Rusland invaderer Ukraine

Sejren i Kharkiv-regionen er kun første del af en snedig militær plan

Det russiske forsvarsministerium kaldte det en ”organiseret tilbagetrækning” eller ”strategisk tilpasning”, men det var reelt panik før lukketid.

I weekenden udspillede der sig historie på de ukrainske slagmarker.

På fire dage har Ukraine tilbageerobret næsten hele Kharkiv-regionen i den østlige del af landet.

Den seneste melding fra ukrainerne er, at der er tale om 6000 kvadratkilometer af tilbageerobret territorium. Uafhængige analytikere mener, at der er tale om endnu mere.

Krigshistorikere drager allerede nu paralleller til de mest succesfulde offensiver under Anden Verdenskrig eller Yom Kippur-krigen i 1973 mellem Israel og en egyptisk-syrisk alliance.

Den urainske offensiv fik de russiske invasionsstyrker til at flygte over hals og hoved. Det russiske forsvarsministerium kaldte det en ”organiseret tilbagetrækning” eller ”strategisk tilpasning”, men det var reelt panik før lukketid.

Det vidner de enorme mængder efterladt materiel om. Blandt andet er nogle af de mest avancerede russiske kampvogne efterladt i fin stand og lige til at tage i brug for ukrainerne. Med vanlig sans for galgenhumor kaldte Ukraines forsvarsstab søndag Rusland for ”Ukraines største våbendonor”.

Snedig plan bag offensiv

Offensiven i Kharkiv stjal rampelyset helt fra offensiven i Kherson i det sydlige Ukraine. Det fik blandt andet det britiske dagblad The Guardian til at kalde Kherson-offensiven for ”en finte”. Flere har kommenteret, at Kherson-offensiven helt er gået i stå. Ingen af delene er rigtige. Kherson var ikke en finte, og den er heller ikke gået i stå.

Både Kharkiv og Kherson spiller centrale roller i ukrainernes godt udtænkte plan. Som læsere af disse analyser vil vide, har jeg flere gange peget på, at forsvarsminister Reznikov allerede i de sidste dage af juli var ude at proklamere, at Ukraine ville tilbageerobre storbyen Kherson inden udgangen af august.

Sådan er det som bekendt ikke gået, men det var givetvis heller ikke meningen. Reznikovs udtalelse fik russerne til at overføre et stort antal styrker fra netop Kharkiv for at styrke forsvaret af Kherson. Det betød to ting. For det første betød det, at Rusland manglede styrker til at forsvare frontlinjen i Kharkiv og stod tyndt i området. Det gjorde de seneste dages lynoffensiv gennem Kharkiv mulig.

For det andet lokkede udtalelsen en stor russisk styrke nord for Dnepr-floden i Kherson, hvor Ukraine kan afskære deres forsyningslinjer, som jeg blandt andet beskrev i analysen 2. september. Her fortsætter den tålmodige ukrainske offensiv.

Intet tyder på, Rusland kan føre tilstrækkelige forsyninger over Dnepr, og nu melder Ukraines sydlige kommando, at en række russiske enheder forhandler om overgivelse. Andre enheder har de seneste dage trukket sig mod syd tæt på floden.

Det fulde omfang af de aktuelle russiske problemer i Kherson står endnu ikke klart. Billedet er dog, at den russiske position nord for floden er helt uholdbar. Det er derfor ikke et spørgsmål, om Rusland mister kontrollen, men hvornår de mister kontrollen. Det er et spørgsmål om dage eller højst uger.

Hvor store er de russiske nederlag?

Det præcise omfang af de russiske tab står endnu ikke klart, men både de materielle og mandskabsmæssige tab er voldsomme. Fra tirsdag til torsdag i sidste uge meldte Ukraines forsvar om 500-600 faldne russiske soldater om dagen.

Disse tal er sandsynligvis i overkanten, men givetvis ikke mere end omtrent 20 procent. Dette var inden lynoffensiven, der gik fra fredag til søndag. Så mindst 2000 dræbte på en uge er nok ikke helt ved siden af.

Derudover har vi endnu ikke fået tal for antallet af krigsfanger. Byen Iziyum var Ruslands vigtigste garnisonsby ved fronten i det nordlige Donbas og husede over 10.000 russiske soldater. Da den blev omringet lørdag formiddag, var mange flygtet over hals og hoved. Der var sandsynligvis også et højt antal krigsfanger.

Som nævnt kender vi endnu ikke udkommet af Kherson, men alt tyder på, at styrken på 20-25.000 soldater står i en desperat forsyningssituation, og vi ved, at en del af dem forhandler om overgivelse.

Uanset hvordan de forhandlinger ender, vil kæmpende styrker ikke kunne vinde. Det bedste, russerne kan håbe på, er, at de kan trække en del tilbage over Dnepr-floden med pramme i ly af natten.

Offensiverne stopper sandsynligvis ikke her

Det er overvældende russiske nederlag, der tegner sig. For Rusland drejer det sig nu om at få stoppet blødningen og få etableret nye forsvarslinjer.

Det er en disciplin, de indtil videre har været dårlige til. Det har hidtil virket utænkeligt for russerne, at de skulle blive presset tilbage fra deres erobringer. Vi har derfor endnu til gode at se dem etablere sekundære forsvarslinjer.

Jeg vil være varsom med at sige, at Ukraine har planlagt meget længere end de to offensiver. Det er også svært at sige, om de har tilstrækkelige offensive kræfter til at fortsætte.

Logikken ville sige, at det har de ikke, men omvendt har de en interesse i, at udnytte panikken på den russiske side. Det kunne for eksempel være at fortsætte offensiven i Luhansk-regionen, hvor Rusland efter alt at dømme ikke har et organiseret forsvar.

Trods de overvældende ukrainske sejre og ditto nederlag for russerne er det ikke sandsynligt, at dette bliver enden på krigen. Rusland har stadig stor militær kapacitet indsat i Ukraine.

Problemet nu – som tidligere i krigen – har været, at de overvurderer egne kræfter og gaber over for stor en opgave. Det så vi allerede ved invasionen og siden april forsøget på at vinde mere territorium ud fra en 1300 kilometer lang frontlinje.

Hvis Rusland ikke straks skærer opgaven til og lægger al tyngde i at sikre Krim, Melitopol, Mariupol og Donetsk, er det dog min vurdering, at dette markerer begyndelsen på enden. Hvis de ikke gør det, vil Rusland stå til endnu flere markante nederlag dette efterår.

Og så har vi ikke engang været inde på omfanget af uro bag Kremls tykke mure. Der går det ikke stille ad i disse dage!