Dronning Elizabeth er død

Børnebørn og briter i tårer foran kiste

Dronning Elizabeths kiste blev onsdag ført gennem London fra Buckingham Palace til Westminster Hall.

Briter kan de kommende dage sige farvel til deres dronning gennem 70 år.

Det sker, efter at kisten med den afdøde dronning Elizabeth onsdag blev fragtet fra Buckingham Palace til Westminster Hall i et optog.

Kisten står indtil mandag morgen tilgængelig for offentligheden i Westminster Hall. Her kan de vise deres respekt og sørge over deres monark.

Allerede nu har mange mennesker bevæget sig ind i kirken for at sige farvel. Og flere havde røde øjne.

Også prins Harry sørgede onsdag over sin afdøde farmor. Han lod sig bevæge ved gudstjenesten, der afsluttede optoget gennem London.

Optog gennem London

Forud for ceremonien i Westminster Hall gik den nærmeste familie bag en kanonvogn, der fragtede kisten gennem London fra Buckingham Palace.

Vognen og resten af optoget bevægede sig ad The Mall hen til Horse Guard Parade og over pladsen, hvorefter den fragtede kisten gennem passagen til Whitehall. Til sidst endte optoget ved Westminster Hall.

Efter kanonvognen fulgte en procession, hvor kong Charles gik forrest sammen med sine søskende, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

Kong Charles' to sønner, prins William og prins Harry, fulgte ligeledes kisten.

Dronningegemalinden og prins Williams hustru, Kate, fulgte efter optoget i bil. Det samme gjorde prins Harrys hustru, Meghan, og prins Edwards hustru, Sophie.

En anderledes skovtur i Hyde Park

TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz, der befandt sig i Hyde Park i London under onsdagens optog, beretter, at parken var fyldt med, hvad der umiddelbart kunne ligne familier på hyggelige skovture. Her har fire storskærme dagen igennem vist optoget med kisten til de mange fremmødte.

Men det var langt fra virkeligheden.

- Folk havde alvorstunge ansigter og var superkoncentrerede og sad bare og stirrede uden at sige et ord til hinanden, fortæller Jesper Steinmetz.

Han fortæller videre, at da de første billeder af kisten kom op på skærmene, tog flere par om hinanden meget tæt og kyssede hinanden.

Kilometerlang kø

Køen til kisten var på et tidspunkt 11 kilometer lang, og den forventes at blive endnu længere. Det skriver Independent.

Man kan fra den engelske regerings side ikke sætte et præcist tal på, hvor mange der vil besøge kisten, men man forventer, at op mod 750.000 mennesker kommer forbi kisten for at sige farvel.

Kisten vil stå i Westminster Hall fra onsdag klokken 18.00 til mandag klokken 06.30.