Verdens rigeste mand mente, at han havde løsningen på Ukraine-krigen: - Fuck af, lød svaret

Et flertal i en afstemning, milliardæren selv har lavet, er uenig med Elon Musks bud på en fredsløsning.

Tesla-milliardæren Elon Musk har gjort karriere i at komme med bud på verdens problemer.

Fanget i en grotte i Thailand? Byg en "mini-ubåd".

Skulle noget "gå galt" på Jorden? Flyt til Mars.

Bange for kunstig intelligens? Værsgo', her er en robot.

"Fuck af"

Med et enormt følge af fans nyder Musk ofte stor opbakning til sine idéer, men med sit seneste bud på en løsning, har han tilsyneladende ramt en nerve.

I et opslag på Twitter giver rigmanden sit bud på en fredsløsning mellem Ukraine og Rusland. Listen er som følger:

De såkaldte folkeafstemninger i de annekterede ukrainske regioner skal omgøres nu under opsyn af FN, Krim skal være en formel del af Rusland, vandforsyningerne til Krim skal sikres, Ukraine skal forblive neutral i forhold til både Rusland og NATO.

- Fuck af – det er mit meget diplomatiske svar til dig, skriver Andrij Melnyk, der er tidligere ukrainsk ambassadør i Tyskland.

Selv mener Elon Musk, at hans liste af forslag er det "mest sandsynlige" udfald i sidste ende.

Flertal uenig

Verdensledere er imidlertid uenige i den udlægning. Gitanas Nausėda, Litauens præsident, skriver på samme sociale medie, at folkeafstemninger i besatte områder er udelukket:

- Når nogle forsøger at stjæle hjulene til din Tesla, gør det dem ikke til ejere af hverken hjulene eller Teslaen.

I Musks opslag vedlægger han en afstemning, hvor man kan erklære sig enig eller uenig i hans udlægning. I skrivende stund er 63 procent uenig med milliardæren.

Det fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til tasterne, og her kvitterede han med sin egen afstemning.

- Hvilken Elon Musk, kan du bedst lide?, spørger han.

Et overvældende flertal svarer en version af Musk, "som støtter Ukraine" frem for Rusland.

Tidligere er Musk blevet hædret i Ukraine for at bidrage med Starlink-satelitter, der giver ukrainske borgere og militær mulighed for at omgå internetafbrydelser.

Nu bliver han på sit foretrukne sociale medie anklaget for at have en prorussisk tilgang til krigen i Ukraine.

I modsætning til FN, EU og NATO mener Elon Musk, at en ukrainsk sejr – på trods af ugers russisk tilbagegang på slagmarken – er urealistisk. En holdning, som det russiske statskontrollerede nyhedsbureau, Tass, har refereret.