen, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, er kamikazedronerne oplagte at bruge, hvis man gerne vil ramme byerne og som i dette tilfælde Kyiv.
- Det virker, som om russerne bruger dronerne som et terrorvåben. Det er ikke militære mål, de går efter, men mere byerne, hvor de kan ramme nogle mennesker, siger Anders Puck Nielsen til TV 2.
Ifølge The Guardian omfatter angrebet mandag mindst ni eksplosioner, der primært har ramt Sjevtjenkivskyj-kvarteret i byen.
Kvarteret ligger centralt i hovedstaden og huser flere af Kyivs historiske monumenter. Det ukrainske præsidentpalads ligger i nærheden af distriktet, og det samme gør byens zoologiske have.
Irans udenrigsministerium afviser mandag, at landet har leveret våben til Rusland. Det udtaler en talsmand i det iranske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Afvisningen kommer samtidig med, at EU drøfter sanktioner mod Iran, der anklages for at have leveret kamikazedronerne til Rusland.
Ifølge producenten har dronerne en rækkevidde på op til 1000 kilometer og en hastighed på cirka 180 kilometer i timen. Den kan også flyve op til 4000 meters højde og bære en sprængladning på op til 50 kilo.