Rusland invaderer Ukraine

Flere flyruter ud af Rusland er udsolgt - envejsbilletter koster 37.000 kroner

I nabolandet Finland er antallet af visumansøgninger fra kampdygtige russiske mænd steget, meddeler myndighederne.

Frygten for at blive sendt i krig i Ukraine spreder sig lige nu blandt russiske mænd i kampalderen.

Siden udmeldingen fra den russiske præsident, Vladimir Putin, om, at Rusland vil mobilisere 300.000 reservesoldater, er envejsbilletter ud af Rusland blevet revet væk. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Data fra Google Trends viser ifølge The Guardian, at antallet af søgninger efter Aviasales, der er Ruslands mest populære flysite, er strøget i vejret i kølvandet på Putins tale. Det samme er søgninger efter svar på, hvordan man forlader Rusland.

Men i øjeblikket er der hverken ledige flybilletter fra Moskva til Istanbul i Tyrkiet, Tbilisi i Georgien eller til Yerevan i Armenien, viser data fra Aviasales. Alle landene tillader, at russere kan komme ind uden et visum.

Der er dog fortsat billetter at få til Dubai, men den billigste envejsbillet koster lige nu omkring 37.000 kroner, skriver The Guardian.

Heller ikke i nabolandet Letland kan russere, der håber at undslippe militærtjeneste, søge tilflugt.

Den lettiske udenrigsminister oplyste nemlig tidligere i dag, at man ikke vil lade russere på flugt fra militærtjeneste komme ind i det baltiske land.

Inden for få timer er direkte fly fra Moskva til Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan og Kirgisistan stoppet med at dukke op ved søgninger på Aviasales.

Putin: Mobiliseringen starter i dag

Mobiliseringen gælder ifølge russerne dem, der har tidligere militærerfaring, mens værnepligtige og studerende ikke vil blive indkaldt. Dem, som bliver indkaldt, vil modtage militærtræning, inden de bliver udsendt.

Præsident Vladimir Putin forklarer mobiliseringen med, at Vesten er ude på at ødelægge Rusland.

- Vi taler om at forsvare russisk territorium. Vesten er ude på at ødelægge Rusland og bruger Ukraine som kanonføde, sagde Putin i sin tale.

- Den russiske mobilisering begynder i dag, tilføjede præsidenten.

Vil rejse ind i Finland

I Finland oplyser myndighederne ifølge det finske medie HS, at man har set en markant stigning i antallet af russiske mænd i den "kampdygtige alder", der forsøger at komme ind i landet.

Også antallet af visumansøgninger er steget, oplyser Jussi Tanner fra det finske udenrigsministerium, der slår fast, at selvom nogle kan mene, at man skal give russerne lov til at komme ind i landet uden videre, kan man ikke afvige fra lovgivningen.

Derfor skal russerne søge – og få – et visum, før de lovligt kan rejse ind i Finland.