Fabrik har flyttet produktion for at spare energi, men medarbejderne betaler prisen

Ceramiche Noi fik ros i EU's ĂĄrsberetning for at udnytte den billige energi morgen og aften, men de savner stadig en politisk redningskrans.

Forlygter sender to lyskegler gennem tusmørket på parkeringspladsen. Chaufføren plejer at sove på dette tidspunkt, men siden sommer er han og kollegaerne mødt på arbejde, før solen står op.

Vi gør alt, hvad vi kan, for at redde virksomheden. Og for at få løn

Valentina Dugo

En af kollegaerne har ikke kun ændret søvnrytmen. Hun har også ændret de daglige rutiner.

- Jeg har været nødt til at bede mine forældre om hjælp til at følge mine børn til og fra skole, for jeg er der jo aldrig, siger Valentina Dugo til TV 2.

Hun er fraskilt og enlig mor. Men siden sommer har hendes to børn sovet ved deres bedsteforældre.

Dugo er ansat på keramikfabrikken Ceramiche Noi i Cerbara midt i Italien. Som mange andre virksomheder i Europa er de hårdtprøvet på grund af den verserende energikrise.

Før mødte de første klokken 08.00, men nu begynder produktionen klokken 06.00, for der er energien billigere. Og så kan fabrikken have to skiftehold om dagen og ligeledes udnytte den billigere strøm om aftenen.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at redde virksomheden. Og for at få løn sidst på måneden, siger Valentina Dugo med et smil bag sin station på samlebåndet.

Rosende ord i stor tale

Ceramiche Noi producerer tallerkener, skĂĄle, fade, kopper og meget mere til detailbutikker i hele verden fra USA til Australien.

Det er made in Italy, og det samme er rĂĄvarerne.

Men det er fabrikkens nye arbejdsskema, der har gjort dem verdenskendte over de seneste uger.

- Europæere klarer sig heltemodigt igennem den (energikrisen, red.), lød det tidligere på måneden fra EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen i sin årsberetning – den såkaldte state of the union-tale.

Hun forklarede, hvordan keramikarbejderne i Cerbara havde ændret deres vagter for at udnytte de lavere energipriser.

- Forestil jer forældrene iblandt dem, som nu må forlade deres hjem tidligt, mens børnene stadig sover på grund af en krig, de ikke har valgt, sagde formanden efterfulgt at en opfordring til unionens medlemmer til at følge det gode italienske eksempel.

Flere tiltag

Talen har fyldt fabrikkens ejere og arbejdere med glæde og stolthed. Samtidig har det givet dem et stort ansvar, siger Lorenzo Giornelli, der er medejer og kommerciel direktør for virksomheden.

- Vi er jo blevet nævnt som et godt eksempel blandt virksomheder for vores måde at håndtere krisen på.

Det er heller ikke kun arbejdsskemaet, der er blevet gentænkt for at skære i de mange stigende omkostninger.

Før sommer investerede virksomheden 400.000 kroner i maskiner, så de nu selv kan producere deres egen ler. Hidtil fik de leveret ler fra et firma i Rom godt 200 kilometer væk.

- Transporten kostede til sidst mere end selve leret, fortæller Giornelli.

De har også nedbragt deres gasforbrug ved at bruge overskudsvarmen fra fabrikkens 46 meter lange ovn til at opvarme de rum, hvor keramikken tørrer. Det har samtidig reduceret fabrikkens CO₂-udledning med 30 procent.

Ikke nok

Men de rosende ord fra EU og de mange tiltag er langtfra nok, understreger Lorenzo Giornelli:

- Vi kan selvfølgelig ikke løse sådan en krise ved bare at skifte vagtplaner. Jeg tror ikke, at politikerne forstår, hvor alvorlig situation er for italienske og europæiske virksomheder.

Ceramiche Noi har flere tiltag på blokken, men det er som at tage beslutninger med bind for øjnene. Priserne på de forskellige energikilder går hele tiden op og ned.

Og det kan de ansatte på fabrikken også mærke.

- Det gør, at jeg ikke aner, om jeg har et arbejde i morgen eller ej. Det er meget skræmmende, siger medarbejderen Samuele Dini.

- Vi håber, at situationen ændrer sig, og at de sætter et prisloft på gas, fordi det har bragt os i en stor krise. Priserne er jo på himmelflugt, siger hans kollega Pier Paolo.

Han har fĂĄet tatoveret virksomhedens logo pĂĄ overarmen. Krisen har nemlig ogsĂĄ bragt kollegaerne sammen i kampen for overlevelse.

Måske er det derfor, at Valentina Dugo smiler fra hun møder, til hun kan gå om eftermiddagen og hente børnene ved sine forældre.

Derhjemme venter så lektielæsning, vasketøj, rengøring og madlavning, indtil hun igen afleverer børnene ved bedsteforældrene.

- Og så lægger jeg mig i sengen og går ud som et lys.