IMF-prognose: Vi har ikke set det værste endnu

IMF nedjusterer igen prognosen for vækst i 2023. For mange vil 2023 føles som en recession, siger cheføkonom.

Høj inflation, Ruslands invasion af Ukraine samt stramning af pengepolitikken i mange lande lægger en dæmper på den økonomiske vækst globalt.

Den Internationale Valutafond (IMF) nedjusterer tirsdag sin prognose for den globale økonomiske vækst i 2023.

Hvor IMF i juli forventede en vækst på 2,9 procent globalt, er det skøn nu nedjusteret til 2,7 procent.

Det fremgår af en rapport fra fonden, som blev præsenteret tirsdag.

- Vi har ikke set det værste endnu, og for mange mennesker vil 2023 føles som en recession, lyder det fra IMF's cheføkonom, Pierre-Olivier Gourinchas.

Rammer de store økonomier

Han advarer om, at farten vil aftage i alle de tre største økonomier i verden.

Det er fjerde gang, at IMF nedjusterer sit skøn for den økonomiske vækst næste år, skriver MarketWire.

En forventet vækst på 2,7 procent er meget lav vækst i verdensøkonomien, påpeger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Verdensøkonomien er ikke vokset langsommere i mere end 20 år, hvis vi ser bort fra 2009 og 2020, hvor verdensøkonomien skrumpede som følge af henholdsvis finanskrisen og coronakrisen, skriver han i en kommentar.

I USA ventes økonomien at vokse med bare 1,6 procent i år og 1 procent i 2023.

De enkelte forbrugere mærker også til de mørke skyer, der trækker op i horisonten.

- Energiregningerne er eksploderet, og fødevarepriserne er steget kraftigt. Det gør ondt på forbrugernes pengepung og får forbrugerne til at holde igen, siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

For at tøjle den høje inflation har centralbankerne verden over hævet renterne. Og det betyder, at økonomien bremser op.

- De høje renter lægger en kraftig dæmper på investeringerne, og derfor kommer de til at trække aktivitet ud af verdensøkonomien, siger Kristian Skriver.