Rusland invaderer Ukraine

Rusland løslader ti udlændinge som led i fangeudveksling

En svensker, fem briter og to amerikanere, som risikerede dødsstraf i Rusland, er blevet løsladt onsdag.

215 ukrainere og 10 udlændinge er blevet løsladt af Rusland som led i en fangeudveksling med Ukraine.

Det oplyser en ukrainsk embedsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ukrainerne blev taget til fange i forbindelse med en langvarig kamp om havnebyen Mariupol tidligere på året, lyder det.

Rusland kan se frem til at modtage 55 statsborgere, som har været taget til fange af ukrainske styrker i forbindelse med krigen.

Prominent fange blandt udvekslede

Viktor Medvedtjuk, som er en af de rigeste oligarker i Ukraine og tæt allieret til den russiske præsident, Vladimir Putin, skulle være blandt de 55 løsladte. Det siger den ukrainske embedsmand.

Det er ikke første gang, at de to lande indgår en aftale om en fangeudveksling. Men det skulle være den største af sin slags, siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En svensk statsborger, der blev taget til fange i Mariupol, og som potentielt stod over for dødsstraf i Rusland, er også blevet løsladt. Det siger den svenske udenrigsminister, Ann Linde, ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det samme gælder for fem briter og to amerikanere, som ligeledes risikerede dødsstraf.

Saudisk nøglerolle

Det var Saudi-Arabien, som stod for at facilitere udvekslingen. Derfor er de frigivne fanger i første omgang blevet fløjet dertil. Det gjorde de tidligere onsdag.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har takket Ukraine og den saudiarabiske kronprins for deres roller.

Både ukrainske og russiske styrker har fanget hundredvis af fjendtlige soldater siden starten af konflikten, og en håndfuld tidligere fangeudvekslinger har da også fundet sted.

Lederen af en FN's menneskerettighedsmission i Ukraine sagde tidligere på måneden, at Rusland ikke tillod adgang til krigsfanger og tilføjede, at FN havde beviser for, at nogle var blevet udsat for tortur og mishandling, der kunne svare til krigsforbrydelser.

Rusland har imidlertid nægtet disse påstande.