Busulykke med karantænepatienter vækker vrede i Kina

Kineserne er ved at få nok af de barske covid-restriktioner, som i deres øjne kan være farligere end sygdommen selv.

Mange kinesere viser i disse dage deres frustrationer på det sociale medie Weibo over landets ekstreme coronarestriktioner. Og vreden har fået ny næring, efter at en busulykke søndag kostede 27 mennesker livet og sårede 20.

Særligt ét opslag er blevet delt af flere hundrede mennesker, inden det blev strøget af den kinesiske censur:

- Er det ikke bare den bedste metafor for den absurde æra, vi lever i? En chauffør med sløret syn og uklar retning kører den bus, som vi underdanigt går ombord på, selvom vi alle tvivler på det, lød det, inden det pludselig forsvandt.

Men historien vil ikke forsvinde. Kinesere bliver ved med at dele billedet af en buschauffør i fuld beskyttelsesdragt og duggede briller, som blev taget kort før den voldsomme ulykke.

"Vi er alle ombord på den bus"

Midt om natten var de 47 mennesker på vej til et karantænecenter cirka 200 kilometer væk fra deres hjem i den centralkinesiske Guizhou-provins, fordi de mere end 20.000 karantænepladser i deres hjemby var fyldt op. Det er uklart, om de var smittet eller blot havde været i kontakt med smittede.

Under alle omstændigheder endte turen brat, da bussen væltede om på siden, og den øverste del blev kvast.

Billederne af den smadrede bus begyndte hurtigt at cirkulere på sociale medier sammen med vrede og frustrerede kommentarer som ”Vi er alle ombord på den bus”.

Censur og kontrol

Som sædvanlig gik der ikke lang tid, før censurrobotterne slog til og begyndte at filtrere de vrede kommentarer, og flere profiler er blevet slettet. Men ulykken har sammen med andre skandaler fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved strategien om nultolerance og de mange hårde nedlukninger og karantæneregler.

Der er flere eksempler på folk, som er blevet nægtet adgang til hospitaler og er døde på grund af manglende behandling. Der er eksempler på brande, hvor redningsfolk ikke kunne komme ind i nedlukkede boligområder, og senest et jordskælv i Sichuan-provinsen, hvor folk blev nægtet retten til at blive evakueret.

Der er registreret få tusinde smittede i det aktuelle udbrud i Guizhou-provinsen, som har 38 millioner indbyggere, og der er registreret to dødsfald siden pandemiens start. Alligevel lever folk med frygten for at blive sendt til et karantænecenter sammen med tusindvis af andre mennesker, hvor lyset er tændt 24 timer i døgnet.

Xi Jinping holder fast

Indtil videre holder Kinas leder, Xi Jinping, fast i Kinas strategi, som han gentagne gange gennem pandemien har kaldt overlegen, fordi der er registreret godt 15.000 døde i Kina sammenlignet med mere end en million i USA. Til gengæld lider Kinas økonomi under de hyppige nedlukninger.

Det halter stadig med at få vaccineret den ældste del af befolkningen, og kinesiske eksperter fra Fudan Universitet har regnet sig frem til, at det ville koste omkring 1,6 millioner menneskeliv at slippe coronavirus fri i Kina. Den pris er Xi Jinping ikke villig til at betale.

Der bliver slået ekstra hårdt ned på kritiske stemmer i denne tid, fordi der er under en måned til partikongressen i midten af oktober, hvor Xi Jinping har kørt sig selv i stilling til at tage endnu en periode på fem år. Det har krævet en forfatningsændring og gør ham til den første leder, som har siddet på magten i mere end ti år, siden formand Mao.

Håb om åbning efter partikongres

Således blev sågar en privat besked til en vennegruppe fra en kendt kinesisk journalist slettet, da det blev delt offentligt på det sociale medie Wechat.

Beskeden handlede om busulykken, som fik journalisten til at skrive "Vi må vågne op, vi må tilbage til normalen" med en opfordring til Kinas regering om at droppe nultolerancen og lære at leve med covid-19 ligesom andre lande.

Der er mange i Kina, som håber, at Xi Jinping måske vil ændre kurs efter partikongressen. Han har netop selv været på sin første udlandsrejse i mere end to et halvt år, da han deltog i et topmøde i Usbekistan i sidste uge.

Det blev af nogle tolket som et tegn på lempelse, men Xi Jinping deltog ikke i middagen, og hans deltagelse vidner nok snarere om, at Centralasien er strategisk vigtig for Kina.