Rusland invaderer Ukraine

Rusland viser video af spektakulært luftangreb – men der er bare en fejl

Forsvarsministeriet i Rusland ville vise et angreb med landets mest avancerede kamphelikoptere i Ukraine. Men det er nu afsløret som et fupnummer.

Det er imponerende billeder.

Faktisk kunne det godt ligne en scene fra Hollywood-filmen 'Fire Birds' – en film, der er ligesom 'Top Gun', bare med kamphelikoptere i stedet for jagerfly og Nicolas Cage i hovedrollen i stedet for Tom Cruise.

Besætningen affyrede et guidet missil fra en afstand på otte kilometer

Daniil, oberstløjtnant, Rusland

Men den film, som Ruslands Forsvarsministerium udgav på sine sociale medier onsdag, er ikke instrueret i Hollywood.

Ifølge ministeriet er den fuldstændig autentisk og viser et dødbringende angreb på ukrainske specialstyrker, der ifølge russerne var i færd med at sejle over floden Dnieper ganske nær atomkraftværket Zaporizjzja.

- Billeder af ødelæggelsen af de amfibiske angrebsstyrker fra Ukraines væbnede styrker i området nær atomkraftværket Zaporizjzja, skrev det russiske forsvarsministerium, da videoen blev offentliggjort på Telegram.

Den oprindelige video er flere minutter lang – men herunder kan du se et kortere sammenklip.

Billederne er offentliggjort af Ruslands Forsvarsministerium. Video: Peter Møller

Det spektakulære våben

Og så gjorde ministeriet klart, at ukrainerne var blevet udslettet af et af Ruslands fornemste våben.

Nemlig kamphelikoptere af typen Ka-52 med tilnavnet Alligator.

Nu skal man nok være lidt af en nørd for at vide, hvad en Ka-52 Alligator er for en størrelse, men inden Ruslands overfald på Ukraine var der flere våbeneksperter, der fremhævede den flyvende Alligator som verdens måske bedste kamphelikopter.

Helikopterens Vikhr-missiler kan trænge gennem ti centimeter tykke stålplader.

- Med hjælp fra Vikhr-missiler ødelagde besætningerne på Ka-52 helikoptere en pram med soldater fra Ukraines specialstyrker, der forsøgte at krydse Dnieper, skrev forsvarsministeriet, som gav æren for den vellykkede mission til en oberstjøjtnant ved navn Daniil.

Angrebet

Oberstløjtnanten optræder i en separat video på ministeriets Telegram-kanal, hvor han fortæller, at de ukrainske styrker formentlig havde til opgave at erobre atomkraftværket, da de blev opdaget.

Tilsyneladende foregik den risikable ukrainske operation i fuldt dagslys uden dækning fra fly eller landstyrker, da russerne opdagede dem.

- Besætningen affyrede et guidet missil fra en afstand på otte kilometer, siger oberstløjtnanten i videoen.

Ifølge forsvarsministeriets opslag anvendte oberstløjtnantens enhed et specielt overvågningssystem, da de opdagede prammen med ukrainske soldater 15 kilometer væk. Helikopterne affyrede to missiler og gav prammen et skud for boven.

Målet

På videoen ses det tydeligt, at helikopternes sigtekorn er koncentreret på en hvid firkant, der godt kunne ligne et landgangsfartøj.

Efter angrebet fortsatte de avancerede helikoptere med at beskytte atomkraftværket, oplyser ministeriet.

Og så kunne historien være sluttet der.

Men det gør den ikke.

Videoen af helikopterangrebet er nemlig blevet gransket af folk med kendskab til lokalområdet, og de syntes, at den hvide firkant i sigtekornet så bekendt ud.

Og snart kunne en ukrainsk mand ved navn Pavlo fortælle sine følgere på Twitter præcis, hvor videoen var optaget.

- Her siger racisterne, at de har ødelagt en pram med en landgangsstyrke. Men det er i virkeligheden den bærende struktur til en bro nær Kamianka-Dniprovsk. Kun fuglene fik deres reder ødelagt, skrev han fra sin Twitterkonto, ua_industrial, hvor han også offentliggjorde betonklodsens koordinater.

Og sammenligner man billedet fra helikopterens skærm med billeder af den gamle betonklods, er der da også tydelig lighed.

Så det, russerne sagde var en ukrainsk pram, var altså i virkeligheden er en stor betonklods – den står cirka 14 kilometer fra atomkraftværket og kan ses på Google Earth.

Afnazificeringen

I sin tid bar klodsen en jernbanebro over floden.

Klodsen blev støbt af nazisterne i 1943 efter Hitlers invasion af Sovjetunionen, og den var det eneste som blev stående, da tyskerne sprængte broen i luften i 1944, fordi de blev trængt tilbage.

Om russerne angreb klodsen som led i den afnazificering af landet, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at han er i gang med, vides ikke.

Men historien går sin sejrsgang blandt hos dem, der støtter Ukraine i krigen.

Blandt andet deler det ukrainske parlamentsmedlem Inna Sovsun historien på Twitter.

- Russerne hævder, at de har ødelagt en pram med ukrainske soldater nær atomkraftværket Zaporizjzja, Det er sjovt, for i videoen de har offentliggjort er det ikke en pram, men en pille til en bro, nazisterne forsøgte at bygge i 1943 under den tyske besættelse af Ukraine, skriver hun.

Russisk sarkasme

Afsløringen af, at forsvarsministeriets video er fake news, har medført reaktioner blandt de russere, som ellers støtter krigen.

For eksempel skriver Telegram-kanalen Grey Zone, der har tætte forbindelse til de russiske lejesoldater i Wagner Gruppen, at det tilsyneladende lykkedes at afnazificere den gamle bro.

Kanalen kommer også med en sarkastisk kommentar til de russiske myndigheder.

- Det er muligt, at de måger, som letter fra den monumentale betonkonstruktion i videoen, faktisk er skabt i et biologisk laboratorium til at udføre sabotage, skriver Grey Zone til sine 311.000 følgere.

De russiske myndigheder har flere gange tidligere påstået, at Ukraine driver laboratorier til biologisk krigsførelse – dog uden at fremlægge nogen beviser for påstanden – og kommentaren om mågerne er formentlig en henvisning til det.

Hos Telegram-kanalen Rosich, der også drives af personer med tilknytning til Ruslands militær, nøjes man med at offentliggøre en gif-fil af en mand, der tager sig til hovedet.