Rusland invaderer Ukraine

Nye satellitbilleder viser gravplads ved Izjum efter russisk tilbagetrækning

Man skal være varsom med at kalde det massegrave, mener TV 2-korrespondent.

Ukrainske myndigheder har de seneste to dage gravet flere lig op ved den gravplads, man har opdaget ved den befriede by Izjum i Ukraine.

Og nu viser nye satellitbilleder fra teknologivirksomheden Maxar Technologies indgangen til det, som kaldes "skovkirkegården" i den nordøstlige by, som har været besat af russerne siden de indledende faser af invasionen.

Første billede er taget i marts, mens det andet er fra august. De viser, at der er kommet flere grave til i den mellemliggende periode.

.
.

Varsom med at kalde det massegrav

Siden fundet af gravpladsen i Izjum har der været flere meldinger om skæbnerne bag ligene ved gravpladsen, som Ukraine kalder en russisk massegrav. Fredag lød det, at der indtil videre er fundet mindst 440 grave i Izjum.

Ifølge myndighederne har samtlige af de lig, man har gravet op, vist tegn på en voldelig død, fordi de har et reb om halsen eller har hænderne bundet på ryggen.

TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt er i Odesa og følger historien. Umiddelbart kan gravpladsen i Izjum ligne en massegrav, men han understreger, at man skal være varsom med at benytte den betegnelse.

- Vi ved, at det er udtalelser, der kommer fra ukrainerne, der har en stor interesse i at udstille russerne overfor os alle sammen som nogle forfærdelige mennesker, lyder det fra korrespondenten.

- Når det er sagt, har vi set eksempler på krigsforbrydelser, blandt andet i Butja, hvor civile var blevet skudt i ryggen.

Han peger på, at der på nogle af gravene ved Izjum er sat trækors og skrevet et navn.

- Der er ikke blevet gravet et hul, hvor 400 lig er kastet i, siger Rasmus Tantholdt.

FN har sendt et hold efterforskere afsted, der skal undersøge ligene.

Politiet i Kharkiv mener desuden at have fundet ti steder, hvor der er udført tortur under russisk besættelse – seks af dem er i Izjum.

Aggressiv adfærd fra russernes side

Russerne kontrollerede indtil september Izjum, men Ukraine har hen over den seneste uge haft held med at generobre omkring 6000 kvadratkilometer besat territorie og flere strategisk vigtige byer.

Tidligere på ugen talte TV 2 med Serhey Haidai, guvernør i Luhansk-regionen, der grænser op til Kharkiv, hvor Izjum ligger.

Han fortalte om meget aggressiv adfærd fra de russiske soldaters side, hvor russerne har slået aktivister ihjel og tortureret pro-ukrainske personer.

Den slags beretninger vækker minder om tilbagetrækningen fra Kyiv-området sidst i marts, hvor grufulde billeder af civile, der for eksempel var blevet skudt i ryggen, mens de cyklede, dukkede op fra Butja.

Og af den årsag mener Rasmus Tantholdt, at det er svært at være i tvivl om, hvad ukrainerne har opdaget i Izjum:

- Med det, vi ved, der er sket i Butja, tror jeg ikke, at nogen vil blive overrasket over, at der skulle være tale om en massegrav.

Det russiskudpegede viceoverhoved i Kherson, Kirill Stremousov, kalder det løgn og iscenesættelse.

- Vi har allerede hørt alle disse historier om Butja og Irpen. Zelenskyj (Ukraines præsident, red.) har opført sig som alle nazistiske aktivister: De skyder og dræber folk og viser det så til udenlandske medier, sagde han til det russiske statsmedie Tass.