Åben kritik af krigen på russisk tv: - Det er umuligt at slå Ukraine

Udviklingen i Ukraine sætter spor i de russiske medier. Søndag sagde en politiker for åben skærm, at Rusland bør få en fredsaftale. Så blev han truet.

Et politisk talkshow udviklede sig søndag ret uventet på russisk tv, da en af deltagerne kom med en dyster vurdering af Ruslands chancer i Ukraine, hvor landets militær de seneste dage har været på tilbagetog.

Jeg foreslår fredsforhandlinger om at standse krigen

Boris Nadezhdin, russisk politiker

Blandt deltagerne i debatprogrammet 'Mødestedet' på kanalen NTV var flere tidligere og nuværende medlemmer af det russiske parlament, Dumaen, og det var et af de tidligere medlemmer, som fik de øvrige deltagere til at spærre øjnene op.

Han hedder Boris Nadezhdin og er tidligere viceformand for Dumaen.

Da panelet diskuterede situationen i Ukraine, syntes Boris Nadezhdin, at tiden var inde til at snakke om, hvem der mon havde lokket Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at invadere nabolandet.

- De mennesker, som overbeviste præsident Putin om, at den militære specialoperation ville blive hurtig og effektiv, at vi ikke ville ramme civilbefolkningen, og at nationalgarden sammen med de tjetjenske styrker ville få orden på tingene, de mennesker snød virkelig os allesammen, indledte Boris Nadezhdin.

Blev Putin snydt?

Udsagnet om, at nogen måske kunne have snydt Vladimir Putin, fik straks studieværten til at reagere.

- Er du sikker på, at de mennesker eksisterer? spurgte værten, mens Boris Nadezhdin himlede med øjnene.

Han svarede prompte.

- Selvfølgelig. Præsidenten sad jo ikke bare der og tænkte: "Hvorfor indleder jeg ikke en militær specialoperation?" sagde Boris Nadezhdin.

Han åbnede dermed muligheden for, at den nuværende situation i Ukraine faktisk ikke rigtig er Vladimir Putins skyld.

- Nogen fortalte ham, at Ukraine ville overgive sig, at de ville flygte, at de ville slutte sig til Rusland. Nogen er nødt til at have fortalt ham alt det. De sagde det i øvrigt også på tv, lød det fra Boris Nadezhdin.

Umuligt at slå Ukraine

Og så satte han for alvor gang i talkshowet.

- Vi er nu kommet til et punkt, hvor det er nødvendigt at forstå, at det er fuldstændig umuligt at slå Ukraine med de ressourcer og de kolonikrigsmetoder, som Rusland benytter til udkæmpe krigen – altså kontraktansatte soldater, lejesoldater og ingen generel mobilisering, sagde han.

Mens flere af de andre deltagere forsøgte at afbryde, fortsatte Boris Nadezhdin:

- Der står en stærk styrke over for den russiske hær, den støttes fuldstændig af de mest magtfulde lande i økonomisk og teknologisk forstand, sagde han.

Spørgsmålet om generel mobilisering – altså indkaldelse af russiske værnepligtige til at slås i Ukraine – har længe været et varmt emne i Rusland. Indtil nu har styret i Moskva afstået fra at indkalde værnepligtige – formentlig af frygt for at det kan gøre krigen upopulær i befolkningen.

Stands krigen

Nu afbrød studieværten Boris Nadezhdin for at høre, om han kunne trækkes ind på det spor.

- Foreslår du en generel mobilisering, spurgte han.

Men svaret var nok ikke lige, hvad værten havde regnet med.

- Jeg foreslår fredsforhandlinger om at standse krigen, lød det fra Boris Nadezhdin.

Blandt de otte gæster i talkshowet, var også den nuværende viceformand for Dumaen, Sergej Mironov.

Sergej Mironov er kendt for at stå last og brast med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Han tog nu ordet.

- Der kan ikke blive nogen forhandlinger med Zelenskyjs naziregime. Zelenskyjs naziregime skal ødelægges, sagde Sergej Mironov, inden han blev afbrudt af Boris Nadezhdin.

- Enten en krig på fuld skala eller også trækker vi os ud, sagde han.

Havde vi planlagt det her?

Det brød Sergej Mironov sig tilsyneladende ikke om at høre, så han fandt et citat af Vladimir Putin (som han er på fornavn med) frem.

- For nylig sagde Vladimir Vladimirovitj: "Vi er slet ikke begyndt endnu. Vi begynder når vi skal", sagde Sergej Mironov.

Nu fik Boris Nadezhdin hjælp fra en uventet kant.

En af NTV's politiske kommentatorer Viktor Olevits, der også sad i panelet, brød ind:

- Undskyld, men hvad venter vi på? Du siger, at alt går efter planen. Var der virkelig nogen, der for seks måneder siden troede, at vi nu planlagde at trække os tilbage fra Balakliya, at vi skulle slå en modoffensiv tilbage ved Kharkiv? Vi kunne ikke tage Kharkiv og må forlade Balakliya, sagde kommentatoren.

Så begyndte deltagerne at råbe i munden på hinanden.

- Glem ikke, at vi kæmper mod NATO-blokken, som bruger ukrainernes hænder. Det er en farlig hær og deres våben er farlige, sagde Sergej Mironov.

- Men det burde vores militære efterretningstjeneste jo have forudset, lød det fra kommentatoren Viktor Olevits.

Tredje Verdenskrig

Boris Nadezhdin, der havde startet det hele, sad og lyttede med korslagte arme.

Men han fik ikke lov at læne sig tilbage ret længe.

En af de paneldeltagere, som hidtil havde forholdt sig tavs, havde nemlig en besked til ham.

Han hedder Alexander Kazakov, er medlem af Dumaen, tidligere militærrådgiver for separatisterne i det østlige Ukraine og har en historik med at true folk på livet.

Hvad angår vores ikkekammerat Nadezhdin, så opfordrer jeg dig til at passe på med dit sprog

Alexander Kazakov, russisk politiker

Nu reagerede han på, at Boris Nadezhdin havde sammenlignet militæraktionen i Ukraine med en kolonikrig – og brugen af ordet krig er strafbart i Rusland.

- Hvad angår vores ikkekammerat, Nadezhdin, så opfordrer jeg dig til at passe på med dit sprog. At tale om "kolonikrige" – selvom det er i datid – er uacceptabelt, sagde han og tilføjede, at han ser invasionen af Ukraine som en del af Tredje Verdenskrig.

- En global krig er på vej, og dette er kun en lille del af den, sagde Alexander Kazakov.

Boris Nadezhdin lænede sig frem og svarede:

- Jeg håber ikke, at der starter en verdenskrig, og hvis der gør, vil magtbalancen ikke være til vores fordel.

Børnenes krig

Men Alexander Kazakov var ikke indstillet på at give op.

- Vi skal vinde krigen i Ukraine, vi skal likvidere naziregimet. Derefter kan hvem, der end vil snakke, komme til os, sagde han, inden han blev afbrudt af Boris Nadezhdin.

- Hvor længe skal det da fortsætte, spurgte han.

- Så længe der skal til, så mine tiårige børn.., svarede Alexander Kazakov, men han nåede ikke at fuldende sætningen, inden Boris Nadezhdin gjorde det for ham:

- ... så dine tiårige børn på et tidspunkt får chancen for at kæmpe, ikke?

Udsendelsen på NTV er blot et af flere eksempler på, at begejstringen for krigen i de statskontrollerede russiske medier er begyndt at falme.

Talkshowet på NTV blev opdaget af journalisten Julia Davis, der driver tjenesten Russian Media Monitor, som overvåger russiske medier.

Hun lagde klippet op på Twitter sent søndag aften dansk tid.

- Virkeligheden rammer hurtigt. Eksperter på russisk tv opdager, at deres militær fejler, og at landet er i problemer. De indleder spillet om, hvem der har skylden. Nogle af dem forstår endelig, at deres folkemorderiske benægtelse af ukrainsk identitet ikke er til Ruslands fordel, skriver hun.

Klippet gik hurtigt viralt.

Mandag morgen havde det været vist over 2,5 millioner gange på Twitter.

Talkshowet kan ses i sin fulde længde på NTV's hjemmeside, og TV 2s tolk har verificeret Russian Media Monitors oversættelse herover.