Krigen i Ukraine

Russiske tropper har forladt strategisk vigtig by, siger Rusland

Lyman er den første by i Donetsk-regionen, der er blevet generobret af den ukrainske hær, siden regionen i går blev erklæret annekteret af Rusland.

Ruslands forsvarsministerium siger, at de russiske styrker er trukket tilbage fra den strategisk vigtige by Lyman i det østlige Ukraine.

- På grund af truslen om omringning er de allierede tropper blevet trukket tilbage fra Lyman til bedre positioner, skriver det statslige, russiske nyhedsbureau RIA.

Siden maj har Lyman været et vigtigt knudepunkt for russiske forsyninger og tropper.

Lyman er ligesom hjerteblodet i Donetsk - og er i øvrigt lige blevet annekteret

Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.

Men de sidste uger har byen været under pres fra ukrainske styrker, og selv om kampene er bølget frem og tilbage, er det lykkedes ukrainske infanterister at omringe den bid for bid. Og nu er det altså lykkedes Ukraine at sende russerne på tilbagetog.

Ifølge det russiske forsvarsministerium skyldes det, at Ukraine havde en "betydelig overlegenhed i styrker og midler".

Værdifuld af flere grunde

Ifølge Reuters befandt der sig en bastion på mellem 5000 og 5500 russiske soldater i Lyman, der både er vigtig af strategiske og symbolske årsager, forklarer Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.

Først og fremmest er den geografisk og militært værdifuld, fordi den den ligger og blokerer for en yderligere ukrainsk offensiv østpå.

- Når Lyman falder, så åbner det muligheder for, at ukrainerne kan komme videre i Luhansk-regionen, siger han til TV 2.

Oveni det har byen, der i 2021 husede lidt over 20.000 indbyggere, en symbolsk værdi.

- Lyman er ligesom hjerteblodet i Donetsk - og er i øvrigt lige blevet annekteret, siger Anders Puck Nielsen med henvisning til de omstridte folkeafstemninger, der netop har fundet sted i fire regioner i det østlige Ukraine.

Dermed er Lyman den første by i Donetsk-regionen, der er blevet generobret af den ukrainske hær, siden regionen i går blev erklæret annekteret af Rusland.

En miniudgave af Izium

Den ukrainske strategi om at omringe byen, kalder Anders Puck Nielsen for en "miniudgave" af det, der skete i Kharkiv-regionen for et par uger siden. Her flygtede de russiske soldater også ud af byen Izium.

Omringelsesstrategien er effektiv, fordi man slipper for at tage de direkte kampe, men i stedet presser sin modstander til at trække sig, fortæller militæranalytikeren.

- Man kan sådan set bare sætte sig ned og vente på, at de flygter eller overgiver sig, siger han.

Han tror ikke, at de russiske tropper forlader byen, fordi de er løbet fuldstændig tør for mad og ammunition, men i stedet, at de fornemmede, hvor det bar hen.

- Det er det, man ofte ser. Selv om der er kæmpet hårdt om en by i ugevis, så kan det gå stærkt med den egentlige overtagelse. For de omringede regner ud, hvad der vil ske, siger Anders Puck Nielsen.

Et ukrainsk momentum

Ifølge Anders Puck Nielsen understreger udviklingen i Lyman, at ukrainerne har momentum, og at russerne er "ret pressede".

Derfor bliver opgaven de kommende uger meget forskellig, men lige afgørende for henholdsvis Rusland og Ukraine.

Ukrainerne skal fortsætte med at lægge pres på russerne og rykke frem østpå. Hvis det lykkedes, kan de måske kan tage nogle af de store vigtige byer som Sjevjerodonetsk tilbage, vurderer Anders Puck Nielsen.

Omvendt har russerne én altoverskyggende opgave lige nu.

- I første omgang er det simpelthen at standse ulykken og få bremset den her offensiv, siger Anders Puck Nielsen.

Han forventer, at de næste uger vil definere, hvordan de to modstandere står overfor hinanden, når vintermånederne rammer og tager tempoet ud af krigen.

- Det er ved at være der, hvor der ikke er tid til at russerne får stablet noget på benene, men i stedet skal fokusere på at få ro på det og vende tilbage til foråret, siger Anders Puck Nielsen.