Udland

I nat vil NASA-fartøj ramme en asteroide

Asteroiden, som vil blive ramt i dag, kan med sin størrelse destruere København og de omkringliggende områder, hvis den skulle ramme Jorden.

Natten til torsdag vil en månedslang rummission få sin afslutning.

Et amerikansk rumfartøj vil nemlig støde ind i en asteroide 11 millioner kilometer væk fra Jorden – og det er med vilje.

For kollisionen er en del af rummissionen DART (Double Asteroid Redirection Test), som den amerikanske rumfartsorganisation NASA står bag.

Det sker med jævne mellemrum, at større objekter kommer

Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space

Redde Jorden fra kollision

Formålet med det kosmiske stunt er at teste, om man ved hjælp af et rumfartøj kan forhindre en asteroide i at ramme Jorden ved at ændre dens kurs.

Det er første gang nogensinde, at man tester muligheden for at redde Jorden fra en kollision med en asteroide.

Dog er det vigtigt at understrege, at asteroiden, som vil blive ramt i dag, hvis alt går efter planen, ikke har kurs mod Jorden og derfor ikke udgør en fare.

Rumfartøjet blev opsendt i november 2021 og har kostet 325 millioner dollars – svarende til omkring 2,5 milliarder kroner, skriver B.T.

Det forventes at ramme asteroiden med cirka 22.500 kilometer i timen klokken 01.14 dansk tid.

Kan udslette København

Asteroiden har fået navnet Dimorphos og har en diameter, som er vurderet til at være mellem 120 og 180 meter, skriver DR.

Hvis den ramte Jorden, ville den være i stand til at udslette København og forårsage skader i de omkringliggende områder, tilføjer mediet.

På et tidspunkt vil et større objekt have kurs mod Jorden, og det er netop derfor, at NASA satte missionen i gang.

Det fortæller astrofysiker ved DTU Space, Michael Linden-Vørnle, ifølge Ritzau.

- Jorden bliver hele tiden ramt af materiale fra rummet. Det meste er bare så småt, at det ikke er nok til at lave et stjerneskud. Men det sker med jævne mellemrum, at større objekter kommer, siger han.