Udland

New Yorks justitsminister sagsøger Trump for bedrageri

Trump mistænkes for flere tilfælde af bedrageri i forbindelse med sine selvangivelser fra 2011 til 2021.

New Yorks justitsminister, Letitia James, sagsøger den tidligere amerikanske præsident Donald Trump for bedrageri..

I anklageskriftet nævnes også Trump-organisationen og Donald Trumps tre børn, Donald Trump Junior, Eric og Ivanka. Trump mistænkes for flere tilfælde af bedrageri i forbindelse med sine selvangivelser fra 2011 til 2021. Herunder er det alle dele af Trumps forretning – både hans ejendomme og golfbaner, der er nævnt i anklageskriftet, skriver CNN.

Det nævnes også, at svindlen skulle være tilladt fra øverste instans i Trump-organisationen og dermed også af Donald Trump selv. Det skriver Reuters.

Trump og Trump-organisationen har ifølge anklageskriftet fået lån på favorable vilkår i banker ved "gentagende og insisterende" at bruge falske informationer, skriver Reuters. Disse informationer skulle de have brugt til at få forsikringer til at dække for højere lån.

Det bliver i anklageskriftet fremhævet, at Letitia James mener, at Donald Trump mere end 200 gange har løjet om værdisætninger af sine aktiver. Det skriver CNN.

Afviser anklager

Den tidligere republikanske præsident afviser alle anklager og kalder anklagerne fra Letitia James for "en politisk motiveret heksejagt".

Letitia James er demokrat.

Også Trump-organisationen har reageret på anklagerne, som den kalder "grundløse".

Trumps advokat Alina Habba svarede onsdag på anklagerne mod Donald Trump over for CNN, at det er politisk spil, der ligger bag:

- Søgsmålet handler hverken om fakta eller loven – det handler udelukkende om at fremme justitsministerens politiske dagsorden. Det er åbenlyst, at justitsministerens kontor har overskredet sine beføjelser ved at snage i transaktioner, hvor der overhovedet ikke er foregået nogen ulovligheder.

Lyn-analyse

Det er selvsagt for tidligt at komme med et seriøst bud på, hvad sigtelsen kommer til at betyde for Trumps politiske fremtid. Men lad os være ærlige: det er den del, som demokraterne (og nok også de fleste danskere) egentlig er mest interesseret i.

Sammenlignet med nogle af de andre undersøgelser, der er blevet søsat, vil konsekvenserne her primært ramme Trump på pengepungen, såfremt der falder en dom. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at en dom for bedrageri vil kunne blive en politisk møllesten for Trump frem mod et kommende primærvalg. Men umiddelbart vil jeg se det, før jeg tror det.

Det er ikke den eneste sag, Trump er en del af for tiden.

I august ransagede det amerikansk forbundspoliti, FBI, Donald Trumps kombinerede hjem og private country club Mar-a-Lago i Florida. Her fandt man en række hemmelige dokumenter, som kan bringe Trump i endnu et juridisk opgør.