Rusland invaderer Ukraine

Putins filosof: - Vi er på kanten af Tredje Verdenskrig

Alexander Dugin er en af de russiske intellektuelle, som inspirerer Putin. Hans første indlæg, efter datteren døde af en bilbombe, er dyster læsning.

Han har god grund til at være rasende.

Det er ikke engang en måned siden, at Alexander Dugin så sin datter blive dræbt af en bilbombe uden for Moskva.

Om det kommer til brug af atomvåben, er et åbent spørgsmål

Alexander Dugin, filosof

Og nu er den besættelse af Ukraine, som far og datter gik så helhjertet ind for, ramt af alvorlige tilbageslag.

Men ingen af delene har lukket munden på Alexander Dugin, der er en af de intellektuelle, som siges at inspirere Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Han har netop offentliggjort sine seneste tanker om konflikten i Ukraine.

Og Alexander Dugin forudser, at konflikten fører til Tredje Verdenskrig.

Til daglig er han professor i filosofi på universitetet i Moskva, og allerede i 2016 blev han beskrevet som Putins hjerne, Putins filosof og Putins Rasputin, fordi hans ideer om Ruslands plads i verden er blevet overtaget af den russiske præsident.

Muligheden for ragnarok

Nu har Alexander Dugin så skrevet et essay, der netop er blevet bragt på den højrepopulistiske tv-kanal Tsargrad TV's hjemmeside.

Teksten giver et indblik i, hvordan nogle et de mennesker, som forsøger at påvirke Vladimir Putin, tænker.

- Vi er på kanten af Tredje Verdenskrig, og det er Vesten, som er besatte af at skubbe os derhen. Dette er ikke længere en frygt eller en forudanelse. Det er et faktum. Rusland er i krig med det kollektive Vesten, skriver Alexander Dugin i sit essay, der også lufter muligheden for en atomkrig.

- Om det kommer til brug af atomvåben er et åbent spørgsmål, men sandsynligheden for et nukleart ragnarok stiger hver dag, lyder det fra Alexander Dugin.

Ukraines succes

Hans seneste udgivelse kommer efter betydelige ukrainske sejre i konflikten med Rusland.

Og Alexander Dugin anerkender, at Ukraines hær på det seneste har haft succes på slagmarken.

- Den modoffensiv, som Ukraines væbnede styrker foretog i Kharkiv-regionen, var et direkte slag mod Rusland. Alle ved, at offensiven var organiseret, forberedt og foretaget med udstyr fra USA's og NATO's militær, og at den fandt sted med deres vejledning, skriver han og beskylder USA og NATO for at sende lejesoldater og militærinstruktører til Ukraine.

- I Vestens øjne er dette begyndelsen til enden for os. Fordi vi har slækket på forsvaret i Kharkiv-regionen, kan vi påføres yderligere nederlag. Dette er ikke nogen lille succes for Kyivs modoffensiv, og det er den første konkrete succes for NATO-styrkernes Drang nach Osten, skriver Alexander Dugin.

Udtrykket Drang nach Osten blev blandt andet anvendt af Nazityskland, da Hitler forsøgte at udvide sit rige ved at angribe Sovjetunionen.

I 1941 ønskede vi heller ikke krig med Nazityskland

Alexander Dugin, filosof

Alexander Dugin sammenligner da også den nuværende situation i Ukraine med Hitlers overfald på Sovjetunionen i 1941.

- Det er værd helt koldt at indrømme, at Vesten har erklæret krig mod os, og at de allerede udkæmper den. Vi valgte ikke denne krig, og vi ønskede den ikke. I 1941 ønskede vi heller ikke krig med Nazityskland, og vi nægtede at tro på det, helt indtil at det skete, skriver han.

Filosoffen kommer dog ikke nærmere ind på, hvordan Vladimir Putins overfald på Ukraine 24. februar 2022 kan tolkes som et angreb på Rusland.

- Vi er nu i krig mod vores vilje, og dette gælder alle indbyggere i Rusland. Vi har nu alle sammen våben fra fjendtlige terrorister, snigskytter og sabotører rettet mod os, skriver han.

Det uomstødelige

Og ifølge Alexander Dugin er det nu umuligt at slutte fred.

- Det er umuligt at vende tilbage til omstændighederne fra før 24. februar 2022. Hvad der skete er uomstødeligt, og vi kan ikke give indrømmelser eller gå på kompromis. Fjenden vil kun acceptere vores fuldstændige overgivelse, slavegørelse, opsplitning og besættelse, så vi har ikke noget valg, skriver han.

Ifølge Alexander Dugin vil det være en katastrofe, hvis såkaldte vestlige værdier får lov til at påvirke russerne yderligere.

- Vestens værdier: LGBT, lovliggørelsen af perversioner, narkotika, sammensmeltningen af menneske og maskine, total opblanding gennem ukontrolleret migration. Alt det hænger uløseligt sammen med Vestens overherredømme og unipolære system, skriver han.

Faktisk er det Vestens værdier og sekulære samfund, som ifølge filosoffen har ført til konfrontationen.

- Rusland er i krigstilstand. Vi kæmper mod en antireligiøs civilisation, som er imod Gud, og som forkaster selve grundlaget for de spirituelle og moralske værdier: Gud, kirken, familien, kønnet, mennesket, skriver Alexander Dugin.

Han mener ikke, at Vesten længere har nogen værdighed, moral eller evne til at holde vigtige traditioner i hævd.

- Det moderne Vesten har afskaffet dette og erstattet det med virtual reality, ekstrem individualisme, kønnets ødelæggelse, universel overvågning, en totalitær cancel culture og et post-sandhedssamfund, skriver han i sit essay.

Antikrist

Værst står det ifølge Alexander Dugin til i Ukraine.

- Åben satanisme og direkte racisme trives i Ukraine, og Vestens støtte er åbenlys. Vi har her at gøre med, hvad de lærde ortodokse kalder "Antikrists civilisation". Derfor er det Ruslands rolle at forene troende fra forskellige trosretninger i dette afgørende slag, skriver han.

Siden Ruslands overfald på Ukraine har der været tiltagende debat i Rusland om, hvorvidt styret i Moskva skal begynde at indkalde værnepligtige til at kæmpe i krigen.

Kræfter på den russiske højrefløj mener, at det er en god idé, mens andre frygter, at tvangsudskrivning af værnepligtige soldater vil gøre krigen upopulær i befolkningen.

Vesten viser, at de har intentioner om at indlede en udryddelseskrig mod os

Alexander Dugin, filosof

Alexander Dugin lader også til at være bange for, at det vil være upopulært at sende værnepligtige i krig.

- Mobilisering er uundgåeligt. Krig drejer sig om alle. Men mobilisering betyder ikke, at værnepligtige tvinges til fronten. Dette kan undgås, for eksempel ved en bevægelse bestående af frivillige, skriver han.

Han tilføjer, at det russiske folk består af helte, og at de nok skal vinde, selvom sejren kommer til at have en pris.

- Det er kun folkeslag, der er klar til at gennemstå svære tider, som vinder i ægte storkrige, skriver han.

Næste træk

Og så understreger Alexander Dugin, at Rusland ikke står alene.

Han fremhæver, at Rusland har allierede i Nordkorea, Syrien, Iran, Den Centralafrikanske Republik, Mali, Serbien og Kina.

Det er blandt andet dem, han vil forene mod Vesten.

- Vesten viser, at de har intentioner om at indlede en udryddelseskrig mod os – en Tredje Verdenskrig, skriver han og tilføjer, at den seneste måneds begivenheder ved fronten kun er begyndelsen.

- Fjendens offensiv ved Kharkiv er præcis det: begyndelsen på Vestens totale krig mod os, skriver han.

Derfor er det ifølge Alexander Dugin vigtigt, at Rusland slår hårdt igen og gør det hurtigt.

- Du bør ikke vente, til fjenden har ødelagt dit hus og dræbt din ægtefælle, søn eller datter. På et tidspunkt vil det være for sent, skriver han.

Hvem der dræbte Alexander Dugins datter, vides i skrivende stund ikke med sikkerhed.

Ifølge de russiske myndigheder placerede en ukrainsk agent bomben, men det benægter ukrainerne.