Kritikken af Putin tager til – 18 russiske politikere kræver hans afgang

Kritikken af præsidenten og krigen i Ukraine begynder nu at rejse sig blandt russiske lokalpolitikere og i medierne.

I takt med at de russiske styrker taber terræn i det østlige Ukraine, stiger presset på præsident Vladimir Putin internt i Rusland.

CNN skriver, at 18 ledere af kommunedistrikter i Moskva, Sankt Petersborg og Kolpino har underskrevet en erklæring om, at Putin bør træde tilbage som præsident.

Mandag postede Ksenia Thorstrom, leder af Semenovsky-distriktet i Sankt Petersborg, et billede af underskriftsindsamlingen på det sociale medie Twitter.

I erklæringen står der blandt andet, at Putins handlinger er "skadelige for Ruslands og dets borgeres fremtid".

Ligeledes skriver byrådet i Moskvas Lomonosovsky-distrikt, at Putins politik er "håbløst forældet og forhindrer udviklingen af Rusland og dets menneskelige potentiale".

I sidste uge opfordrede medlemmer af Smolninskoye-distriktet i Sankt Petersborg til, at det russiske parlament, Dumaen, anklagede Putin for forræderi. Flere af disse medlemmer er nu selv blevet anklaget for at miskreditere den russiske hær, skriver den lokale embedsmand Nikita Yuferev på Twitter.

Tegner et dystert billede

Det er ikke kun blandt russiske politikere, at utilfredsheden med Putin begynder at manifestere sig. Også i de russiske medier ulmer kritikken af Putin og krigen i Ukraine.

Søndag udviklede et politisk talkshow på russisk tv sig uventet, da en af deltagerne, tidligere medlem af Dumaen Boris Nadezhdin, langede ud efter præsident Putin og hans rådgivere.

- De mennesker, som overbeviste præsident Putin om, at den militære specialoperation ville blive hurtig og effektiv, at vi ikke ville ramme civilbefolkningen, og at nationalgarden sammen med de tjetjenske styrker ville få orden på tingene, de mennesker snød virkelig os alle sammen, lød det blandt andet fra Boris Nadezhdin.

Den tidligere toppolitiker fortsatte med at tegne et dystert billede af Ruslands chancer for at trække sig sejrrigt ud af krigen i Ukraine.

- Vi er nu kommet til et punkt, hvor det er nødvendigt at forstå, at det er fuldstændig umuligt at slå Ukraine med de ressourcer og de kolonikrigsmetoder, som Rusland benytter til at udkæmpe krigen – altså kontraktansatte soldater, lejesoldater og ingen generel mobilisering, sagde han.

Sprækker af kritik

Også på russisk stats-tv, der ellers har for vane at rapportere, at alt går efter planen med Putins såkaldte militære specialoperation i Ukraine, rejser der sig nu kritiske røster, fortæller TV 2s korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt:

- Der begynder så småt at komme små sprækker af kritik af, hvad der foregår på slagmarken i Ukraine. Endnu værre ser det ud på de sociale medier, og den sfære er ret stor i Rusland. Mange russere får deres nyheder fra det sociale medie Telegram, og her kritiserer mange russiske militærbloggere det russiske forsvarsministeriums måde at håndtere den såkaldte tilbagetrækning på.

Kritikken kommer i kølvandet på den seneste tids udvikling på slagmarken i Ukraine, hvor de ukrainske styrker har momentum og presser russerne i både den sydlige og nordøstlige del af landet.

I Kharkiv-regionen har de ukrainske styrker de seneste dage generobret flere byer. Ifølge efterretninger i det amerikanske militær er Ruslands hær i gang med en betydelig tilbagetrækning. Flere russiske styrker i området har angiveligt forladt Ukraine.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, hævder, at Ukraine har generobret 6000 kvadratkilometer.

Historisk modoffensiv

Den ukrainske modoffensiv er intet mindre end historisk, vurderer senioranalytiker ved Tænketanken Europa Jacob Kaarsbo.

- For en måned siden sagde den ukrainske forsvarsminister, at man ville erobre Kherson i Sydukraine. Det fik russerne til at flytte en masse styrker fra Kharkiv-regionen sydpå. Det er netop de styrker, de har manglet for at kunne lave et ordentligt forsvar i Kharkiv. Det er baggrunden for den her offensiv, fortæller Jacob Kaarsbo.

Han tvivler på, at russerne nu kan finde nye forsvarslinjer i Ukraine, som de er i stand til at holde.

- Der er ikke noget i den her mere end et halvt år lange krig, der har indikeret, at russerne har været gode til at tilpasse sig. Hvis de skulle finde proppen til det badekar, hvor vandet lige nu fosser ud, så gælder det om at trække sig tilbage til realistiske linjer, som de kan forsvare, lyder det fra militæranalytikeren.