I Kyiv vil man give indbyggerne jodtabletter – dansk ekspert tvivler på, at de bliver nødvendige
Nok er Putin presset, men dog stadig så tilregnelig, at han ikke vil bruge atomvåben, vurderer forsvarsanalytiker.
I den ukrainske hovedstad, Kyiv, er man begyndt at forberede sig på at kunne dele jodtabletter ud til befolkningen.
Det sker, efter at frygten for atomangreb er vokset. Det skriver nyhedsbureauet AP.
På de ukrainske myndigheders hjemmeside meddeles der, at en kommission er nedsat til at stå for at uddele præparaterne, der skal sikre befolkningen mod forgiftning ved atomudslip.
Udvalget står også for at skulle forberede og organisere en eventuel evakuering, hvis det bliver nødvendigt.
Det er formentlig den russiske besættelse af atomkraftværket Zaporizjzja, der gør ukrainerne nervøse for udslip, vurderer forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen.
Situationen på værket er presset, og senest har russiske soldater tilbageholdt Igor Murashov, værkets generaldirektør. Han er dog løsladt igen. Det internationale atomenergiagentur (IAEA) har sidenhen udtalt, at anholdelsen af generaldirektøren har ”en meget markant betydning” for den nukleare sikkerhed.
Frygter udslip fra Zaporizjzja
Udover at russiske soldater befinder sig på Ukraines største atomkraftværk, har Putin også mellem linjerne truet med at benytte atomvåben.
Hans Peter Michaelsen peger på to mulige årsager til, at man lige nu uddeler jodpiller til befolkningen i Kyiv.
- Det er måske en kombination af frygt for, hvad der skal ske på atomkraftværket, og om de gør alvor af deres trusler, fortæller Hans Peter Michaelsen.
Hryhory Plachkov, der er korrespondent på det ukrainske medie Unian, vurderer, at der kun er én måde at undgå en atomar katastrofe på det besatte atomkraftværk Zaporizjzja i Ukraine, og det er ved at befri området fra russiske soldater.
I august har værket været ramt af artilleriangreb, som russerne og ukrainerne beskylder hinanden for at stå bag. Det har vakt bekymring over hele Europa for en atomkatastrofe, og derfor tog FN’s atomagentur i september til værket for at undersøge det for skader.
Trusler uden hold
Putins trusler om at bruge atomvåben i krigen ser Hans Peter Michaelsen ikke som en reel mulighed, Rusland vil benytte sig af. Det vil nemlig i så fald ikke kun gå ud over ukrainerne.
- Det radioaktive affald vil også fise til Rusland, og det vil dermed også ramme den russiske befolkning, siger han og fortsætter:
- Det vil få en række uønskede konsekvenser i Rusland og formodentlig også være med til at underminere den russiske befolknings opbakning til krigen.
Han uddyber, at der er en meget lille risiko for, at Rusland vil benytte sig atomvåben, fordi Putin er presset. Hans Peter Michaelsen mener dog, at Putin stadig er så tilregnelig, at det ikke vil ske.
- Der er en meget lille risiko, selvom de truer med det nogle gange. Det ville ikke bringe dem i en bedre situation, det løser ikke nogen problemer. Så bliver det mere sådan en panikaktion, men jeg tror ikke på det.
Jodtabletter til befolkningen
Hvis det bliver nødvendigt, er en del af planen at give jodtabletter til de evakuerede i området, hvis der er forurening. Dette vil foregå i overensstemmelse med lægefaglige anbefalinger, skriver de ukrainske myndigheder på deres hjemmeside.
Derudover har man også sørget for at have et lager, hvis der skulle opstå fare eller trussel for stråling. Her kan man give det til læger og andre kommunale sundhedshuse.
Meldingerne kommer, efter at der i flere dage har været meldinger om, at de ukrainske tropper vinder mere og mere land, særligt omkring de vigtige områder.