Videoer viser russiske soldater med gennemrustne våben – men kan det virkelig passe?

Ukraine fremhæver de opsigtsvækkende videoer som bevis for et presset russisk militær, men dansk ekspert udtrykker skepsis.

Russeren lyder nærmest som om, at han ikke kan tro sine egne øjne, da han inspicerer sit udleverede våben.

Mens han vender og drejer den rustne Kalasjnikov-riffel, filmer han og prøver at finde de rette ord.

- Hvad fanden skal jeg med sådan et våben? spørger han.

Videoen er en af flere, som de seneste dage er blevet delt på russiske sociale medier.

De hævdes at vise nyligt mobiliserede russiske tropper, som har fået udleveret gamle AKM- og AK-47-rifler fra sovjettiden. Både våben og magasiner er dækket af et tykt lag rust, og nogle af våbendelene virker tilsyneladende slet ikke.

TV 2 kan ikke bekræfte videoernes ægthed, men det seneste døgns tid er de blevet delt vidt og bredt. Internationale medier som Newsweek, The Washington Post og BBC har også omtalt dem.

Flere steder på de sociale medier udlægges det, som at der blot er tale om træningsvåben, som de nyindkaldte soldater skal bære under øvelser, indtil de vil få "rigtige" geværer udleveret.

- De har eftersigende givet os det her, så at vores hænder kan huske (hvordan det føles at holde et våben, red.). Men jeg er stadig f***** chokeret, siger en russisk soldat i en af videoerne.

Informationskrig

Brigadegeneral og tidligere forsvarsattaché i Rusland Carsten Rasmussen har også set videoerne.

Han understreger over for TV 2, at han ikke med sikkerhed kan konkludere noget om videoernes ægthed, men han har sin tvivl.

- Rusland har millioner af kalasjnikov'er liggende på lagre rundt om i landet, så jeg har meget svært ved at tro, at de rent faktisk skulle have udleveret sådan nogle helt rustne og rådne våben. Jeg finder det mere sandsynligt, at der er tale om en informationskrig rettet mod Rusland og den russiske mobilisering, vurderer Carsten Rasmussen.

I Ukraine er videoerne netop blevet en del af informationskrigen, og de rustne våben bliver her udlagt som et bevis for, at det russiske militær er presset efter mere end seks måneders krig.

Anton Herasjtjenko, der er rådgiver for Ukraines præsident Zelenskyj, har delt en af videoerne på de sociale medier, hvor han skriver:

- De mobiliserede i Rusland får rustne våben og plastikposer. De får at vide, at det er for "at hænderne kan huske". Men jeg tror, at dette er, hvad de får at angribe med. Er det den næstbedste hær i verden?

Ruslands egen våbenvideo

Den russiske journalist og medlem af det regionale parlament i Moskva Andrej Medvedev skriver på det sociale medie Telegram, at der er tale om våben, som blev udleveret i Primorskij i det østlige Rusland, men som var blevet beskadiget af dårlige lagerforhold.

Han hævder, at de rustne våben som følge af de offentliggjorte videoer hurtigt blev udskiftet med nye og funktionelle våben. Han roser på den baggrund de mobiliserede styrker for at gøre opmærksom på det ødelagte udstyr.

- De ville ikke tolerere tilsidesættelse af fædrelandets forsvarere og kamptræning. Og de filmede dette rustne affald, skriver Andrej Medvedev.

Det russiske forsvarsministerium har ikke selv kommenteret videoerne, men russerne offentliggjorde lørdag deres egen video, som ifølge ministeriet viser indkaldte reservister få udleveret våben i Petropavlovsk-Kamtjatskij i det østlige Rusland.

Og disse våben ser hverken forældede eller rustne ud.

Video: Mikkel Secher

Kritiske røster

Beskyldningerne om, at russiske soldater bliver sendt i krig med forældet udstyr, er ikke nye.

Siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine, har der været kritiske røster fra russiske soldater om for dårligt udstyr.

Det var også et centralt element, da den tidligere russiske faldskærmssoldat Pavel Filatjev i august udgav en 141 sider lang kritisk beretning om det russiske militær. Her skrev han, at han under sin træning på Krim-halvøen fik udleveret en riffel, der var så rusten, at den efter få affyrede skud gik i stykker.

Tidligere i denne uge foreslog politikere i Føderationsrådet i Rusland at gøre det muligt at holde embedsmænd i det russiske forsvarsministerium ansvarlige, hvis de russiske tropper ikke er ordentligt udstyret.

- De har en eller anden form for kinesisk uniform, som ikke beskytter dem ordentligt, nogle rustne rifler. Sørg nu for vores soldater, lød det fra senatoren Svetlana Gorjatjeva ifølge nyhedsbureauet Tass.

I juni skrev avisen The Sun, at russiske generaler og kommandører solgte moderne isenkram fra hæren på den russiske handelsplatform Avito for at berige sig selv, mens de efterlod deres underordnede med gammelt udstyr.

Lørdag meddelte forsvarsministeriet, at Ruslands viceforsvarsminister, general Dmitrij Bulgakov, var blevet fyret. Han havde hidtil haft ansvaret for logistik og forsyninger i den russiske hær.

BBC skriver, at mange i Moskva giver Bulgakov skylden for Ruslands hærs problemer i Ukraine, fordi logistikken og forsyningerne har været kaotiske.

Modstand mod mobilisering

Videoerne med de rustne våben er dukket op i forbindelse med, at den russiske præsident, Vladimir Putin, har beordret en delvis mobilisering til krigen i Ukraine.

Ifølge det russiske forsvarsministerium betyder det, at omkring 300.000 fra den militære reserve bliver indkaldt til tjeneste.

Mobiliseringen har medført store protester i en række af landets store byer, og der er historier om, at ikke kun reservister bliver indkaldt.

De seneste dage er der også dukket en række videoer op, som hævder at vise tvangsindkaldte unge mænd drikke sig fulde og komme i slagsmål.