Rusland invaderer Ukraine

Massevis af russiske demonstranter anholdt – men Rusland har en anden fortælling

Russiske myndigheder kalder demonstrationerne "små protester" med et "ekstremt lille antal deltagere".

Onsdag meddelte den russiske præsident, Vladimir Putin, at han gennem en delvis mobilisering vil sende op mod 300.000 reservesoldater til Ukraine for at kæmpe.

Den udmelding har skabt røre i Rusland og har fået et større antal demonstranter på gaden i protest i flere større byer. Og flere steder er protesterne blevet mødt af kampklædt politi og sikkerhedsstyrker.

Tusinder af russiske mænd vil blive smidt i krigens kødkværn

Protestbevægelsen Vesna

Ifølge menneskerettighedsprojektet OVD-Info er mindst 1314 personer blevet tilbageholdt i forskellige russiske byer i forbindelse med protesterne onsdag.

Flest er tilbageholdt i Sankt Petersborg og i hovedstaden Moskva, hvor henholdsvis mindst 541 og 509 russere har stiftet bekendtskab med politiet.

Størstedelen var kvinder, skriver The Moscow Times.

Advarer om fængsel

Efter Putins udmelding blæste protestbevægelsen Vesna til oprør og opfordrede folk til at gå på gaden for at vise deres utilfredshed.

- Tusinder af russiske mænd – vores fædre, brødre og ægtemænd – vil blive smidt i krigens kødkværn. Hvad vil de dø for? lød spørgsmålet i en udtalelse fra bevægelsen.

Det samlede et ekstremt lille antal deltagere

Irina Volk, talskvinde for det russiske indenrigsministerium

Forud for demonstrationerne advarede Moskvas anklagemyndighed om, at det kan medføre op til 15 års fængsel at "opildne til uautoriserede gadeprotester eller at deltage i dem". Det skriver BBC.

Demonstranter kan blandt andet retsforfølges for at miskreditere de væbnede styrker, sprede "falske nyheder" om Ruslands "militæroperation i Ukraine" eller for at opfordre mindreårige til at protestere, lød det.

Myndighederne har udsendt lignende advarsler forud for andre demonstrationer.

Men ifølge mediet var onsdagens oprør de største landsdækkende antikrigsprotester, siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar.

Andre tal i Rusland

Det officielle Rusland har dog et noget andet syn på sagen.

Irina Volk, talskvinde for det russiske indenrigsministerium, udtalte i en pressemeddelelse ifølge The Guardian, at russiske betjente havde afbrudt det, de selv kaldte "små protester".

- I en række regioner var der forsøg på at iscenesætte uautoriserede handlinger, som samlede et ekstremt lille antal deltagere, lød det fra Volk ifølge flere russiske nyhedsbureauer.

- De blev alle stoppet. Og de personer, der overtrådte loven, blev tilbageholdt og taget med til politistationer med henblik på at efterforske deres ansvar.

Frygt for krigen

Frygten for at blive sendt i krig spredte sig også hurtigt blandt russiske mænd i den kampdygtige alder.

Kort efter Putins tale blev enkeltbilletter ud af Rusland revet væk, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Data fra Google Trends viser ifølge The Guardian, at antallet af søgninger efter Aviasales, der er Ruslands mest populære flysite, strøg i vejret i kølvandet på udmeldingen om den delvise mobilisering.

Det samme gjorde søgninger efter svar på, hvordan man forlader Rusland.