Udland

Sjældent masseskyderi i thailandsk daginstitution – 24 børn blandt de omkomne

Skyderiet startede, da børnene tog en lur - de yngste ofre er to år. Den mistænkte skød efterfølgende sit eget barn, sin kone og sig selv.

35 mennesker er blevet dræbt i et sjældent masseskyderi i Thailand. Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.

Skyderiet er fundet sted i Nong Bua Lamphu i den nordlige del af Thailand i en daginstitution, og der er derfor mange børn blandt ofrene.

I alt er der indtil videre tale om 24 børn og 11 voksne. De yngste ofre er to år gamle, og blandt de dræbte voksne var blandt andet en lærer, der var gravid i ottende måned.

Omkring 30 børn var til stede, da angrebet ifølge det britiske medie The Guardian fandt sted omkring klokken 12.30 lokal tid - klokken 07.30 dansk tid - da børnene sov til middag.

Fortsatte med at skyde, da han flygtede i bil

Gerningsmanden benyttede også knive i angrebet, før han i bil flygtede fra daginstitutionen. Ifølge nyhedsbureauet AP affyrede den mistænkte også skud, mens han sad i bilen.

Ifølge en meddelelse fra politiet blev 22 børn og to voksne dræbt i selve bygningen, mens flere blev dræbt, da han flygtede i en bil.

Et vidne har til Thailands tv-station Kom Chad Leuk oplyst, at de havde låst døren til bygningen, da de opdagede en mand med et våben på vej til bygningen.

Men den mistænkte skød gennem døren.

- Læreren, der døde, havde et barn i sine arme. Jeg troede ikke, at han ville dræbe børn, men han skød på døren og skød lige igennem den, fortæller vidnet ifølge nyhedsbureauet AP.

Dræbte sit barn, sin kone og sig selv

Alle myndigheder blev kastet ind i jagten på den mistænkte, der ifølge politiet er den 34-årige og tidligere betjent Panya Khamrab, som sidste år blev fyret i forbindelse med en narkosag.

Efter skyderiet i daginstitutionen kørte han ifølge The Guardian til sit eget hjem, hvor han skød sit eget barn, sin kone og derefter sig selv.

Angrebet er indtil videre det mest dødelige i Thailands historie.

Den thailandske premierminister Prayuth Chan-ocha har i en meddelelse på Facebook givet sin dybeste kondolence til de berørte familier og de sårede.

Masseskyderier er sjældne i Thailand. Senest skabte et masseskyderi overskrifter i februar 2020, da en vred soldat dræbte 29 mennesker i angreb, der varede 16 timer.