Krigen i Ukraine

Putin beskylder NATO for at true Rusland med atomkrig

Vesten beskylder Putin for at bruge sine atomvåben til afpresning. Men ifølge Putin er det NATO, der truer Rusland med atomkrig.

Præsident Vladimir Putins tale onsdag morgen blev i Vesten modtaget som en utilsløret trussel om, at Rusland i yderste konsekvens kan finde på at bruge atomvåben.

Den russiske præsident taler da også i sin tale direkte om "afpresning med atomvåben".

Men i hans optik er det Vesten – og ikke Rusland – der truer med atomvåben og dermed truer med at kaste verden ud i en atomkrig.

- Der er blevet anvendt "afpresning med atomvåben". Her taler vi om udtalelser fra højtstående repræsentanter fra NATO-lande, der taler om muligheden for og lovligheden af at bruge masseødelæggelsesvåben mod Rusland. Altså atomvåben, sagde den russiske præsident.

Og han advarede Vesten om, at Rusland jo også har "forskellige typer" af masseødelæggelsesvåben.

- I nogle tilfælde er de mere moderne end dem, som NATO-landene har. Når vores lands territoriale integritet er truet, vil vi naturligvis bruge alle de midler, som vi har til rådighed, for at beskytte Rusland og dets befolkning, understregede han.

"Aggressive udtalelser"

Det er langt fra første gang, at Vladimir Putin eller medlemmer af hans regering har mindet Vesten om, at Rusland er det land i verden med det største lager af atomvåben.

Allerede ved krigens start i februar satte Vladimir Putin det russiske atomforsvar i forhøjet beredskab på grund af "aggressive udtalelser" fra Vesten.

- De, der forsøger at lægge hindringer i vejen for os i Ukraine, vil opleve konsekvenser, som de aldrig har set før i deres historie, sagde Putin dengang ifølge BBC.

Vendt mod Vesten

En dansk ekspert i russisk politik, postdoc Yevgeniy Golovchenko fra Københavns Universitet, mener dog ikke, at Ukraine og Vesten behøver frygte de gentagne, russiske trusler.

- Man skal ikke være særlig nervøs. Truslen vil ikke ændre noget for Ukraine, som stadig vil forsøge at lave en modoffensiv, siger han til TV 2.

Men han noterer sig, at truslen er rettet mod NATO.

- Den russiske specialoperation i Ukraine går ikke efter planen. Det kan være pinligt for Putin. Han undskylder det med, at Rusland ikke bare kæmper mod Ukraine, men mod hele NATO's krigsmaskine. Vi har nok set den mest direkte trussel fra Putin om at bruge atomvåben mod NATO indtil videre, siger han.

En af Vladimir Putins tidligere rådgivere, Sergej Markov, vurderer da også, at truslen mere er rettet mod Vesten end mod Ukraine:

- Rusland har ingen grund til at bruge atomvåben mod ukrainerne. Det er de vestlige lande, der kæmper mod den russiske hær, og bruger ukrainske soldater som deres slaver, siger Sergej Markov til BBC.

Forsvar af russisk territorium

Truslen om, at Rusland kan blive tvunget til at bruge atomvåben – enten taktiske atomvåben på slagmarken i Ukraine eller strategiske atomvåben mod NATO og Vesten – er blevet mere konkret med de planlagte folkeafstemninger i fire russiskbesatte regioner i Ukraine.

For når Rusland kan kalde de besatte, ukrainske regioner for "russisk territorium", ændrer det hele konfliktens natur, siger en af Vladimir Putins mest trofaste tilhængere, chefen for det russiske statsmedie RT, Margarita Simonyan.

Så kan Rusland nemlig besvare angreb på dem med atomvåben uden at overtræde de røde linjer, som Rusland hele tiden har henvist til. De røde linjer er, at Rusland aldrig vil bruge atomvåben, medmindre landets territorium er truet.

- I dag er der en afstemning. I morgen vil vi se anerkendelse som en del af Rusland. Og i overmorgen vil et angreb på russisk territorium betyde en total krig mellem Ukraine og NATO på den ene side og Rusland på den anden. Og det vil give Rusland fuldstændigt frie hænder, sagde Margarita Simonyan op til Vladimir Putins tale onsdag morgen.

- I denne uge står vi enten på tærsklen til vores endelige sejr eller på tærsklen til en atomkrig, lød hendes konklusion.

"Lad være"

I Vesten møder den russiske snak om atomvåben og atomkrig massiv fordømmelse.

I weekenden havde den amerikanske præsident, Joe Biden, denne kommentar til russernes trusler om brug af atomvåben:

- Lad være, lad være. Lad være, kommenterede han på tv-stationen CBS.

Han sagde også, at enhver brug af atomvåben ville ”ændre krigens ansigt mere end noget andet siden Anden Verdenskrig”.

- Russerne vil blive verdens paria i endnu højere grad, end de nogensinde har været, tilføjede præsidenten.

Efter Putins tale onsdag kalder EU de russiske trusler for "et meget farligt spil":

- Putin spiller højt spil med sine atomvåben. Han bruger sit atomarsenal som en del af sit trusselsbillede, og det er helt uacceptabelt, siger Peter Steno, der er talsmand for EU-Kommissionen.