Kritik af Ruslands militær på direkte tv: - De har set for mange actionfilm
De russiske tilbagetog i Ukraine bliver diskuteret heftigt på nationalt tv i Rusland. Nu bruger kommentatorerne ordet "nederlag".
De russere, der havde tændt for den landsdækkende statslige tv-kanal Rossiya 1 mandag aften, fik mulighed for at høre nogle ord, der ellers ikke plejer at være en del af den statslige propaganda.
I debatprogrammet 'Aften med Vladimir Solovjov' diskuterede deltagerne situationen i Ukraine efter de seneste dages ukrainske modangreb, da snakken tog en uventet drejning.
Først satte filminstruktøren Karen Shakhnazarov, der er en af de få russere, som modtager personlige lykønskninger fra Vladimir Putin på sin fødselsdag, ord på situationen.
- Vi er nødt til at indrømme, at vi led nederlag i Kharkiv-området. Vi er nødt til at indrømme det, sagde han og tilføjede:
- Et nederlag kan bruges til noget, hvis man indrømmer det og lærer af det. Hvis man ikke indrømmer det, lider man et nyt og måske meget større nederlag.
Sortsyn
Det var tydeligt, at filminstruktøren ikke så lyst på begivenhederne i Ukraine gennem sine mørke briller.
- Det er virkelig en svær situation. Vi er nødt til at indse, at vi kæmper mod en virkelig stærk fjende, sagde han.
I politiske talkshows på russisk tv er gruppen af deltagere ofte sat sådan sammen, at en enkelt gæst kommer med et synspunkt, der i første omgang ser ud til at være i Ukraines favør, hvorefter han bliver overbevist om det modsatte af de øvrige deltagere.
Men det skete ikke her.
I stedet fik han støtte fra programmets politiske analytiker, Sergej Mikheev.
Tidligere i mandagens program havde han kritiseret de russiske militærbloggere, som skriver om tilbagetog og nederlag på det sociale medie Telegram, men nu langede han også ud efter militærets sprogbrug.
- Situationen i Kharkiv er helt tydeligt et alvorligt tilbageslag. Kald det en "omgruppering", eller hvad I nu vil, sagde han og tilføjede:
- Hvis det er en "omgruppering" til Donetsk-området, så vis os noget succes i Donetsk-området. Vis det!
Dernæst gik han over til at skælde ud på den militære ledelse.
- Hvad, der er endnu mere smertefuldt, er, at folk har snakket om, at Ukraines hær planlagde en modoffensiv i månedsvis. Alle har talt om det, sagde han.
Fejlslagen politik
Ifølge Sergej Mikheev fejlede den russiske hær, fordi alle de reformer, som er blevet iværksat siden 2007, ikke har virket, som de skulle.
- Vi så for mange amerikanske film om specialstyrker og besluttede os for, at specialstyrker kunne løse ethvert problem. Men specialstyrker løser specifikke problemer, sagde han.
Ifølge Sergej Mikheev er de amerikanske film åbenbart årsag til mange af Ruslands dårligdomme.
- Jeg har det indtryk, at mange ting i vores land er resultatet af, at der konstant er blevet set actionfilm fra Hollywood. Specialstyrker her og der og alle vegne, sagde han.
Sergej Mikheev tilføjede, at det er dygtige, almindelige soldater, Rusland åbenbart mangler.
- I en almindelig krig er der ikke brug for specialstyrker. Specialstyrker indtager ikke byer. Specialstyrker holder ikke frontlinjen, sagde han.
Analytikeren gik dog ikke så langt som til at kritisere Vladimir Putin eller den nuværende forsvarsminister, Sergej Shoigu.
Han nøjedes med at placere ansvaret hos landets tidligere forsvarsminister Anatoly Serdyukov, der trådte tilbage i 2012 – altså for ti år siden.
Du kan se en del af debatprogrammet med engelske undertekster i tweetet herunder.
Atomvåbnene
Under mandagens udsendelse luftede analytikeren endda sin frygt for, at "den tidligere forsvarsminister" har gjort Ruslands hær så svag, at landet risikerer at blive invaderet af fremmede magter.
- Nu forestiller jeg mig lige noget: Rusland bliver angrebet med konventionelle våben fra flere retninger på en gang. Fra fire eller fem retninger. Fra Kaliningrad til Fjernøsten. Kan vi klare det? spurgte han.
Og så tilføjede Sergej Mikheev, at Ruslands enorme atomarsenal ikke nødvendigvis er nok til at holde fjenderne ude.
- Ja, vi har atomvåben, og det er utvivlsomt en vigtig ting at have. De gør, at vi beslutsomt kan eliminere fjenden, hvis vi bliver angrebet med atomvåben, sagde han og tilføjede, at der jo også kan opstå en anden situation end et atomangreb.
- Ukraine viser os, at der kan udspille sig en situation, hvor det bliver umuligt at bruge atomvåben, og hvordan vil de så bruge deres lille kompakte hær ved fire eller fem fronter på en gang, sagde han.
I løbet af de seneste måneder har der jævnligt været debat om, hvorvidt styret i Moskva skal indkalde værnepligtige til krigen i Ukraine.
Sergej Mikheev sagde det ikke direkte – men forslog i stedet en omstrukturering af hele Ruslands militær.
- Det er nødvendigt at genoverveje Ruslands militære organisation fuldstændigt, sagde han.
Om Vladimir Putin lytter til ham, har vi endnu til gode at se.