Udland

127 mennesker dræbt i tåregaskaos efter indonesisk fodboldkamp

127 mennesker er dræbt i optøjer efter en fodboldkamp i Malang, hvor politi brugte tåregas mod fans på banen.

Mindst 127 mennesker har mistet livet under optøjer i forbindelse med en fodboldkamp i Malang på øen Java i Indonesien lørdag aften.

180 andre er kommet til skade.

Det oplyser indonesisk politi tidligt søndag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

Politiet brugte tåregas

Indonesisk politi oplyser videre, at de mange mennesker døde, efter at politiet havde affyret tåregas for at sprede oprørte fodboldfans på banen.

Den lokale politichef, Nico Afinta, oplyser til journalister, at de fleste af ofrene døde af iltmangel, da der opstod panik, efter at fans havde invaderet banen.

Fansene løb angiveligt ind på banen, efter at hjemmeholdet, Arema FC, havde tabt 2-3 til ærkerivalerne fra Persebaya Surabaya lørdag aften.

Ifølge Nico Afinta var det tilhængere af Arema FC, der løb på banen, hvor mange altså døde af kvælning.

- Vi beklager og begræder denne tragedie, siger Afinta på et pressemøde ifølge dpa.

Usikkert dødstal

Den voldsomme rivalisering mellem de to klubber taget i betragtning havde politiet foreslået, at kampen kun skulle overværes af hjemmeholdets fans, fortæller politichefen.

Ifølge Nico Afinta er to politibetjente blandt de døde.

Mens politiet har opgivet dødstallet til 127, sætter Malangs sundhedschef, Widjanto Widjoyo, dødstallet til 129. Tallet er baseret på oplysninger fra hospitaler i byen.

- Vi vil oprette et call-center for at give information til familier, der leder efter deres pårørende, siger sundhedschefen ifølge dpa.

Fodboldkampe suspenderet

Indonesiens bedste fodboldrække, BRI Liga 1, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at ligaen har besluttet at suspendere alle kampe i en uge efter optøjerne på Kanjuruhan-stadionet i Malang.

Indonesiens Fodboldforbund (PSSI) oplyser i en erklæring, at der er sket betydelige materielle skader omkring stadionet.

Derudover har PSSI besluttet, at Arema FC ikke kommer til at være vært for flere kampe i resten af sæsonen.

PSSI oplyser videre, at fodboldforbundet vil indlede en undersøgelse af, hvad der skete efter kampen.

- Det gør vi for at vise respekt, udtaler Akhmad Hadian Lukita, der er direktør for ligaens ejer, PT LIB, ifølge Reuters.

Malang ligger i provinsen Østjava på øen Java.

Ifølge Indonesiens sikkerhedsminister var der forud for kampen blevet solgt 42.000 billetter til en kamp, hvor sikkerheden kun tillod 38.000 fans på stadion.

De dødelige optøjer betegnes som en af verdens værste stadionkatastrofer.