Fodbold

Indonesiske myndigheder: Mindst 125 døde efter fodboldkamp

Episoden i Indonesien skriver sig ind i historien som en af de mest dødelige stadionkatastrofer nogensinde.

Der har søndag hersket forvirring omkring, hvor mange mennesker der lørdag mistede livet under optøjer ved en fodboldkamp i Malang på øen Java.

Først på søndagen lød det fra viceguvernør i regionen, Emil Dardak, at dødstallet var helt oppe på 174, men nu siger han, at tallet i stedet hedder 125 efter at have tjekket med 10 hospitaler på øen. Det skriver de lokale indonesiske medier ifølge Reuters.

Derudover er mindst 180 kommet til skade.

Fodboldverdenen er i en tilstand af chok

Gianni Infantino, præsident, FIFA

Episoden skriver sig ind i historien som en af de mest dødelige stadionkatastrofer nogensinde.

Flere døde af iltmangel

Katastrofen indtraf, da fans løb ind på banen, efter at hjemmeholdet, Arema FC, havde tabt 2-3 til ærkerivalerne fra Persebaya Surabaya lørdag aften.

Ifølge indonesisk politi er de mange mennesker døde, efter at politiet havde affyret tåregas for at sprede oprørte fodboldfans på banen.

Den lokale politichef, Nico Afinta, har oplyst til journalister, at de fleste af ofrene døde af iltmangel, da der opstod panik, efter at fans havde invaderet banen.

Stadionet i Malang har en kapacitet på 38.000 tilskuere, men ifølge Indonesiens øverste sikkerhedsminister blev stadionets kapacitet lørdag aften overskredet med 4000 personer.

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriets Borgerservice, der oplyser, at den danske ambassade i Indonesien er i kontakt med stedlige myndigheder og holder sig orienteret om ulykken.

Ifølge Udenrigsministeriet har de ikke oplysninger om danske tilskadekomne, ligesom de heller ikke har modtaget nogle borgerhenvendelser.

Indstiller fodboldkampe i øverste liga

Allerede nu har den dødelige fodboldkamp fået konsekvenser for den øverste række i den indonesiske fodboldliga, Liga 1.

Søndag har Indonesiens præsident, Joko Widodo, nemlig givet Indonesiens Fodboldforbund (PSSI) besked på at indstille alle kampe i rækken.

Desuden har det indonesiske fodboldforbund (PSSI) iværksat en undersøgelse og yderligere tilføjet, at hændelsen har "plettet indonesisk fodbolds ansigt".

Der er ingen fodboldkamp, der er livet værd

Persebaya Surabaya

FIFA, fodboldens verdensorganisation, har også været på banen og i kølvandet på episoden udtalt, at ingen tåregas bør bæres eller bruges af stewarder eller politi ved kampe.

FIFA: - En mørk dag for alle

FIFAs præsident, Gianni Infantino, kalder det for en "uoverskuelig tragedie" og udtrykker "dyb" medfølelse med ofrene i en pressemeddelelse på FIFAs hjemmeside.

- Fodboldverdenen er i en tilstand af chok efter de tragiske hændelser, der har fundet sted i Indonesien. Dette er en mørk dag for alle involverede i fodbold. Jeg udtrykker min dybeste medfølelse til ofrenes familier og venner, der mistede livet efter denne tragiske hændelse.

Arema FCs ledelse undskylder søndag morgen i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at klubben, der var på hjemmebane, da ulykken indtraf, er klar til at kompensere ofrene:

- Arema FC udtrykker dyb medfølelse for katastrofen i Kanjuruhan. Arema FCs ledelse er også ansvarlig for at håndtere ofre, både dem, der er døde og dem, der er såret. Til ofrenes familier undskylder ledelsen i Arema FC voldsomt og er klar til at yde erstatning, udtaler Abdul Haris, der er formand for Arema FC.

Også Persebaya Surabaya udtrykker sorg. I et opslag på Facebook skriver klubben, at de "udtrykker deres dybeste medfølelse for ofrene".

- Der er ingen fodboldkamp, der er livet værd, lyder det.

Vold er et velkendt fænomen

Vold ved fodboldkampe er ikke et nyt fænomen i Indonesien. Især ikke ved kampe mellem Arema FC og Persebaya Surabaya, der er mangeårige rivaler.

Ifølge BBC havde Persebaya Surabaya-fans derfor også fået forbud mod at købe billetter til kampen på grund af frygt for sammenstød.

Stadionkatastrofen i Indonesien er den næstmest dødelige i historien.

I 1964 døde 320 personer under et stormløb ved en OL-kvalifikationskamp mellem Peru og Argentina.