Rusland invaderer Ukraine

Bevæbnede vagter går fra dør til dør for at hente vælgere: - Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad vi stemmer

Afstemninger overvåges af bevæbnede vagter, og folk køres ind med busser fra Krim for at stemme, forlyder det.

Fredag åbnede valgstederne i fire ukrainske regioner, hvor folket skal stemme om, hvorvidt de ønsker at blive indlemmet i Rusland.

Men der er ikke meget folkeligt over de såkaldte folkeafstemninger. De er nemlig hamrende ulovlige, og uanset folkets vilje er resultatet givet på forhånd.

Det er der bred enighed om i både Ukraine og Vesten, der har forkastet afstemningerne som det rene fup.

Sådan oplever de ukrainere, som TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt har talt med, det også.

- Det er et kæmpestort teater, siger korrespondenten, der befinder sig i Zaporizjzja-regionen.

Det er en af de fire regioner, hvor russerne fredag til og med tirsdag afholder de påståede folkeafstemninger. De andre regioner er Kherson, Luhansk og Donetsk.

Går fra dør til dør

Flere ukrainere i de besatte områder fortæller Rasmus Tantholdt, at det fredag morgen bankede på, og udenfor stod prorussere klar til at køre dem med busser til valgstederne for at stemme.

- Men dem, jeg talte med, valgte ikke at åbne døren, og efter at de var gået, skyndte de at sætte sig ind i en bil og flygte fra området, for de ønsker ikke at være en del af Rusland, fortæller Rasmus Tantholdt.

De kunne selvfølgelig også have fulgt med til valgstederne og stemt nej. Men ingen af dem tror på, at de har nogen som helst indflydelse på resultatet.

- Som de siger: ”Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad vi stemmer, stemmesedlerne er lavet på forhånd, resultatet er givet på forhånd”. Derfor er det ikke en folkeafstemning, for det er ikke folket, der bestemmer resultatet. Det er Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), siger Rasmus Tantholdt.

Ukrainerne fortæller også TV 2s korrespondent, at de har hørt om busser, der kom med folk fra den annekterede Krim-halvø, så de kunne stille sig pænt i kø ved valgstederne til ære for kameraerne.

Lokale tvinges til at stemme

Den samme historie fortæller en embedsmand fra den ukrainske efterretningstjeneste ved navn Andriy Yusov til CNN.

Krydset bliver sat under omhyggeligt opsyn af bevæbnede vagter. Sådan ser russisk demokrati ud

Petr Andrjusjtjenko, rådgiver for borgmesteren i Mariupol

Han kalder afstemningen en ”imitation” og siger, at de lokale ignorerer den, men at nogle bliver tvunget til at stemme.

Det samme siger viceformanden for regionsrådet i Kherson, Yurii Sobolevskyi. Han beskriver ligesom Rasmus Tantholdt, at bevæbnede mænd går fra dør til dør for at få folk til at stemme.

I havnebyen Mariupol, der ligger i Donetsk-regionen, foregår valghandlingen blandt andet i butikker og cafeer uden stemmebåse eller andre former for afskærmninger. Det fortæller Petr Andrjusjtjenko, der er rådgiver for borgmesteren i Mariupol, til CNN.

- Krydset bliver sat under omhyggeligt opsyn af bevæbnede vagter. Sådan ser russisk demokrati ud, siger rådgiveren, som ikke selv er til stede i byen, men generelt har været en pålidelig kilde til informationer fra Mariupol.

Fordømmelser af fup-afstemninger

En lang række lande, herunder Danmark, har fordømt de prorussiske folkeafstemninger og kaldt dem illegitime.

Fredag aften udsendte G7-landenes ledere en fælles fordømmelse af Ruslands ”fup”-afstemninger. Det samme har NATO gjort.

Både sammenslutningen af verdens syv førende industrialiserede demokratier og den nordatlantiske forsvarsalliance ser afstemningerne som et skridt på vej mod en russisk annektering af de ukrainske områder.

Den russiske regerings talsmand Dmitrij Peskov sagde da også fredag, at ethvert ukrainsk forsøg på at generobre de besatte områder vil blive anset som et angreb på selve Rusland, hvis de påståede folkeafstemninger bliver et ja til indlemmelse i Rusland.

Det Hvide Hus har fredag aften gjort det klart, at USA er klar til at indføre yderligere økonomiske sanktioner mod Rusland, hvis russerne gør alvor af at annektere mere ukrainsk territorium.